Læsetid: 2 min.

Farven lilla og får på inklusionsafveje

De bedste billedbøger er som poesi, tætte og koncentrerede i smagen. De værste billedbøger er som b-romaner, lange og forklarende. ’Lilla’ af Sissel Horndal placerer sig et sted midt imellem
De bedste billedbøger er som poesi, tætte og koncentrerede i smagen. De værste billedbøger er som b-romaner, lange og forklarende. ’Lilla’ af Sissel Horndal placerer sig et sted midt imellem

fra bogen

7. september 2018

Den gul, grønne og lilla forside viser et lilla lam, som rækker tunge og vender en skidende bagende ud mod læseren. Så er scenen sat for en trodsig ener. Desværre fordamper den rebelske stemning relativt hurtigt i Sissel Horndals historie om, hvordan man forvalter det at være anderledes.

Et lilla lam bliver født og dets farve afviger markant fra flokkens farveforståelse. Selv mor Fionna nægter at tage Lilla med op på fjeldet, for lilla er lig med farlig. Kun Gammelfår vil vide af Lilla, og hun tager derfor Lilla under uldtotterne og med op på fjeldet, hvor hun fortæller Lilla om naturen og den farlige Dødningekløft. Da den væmmelige Knogle-knaser dukker op, redder Lilla flokken ved at lokke udyret efter sig og som en rigtig himmelspringer springe over den frygtindgydende kløft. Alt ender i fryd og fornøjelse, selv Fionna vil gerne have et lilla får mere.

Der er enkelte fine og sjove replikker, som eksempelvis denne: Da de andre får spørger Gammelfår: »Tror du, den her lille uldtot er farlig?«, svarer hun: »Farlig? Næ. Jeg tror, hun er lilla. Og hvis der er noget, jeg ikke er bange for, så er det lilla.«

Men Horndal er for nærig med humoren og for gavmild med tekstmængden. Historien er alt for lang, bl.a. fordi vi skal omkring naturens mytologiske orden og de øvrige fårs klatring. Tekstmængden betyder også, at illustrationerne får en noget kulisseagtig rolle. Noget dynamisk samspil er der i hvert fald ikke tale om.

Billederne er dog fine i deres egen ret. Farverne og stregen giver historien et blødt og harmonisk udtryk. Forsidens gule og lilla komplementærfarver er frisk. Og selv om lilla naturligvis dominerer siderne, så er der også blå, grå, gul og grøn. Fårenes forholdsvise ekspressive udtryk gør historien levende. Men den søde historie er blød som en uldtot og lidt for forudsigelig. Jeg savner mere kant og frækhed i såvel tekst og billede, eller bare skøre indfald som i den morsomme engelske stop-motion film F for får (Shaun the Sheep).

Jeg er ambivalent med historiens indirekte og måske også utilsigtede morale om, at hvis man er anderledes, må man være ekstrem modig for at vinde fællesskabets respekt. De afvigende må springe over Dødningekløften, for fællesskabet kan åbenbart ikke finde ud af at inkludere. Ikke ligefrem noget muntert budskab. Men måske sandt? For er det ikke sådan, at man skal arbejde dobbelt så hårdt for at blive accepteret, hvis man er lidt anderledes end flertallet? Det er i hvert fald de fleste børns erfaring, selv om vi voksne gerne fortrænger det. I så fald kunne fortællingen have omfavnet sit budskab lidt bedre.

Som det er nu, sidder man tilbage som læser og savner, at får lærer at inkludere og acceptere farven lilla uden krav om heltedåd …

’Lilla’ af Sissel Horndal. Oversat af Mads Heinesen og Rebekka Gertz Andersson. Vild Maskine, 44 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu