Læsetid: 5 min.

Eminem er vred. Og han har ikke lydt bedre i 10 år

Den amerikanske legenderapper Eminem har gjort sig fri af pinlige samlebåndsomkvæd og populærmusikalske faldgruber og har leveret et album, hvor hans knivskarpe rimteknik for første gang i lang tid ikke fungerer som mål i sig selv, men som middel til at spidde kritikere og konkurrenter
Eminem optrådte ved årets Roskilde Festival.

Eminem optrådte ved årets Roskilde Festival.

Thomas Borberg

7. september 2018

Siden den unge trailerparkknægt fra Detroit omkring årtusindeskiftet indtog hiphoptronen med uringult karseklip, gråt joggingsæt og sølvkæde har Eminem været kontroversiel – anklaget for at korrumpere ungdommen gennem sine maniske voldsfantasier, sin tilsyneladende misogyni og sit homofobiske vulgærsprog. Han har været provokerende fra førstedagen, men også umulig at komme uden om, og hans skelsættende hovedværker – The Marshall Mathers LP fra 2000 og The Eminem Show fra 2002 – står med deres ørehængende omkvæd og rimtekniske overskud som uantastelige bidrag til den hiphopske kanon.

Det sidste årti har dog været en regulær deroute for rapikonet. Nedturen begyndte på albummet Recovery fra 2010, hvor spydighed blev erstattet af sløset sentimentalitet; de simple, karakteristiske Dr. Dre-produktioner afløst af tandløs kommercielhiphop; og de animerede refræner fravalgt til fordel for tyndslidt radio-R&B (læs: Rihanna). Et forfald, der kulminerede med sidste års affaldsudgivelse Revival – et gyseligt pinligt album, der fik hug fra såvel hiphopkolleger som anmeldere.

Paradoksalt nok har Eminem i samme periode oppet sig som ordsnedker. 2013-singlen »Rap God« blev med sine mere end 1500 ord optaget i Guinness World Records som den ordtungeste hitsang i musikhistorien. Her har det gennemgående problem imidlertid været, at den tekniske kunnen som mål i sig selv er blevet mastubatorisk og uvedkommende. Rappen er blevet et rent matematisk foretagende – en overkomplicerende stavelsesakrobatik – og er derfor blevet hul i sin æstetik. 

Med andre ord har Eminem manglet noget at rime om.

Det har han fundet nu. På Kamikaze genantænder Detroit-rapperen sin galskab og fandenivoldskhed og leverer et langt, usødet møgfald mod alle, der har afskrevet eller kritiseret ham. Skytset rettes med navns nævnelse mod samtidige fagfæller som Drake, Tyler, the Creator, Lil Pump og Machine Gun Kelly, og også musikpressen og den amerikanske præsident står for skud. Eminem er vred og klar til at »voldtage alfabetet«. Og det er vidunderligt.

»I should aim at everybody in the game/pick a name/I’m fed up with being humble, (jeg burde sigte på alle i industrien/vælg et navn/jeg er træt af at være ydmyg, red.)« rapper han på det fem et halvt minutter lange åbningsnummer, »The Ringer«, der er en tætpakket rimkavalkade af personlige angreb leveret over et akkompagnement, der flyder i baggrunden.  

Ingen hits

Også på nummeret »Fall« er de lyriske attentater i fokus og Eminems opvækst på battlerapscenen tydelig, mens musikken, der her lyder som baggrundsmusik fra en meditationsapp, er så godt som overflødig. Det fungerer, fordi Eminem har forladt sin hidtidige ideologi om at klemme så mange ord som muligt ind på mindst mulig plads, og i stedet udviser mesterværd i form af sin dynamiske rækkevidde – ufattelige variationer i tempi og temperament; rimstrukturer, accentueringer og vokalmodulationer, der gnidningsløst og organisk vokser ud af hinanden. Han er gået fra monoton racerkører til formfuldendt balletdanser.

Det utrættelige anløb mod kritikere og konkurrenter fortsætter på numrene »Greatest«, »Lucky You«, »Not Alike« og »Kamikaze«. Og selvom Eminem tydeligvis er bitter og indebrændt, bliver det på intet tidspunkt belastende, småligt eller ondtirøvensk. Rimene leveres med autoritet og overskud som på nummeret »Not Alike« – hvis omkvæd desuden er en karikatur af Migos-hittet »Bad and Boujee« og dermed en stiv langemand til den overeksponerede mumleraplyd:

»The only thing we have in common is that I’m a dick and you suck/otherwise one has nothing to do with the other,« lyder det i slutningen af sidste vers.

Humoren er tilbage, og tekstuniverset og eksekveringen har ikke været skarpere siden 2004-udgivelsen, Encore.

Men albummet har til gengæld en anden svaghed: Der er ingen hits. Selvom det er en sand lettelse, at Eminem mestendels har kasseret de radiovenlige gæstesangerbidrag og erstattet dem med sin unisone ’syngen med sig selv’-signatur, er der ingen omkvæd, som for alvor fænger eller klistrer sig fast.

Og noget tilsvarende gælder lyddesignet.

Overordnet set er mixet behageligt, afbalanceret og bærer tydeligt præg af, at Dr. Dre har ageret excecutive producer med velkurvet, fyldig bas og håndklap nøjsomt placeret i mellemregistret – flere af akkompagnementerne udvikler sig også dynamisk undervejs og undgår den fastfrosne fornemmelse, der plager meget hiphop. Alligevel er der kun få melodiske, rytmiske og stoflige elementer, som egentlig vækker interesse.

Værst står det til på »Stepping Stone«, hvor produktionen decideret lyder 15 år gammel, og på »Lucky You«, der gæstes af Joyner Lucas, hvor lydbilledet beklageligvis lyder som et levn fra Lucas’ 2017-album, 508-507-2209.

Sut min pik

Albummets absolut stærkeste hitkandidat er nummeret »Greatest« – et tungtvuggende beat med en repetitiv synthfigur og forvrængede guitaranslag i baggrunden, der samlet lyder som en cirkuskarrusel i flammer. Skønt. Og Eminems tre vers er ligeledes mesterlige.

Desværre er refrænet ren hovedpine.

Men måske er det slet ikke et hit, vi har manglet fra Eminem. Og måske er det heller ikke dét, albummet forsøger at tilbyde. Den Eminem, 2018 har brug for, er flaben, som rejser sig op og råber »sut min pik«. Og det er ham, vi får. Langt om længe – og bogstavelig talt på nummeret »Nice Guy«.

Her og på sangen »Normal« genforenes Eminem nemlig med en anden af sine specialiteter fra tiden på toppen: Vanvittige, eskalerende fortællinger om dybt destruktive parforhold. Det er maleriske narrativer om usunde afhængighedsrelationer, der tager lytteren fra dagligdagsskænderier og småjalousi til fuldudæsket stalkeradfærd og vold med baseballbat.

»You say don’t come over because you got pink eye/but I think I got just the thing, why/don’t I bring my fucking bat and just swing by? (du siger, at jeg ikke skal komme forbi, fordi du har øjenbetændelse/men jeg har har et forslag, hvorfor/medbringer jeg ikke bare mit fucking bat og svinger forbi, red.)« lyder det på »Nice Guy«.

Indholdet er i sin bogstavelige forstand selvsagt modbydeligt. Men det er både forfriskende og nostalgisk, at høre en Eminem i pure vanvid, der råber det, som ingen andre gør – han gør det grænseoverskridende til en særskilt og selvhævdende æstetik.

En pointe, der understreges af albumcoverets visuelle reference –  det er en nær kopi af den legendariske Beastie Boys-plade Licensed to Ill fra 1986, der var det første hiphopalbum, der nåede toppen af den amerikanske Billboard-liste. Og skulle oprindeligt havde heddet Don’t Be a Faggot. Bogstaveligt talt modbydeligt, men kunstnerisk mesterligt. 

Eminem er ikke længere den afkoblede raprobot, vi har kendt de seneste 10 år – han er igen en kunstner af kød og vrede.

»I used to risk it all – now I got too much to lose,« rapper han på »Lucky You«.

Men på Kamikaze har han netop endelig turdet satse igen. Og det er dét, vi har manglet.

Eminem: ’Kamikaze’ (Aftermath/Shady/Interscope/Goliath).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu