Læsetid: 5 min.

Dugfrisk død og kærlighed i Operaen ved fremragende kapelkoncert

Man kan være træt af temakoncerter, men når Det Kongelige Kapel kommer op af graven og spiller symfonisk musik under stjernedirigenten Marek Janowski, bliver sammenhængskraften mere end bare en koncerttitel
11. september 2018

Er du lykkelig, eller er du gift?

Sådan kan nogen finde på at spørge. Det er sjovt.

I kirken spørger præsten: Vil du elske og ære, til døden jer skiller? Det er på en måde også sjovt. Eller hvad.

Kan man tage ægtekærligheden alvorlig? Og hvor finder vi den?

Man kan i hvert fald prøve at lave en musikalsk collage over den, sådan som Det Kongelige Kapel gjorde lørdag aften med sin koncert Til døden os skiller.

Jeg er ikke vild med temakoncerter, men her var det en god undskyldning for at lave et meget lækkert program med de store romantikere Richard Wagner og Johannes Brahms og senromantikeren Richard Strauss i samme pakke. Det var som at blive budt på kage, lagkage og mere kage.

Kapellet lod sig dirigere af den polske dirigent Marek Janowski, som de efterhånden har en årelang kærlighedsforbindelse med. Janowski er manden, der lærer kapellet om tysk og symfonisk spillestil og holder dem i gang med andre færdigheder end at akkompagnere opera.

Janowski er en seriøs håndværker og dejligt usentimental. Det er hans klare og oplysende vej ind i det romantiske. Med sine snart 80 år er han også et klenodie.

Først i programmet lå Richard Wagners Siegfried-idyl. Et værk, han komponerede til sin kone Cosimas fødselsdag, hvor han havde arrangeret 15 musikere på trappegangen til at vække hende blidt og kærligt med sød musik, der langsomt skulle flyde ind og omgive og kærtegne hende.

Musikken er vævet ud af temaer fra Wagners opera Siegfried. Samme år som de også endelig var blevet gift, havde han og Cosima fået deres tredje barn, en søn, de havde kaldt Siegfried, og med indbygget vuggesang var den også en gave til ham. Forud gik svære år.

Cosima var datter af komponisten Franz Liszt og havde været gift med vennen og dirigenten Hans von Bülow, som indtil da ikke havde villet lade sig skille. Musikken kan høres som et suk over den nye lovformelige lykke.

Kærlighed og forklarelse

Næste programpunkt var Richard Strauss’ Vier letzte Lieder. Smukkere musik findes ikke. Alle sangene er komponeret samme år, som Strauss døde – 85 år gammel. De er enden på et langt kunstnerliv med lykkelig kærlighed til hustruen og sangerinden Pauline de Ahna, der var hans inspiration til det sidste. Hans bryllupsgave til hende var sangen »Morgen!«.

55 år senere og stadig med Pauline ved sin side skrev han »Im Abendrot« (I aftenrøden, red.). Sangen står som den sidste i samlingen Vier letzte Lieder. De tre første sange, »Frühling«, »September« og »Beim Schlafengehen« har tekster af Hermann Hesse, mens »Im Abendrot« har tekst af Joseph von Eichendorff.

I »Im Abendrot« vandrer de elskende højt oppe et sted med udsigt over dalene og føler sig trætte af den lange vandring. To lærker stiger op i den duftende aftenluft, nachtträumend – nattedrømmende – eller dét, det tyske ord også lyder af, nach-träumend – efterdrømmende.

Hvad der er fælles for Strauss’ musik i både hans bryllupsgave »Morgen!« og hans kærlighedstestamente »Im Abendrot« er en fantastisk mættethed, der sjovt nok ikke er det samme som mæthed.

Det er en følelse af et bæger, der står foran én, og det er hverken halvt fuldt eller halvt tomt, men lige så fuldt som tomt, som om kærlighed hos Strauss er noget, der bliver mere af, jo mere man indtager. I »Im Abendrot« leder mættetheden ligefrem én ind i den mystiske tunnel.

»Ist dies etwa der Tod?«, synger sopranen, »er dette mon døden?«, mens Strauss’ eget forklarelsestema fra ungdomsværket Tod und Verklärung spirer i orkesterstemmerne og rejser sig stort og blødt som et bekræftende svar på spørgsmålet.

Fri men frejdig

Som sidste værk og som anden halvleg efter pausen stod Johannes Brahms’ 3. symfoni. Hans bedste symfoni. Noget af hans bedste musik i det hele taget. Som sagt, det var ét langt forkælelsesprogram.

Men hvem elskede Brahms egentlig? Både objektivt og subjektivt forstået. Hvem elskede han – hvem elskede ham? Han elskede Clara. Vennen Robert Schumanns kone. Og hun elskede ham tilbage. Efter Roberts død valgte han dog ikke Clara. Han elskede prostituerede. Måske elskede naturen ham? Var det gengældt?

Brahms var en slags musikalsk digter med usædvanlige evner for at generere musikalske organismer, mindende om naturkræfter, mere end han egentlig var Beethovens arvtager som symfoniker eller konge over sonateformen. Og mere end man nogensinde tror på kærlighed i hans musik. I 3. symfoni hører man mellem de musikalske landskaber til gengæld noget, man kunne have lyst til at kalde (om man overhovedet tør sige det) større end kærlighed. Hvad det så er.

Naturen? Ensomheden? Døden? Hos Brahms er det noget smertenssmukt. Sikkert er det i hvert fald, at det musikalske motto F-A-F klinger som den halvtredsårige ungkarl Johannes Brahms’ personlige bekendelse gennem symfonien: Frei-Aber-Froh!

Skuffende sopran

Dirigent Marek Janowski, koncertmester Emma Steele og Det Kongelige Kapel gjorde det fantastisk. Usentimentalt var kodeordet.

Siegfried-idyllen var florlet solskin gennem gardiner. Til Vier letzte Lieder spandt de igen smukke baggrundsbilleder i uplumret og næsten impressionistisk klart spil til solisten Ann Petersens sang. Ann Petersen er en fremragende sanger i Den Kongelige Operas ensemble, og som vi har nydt at få hjem fra den store verdens scener, hvor hun startede med at gøre karriere.

Men som fortolker af Vier letzte Lieder skuffede hun. Sangene kræver meget mere nuance, lydhørhed og tekstlig forståelse, end en operasanger normalt behøver at leve op til, og disse evner synes Ann Petersen ikke at være flydende i denne aften. Hendes præsens var smuk, og alene det at mestre det svære repertoire kalder på respekt.

Men den noget automatiserede og ufleksible sangteknik og den indstuderede – eller mangel på indstuderede – tilgang til det tekstlige forlag ødelagde poesien og magien. Helt sikkert giver det ikke nogen mening at se standardiseret skrækslagen ud ved ordet Tod. En intim forbindelse mellem orkester og solist manglede.

Hos Brahms tog Janowski de storladne udsagn ned til håndgribelige, menneskelige følelser som vrede og sorg på en fin og inderlig måde. En mere trist 3. symfoni, end jeg forstår den, men Janowski kom på sin egen vej perfekt i mål ved at eksponere en vital vrede i første sats og en smertelig sorg i tredje og at udleve begge følelser i fjerde og sidste.

Koncertmester Emma Steeles violin var et fikspunkt i den musikalske fortolkning og fra hele kapellet nød man på én gang både den mekaniske præcision og det store hjerte, der blev lagt i musikken, så man blev stimuleret af begge.

’Til døden os skiller’. Kapelkoncert. Operaen, Store Scene. Dirigent: Marek Janowski. Solist: Ann Petersen. Det Kongelige Kapel. Musik: Richard Wagner, Richard Strauss, Johannes Brahms. Lørdag den 8. september kl. 19.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu