Læsetid: 8 min.

Francis Fukuyamas nye lille bog er en overraskende replik til samtiden

Fukuyama skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men ’Identity’ er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime
Francis Fukuyama blev verdensberømt med sit essay ’The End of History?’ fra 1989 i det konservative magasin The National Interest

Francis Fukuyama blev verdensberømt med sit essay ’The End of History?’ fra 1989 i det konservative magasin The National Interest

Stephane Grangier

14. september 2018

Som ung var Francis Fukuyama embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium. Han forestillede sig ikke, at han skulle blive en af verdens væsentlige intellektuelle, hvis analyser skulle kunne komme til at præge vores fælles forståelse af demokrati, kapitalisme og anerkendelse.

Men det blev han.

Og udgivelsen af hans nye bog Identity – Contemporary Identity Politics and the Struggle for Recognition, som udkom i denne uge, er således en global intellektuel begivenhed. Vi er mange, som har ventet længe på den. Men det er ikke et nyt hovedværk, Fukuyama har udgivet. Det er en replik til samtiden og en tilføjelse til hans tænkning, som vender tilbage til tankerne fra hans første bog.

Intellektuelt var Francis Fukuyama altid et underligt barn af sin tid. Han stiftede i sin studietid personligt bekendtskab med nogle af de vigtigste forskere på humaniora og havde forelæsere, som alle andre humanister ville have misundt ham.

På Cornell University, hvor han studerede klassisk litteratur, mødte han Allan Bloom, som havde skrevet nyklassikeren om dannelsestabet, The Closing of the American Mind, og på Yale, hvor han skrev speciale i litteraturvidenskab, fulgte han kurser hos Paul de Man, som dengang var med til at definere den såkaldte dekonstruktion. Og under et studieophold i Paris fulgte han forelæsninger hos filosoffen Jacques Derrida og semiotikeren Roland Barthes, der siden skulle blive pensum på de vestlige universiteter.

Han mødte de store mestre, han kunne have været blevet en eminent humanist – og han opgav det hele.

»Jeg besluttede, at det var det rene bullshit,« som han for nylig sagde i et interview. De franske tænkere, som gennemførte et radikalt opgør med oplysningstanken, hævdede ifølge Fukuyama, at der ikke var nogen definitive sandheder. De mente, at man ikke kunne tale om virkeligheden uden for teksten, og de lavede fortolkninger, som afslørede, hvordan selv de bedste argumenter kunne være en slags magtudøvelse. De var relativister, konkluderede Fukuyama:

»Hvis du virkelig er moralsk relativist, er der ingen grund til, at du ikke skulle kunne bekende dig til nationalsocialisme eller hævde den europæiske races overlegenhed, fordi intet er mere sandt et andet. Jeg synes, det var en falliterklæring, og jeg besluttede mig for at skifte gear og valgte i stedet statskundskaben.«

Fukuyama skrev i stedet ph.d.-afhandling på Harvard om Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten. Efterfølgende blev han ansat i Udenrigsministeriet, hvor han arbejdede med vurderingen af risikoen for en atomkrig og leverede stikord til udenrigsministerens møder og taler.

Hjernevasket af de konservative

Men Fukuyama havde i Paris også stiftet bekendtskab med en tænker, som blev ved med at optage ham, den tyske historiefilosof G.W.F. Hegel. Og inspireret af Hegel skrev han i 1989 et essay til det konservative magasin, The National Interest, som skulle gøre ham verdensberømt: The End of History?

Pludselig blev embedsmanden Fukuyama opsøgt af pressen, diskuteret i offentligheden og kurtiseret af forlæggere, som fik ham til at skrive bogen Historiens afslutning og det sidste menneske, der udkom i 1992. Han blev udråbt til en ny højreorienteret intellektuel og blev i New York Times kaldt for en »liberal neokonservativ« tænker.

Venstreorienterede kritiserede ham for at gøre kapitalismen til meningen med historien, og hans egen far mente, at han var blevet hjernevasket af de amerikanske konservative. Fukuyama var vokset op i et hjem med Das Kapital af Karl Marx på tysk i bogreolen og lange politiske diskussioner om natten.

Men den dominerende kritik af Fukuyama gik på selve bogens titel: ’Historien er da ikke slut,’ sagde hans kritikere hver gang, der skete noget nyt i verden.

»Det meste af kritikken var baseret på en simpel misforståelse af min tese,« forklarer Fukuyama i sin nye bog:

»Jeg brugte ordet historie i den betydning, som det har hos Hegel og Marx – det vil sige den langsigtede udviklingshistorie om de menneskelige institutioner, som man også kunne have kaldt udvikling eller modernisering.« Og ordet end betød ikke bare afslutning, men også ’mål’.

De højreorienterede forstod ham ikke, fordi de ikke havde læst Marx, og de venstreorienterede afviste hans konklusion, fordi de var uenige.

Men Fukuyamas tanke var, at det moderne samfunds mål måtte være det liberale demokrati.

Modernisering handlede om frigørelse af det enkelte menneske, rationalisering af samfundet og folkets ret til selv at vælge deres egne ledere. Og hvis man troede på den proces som fremskridt for menneskeheden, måtte man anerkende menneskerettighedernes beskyttelse af det enkelte individ mod overgreb, demokrati som folkets mulighed for selv at vælge deres egne ledere og kapitalismen som fundamentet for det liberale demokrati.

Det liberale demokrati

Fukuyamas tese er som sagt blevet latterliggjort efter terrorattentater, overraskende udfald af valg, Brexit og andre markante hændelser, som skulle bevise, at historien fortsætter.

Men hans egentlig idé er sjældent blevet udfordret. Der er ikke mange intellektuelle og politiske tænkere, som har anbefalet andre styreformer end det liberale demokrati. Og nu, hvor det liberale demokrati er udfordret indefra i Vesten af Trump og de sejrende nationalister og udefra af ledere som Putin, Erdogan og Orbàn, synes verdens liberale intellektuelle at bekræfte Fukuyamas tese. De, der tror på moderniseringens fremskridt og frigørelse, forsvarer den orden, som er under angreb. De vil bevare det liberale demokrati.

Det paradoksale er i den forstand, at de intellektuelle implicit giver Fukuyama ret i en situation, hvor hans tese er politisk udfordret.

Den stærkeste kritik af Fukuyama er faktisk udviklet af ham selv. Han valgte efter udgivelsen af Historiens afslutning og det sidste menneske at blive forsker. Og han har siden vist, hvordan den nyliberalistiske kamp mod høje skatter og offentlige udgifter blev en trussel mod det liberale demokrati.

Hans kritiske pointe er, at nyliberalister misforstod staten: De ville gøre op med den ’store stat’, men endte med at underminere den effektive stat, som er en forudsætning for markedsøkonomien. Og han bruger i sit sene hovedværk i to bind om politisk orden den marxistiske klasseanalyse.

Det liberale demokrati forudsætter ikke bare værdier og institutioner, anfører Fukuyama, men også en stærk middelklasse, som er blevet dramatisk svækket af den stigende ulighed i de vestlige demokratier. Og han har undersøgt, hvordan demokratiet gennem nedbrydning af de offentlige institutioner og urimelig fordeling af velstanden forfalder. Det amerikanske demokrati er ved at udvikle sig til det, han har kaldt et »vetokrati«, hvor alle instanser kan blokere lovgivning, og et »plutokrati«, hvor de økonomisk rigeste også bliver de politisk stærkeste.

Kristine Kiilerich

Han mener ikke selv, han har skiftet politisk position, men at hans tænkning er præget af, at de konservative ideer har »slået fuldstændig fejl«. Irakkrigen og finanskrisen er ifølge Fukuyama det 21. århundredes største politiske fiaskoer i Vesten, og de var begge udløst af konservative tænkere og politikere. Hvis hans far ikke var død, ville han givetvis være blevet stolt over sin søns seneste indsigter.

Identitetspolitik og nationalisme

Fukuyama skriver selv i indledningen til Identity, at hans nye bog ikke ville være blevet skrevet, hvis Donald Trump ikke var blevet valgt til præsident i 2016.

Det mest uhyggelige ved Donald Trump er ifølge Fukuyama, at han er båret frem af en bevægelse, som har overtaget den venstreorienterede identitetspolitik og gjort den til en højreorienteret nationalisme. Det, der i en venstreorienteret optik har været et krav om, at marginaliserede grupper blev inkluderet i det liberale demokrati, er nu blevet perverteret til et forsvar for majoritetens ret til et militant selvforsvar:

»Der er ikke noget galt med identitetspolitik som sådan,« skriver Fukuyama. Han har ikke den opfattelse, at identitetspolitik er et latterligt, overfladisk fænomen, mens den rigtige politik burde handle om reformer, økonomi og handel. Identitetspolitik er »det naturlige og uundgåelige svar på uretfærdighed«, pointerer Fukuyama.

Man kan sige, at det liberale demokrati ikke kan realisere sig selv uden en identitetspolitik, som kræver anerkendelse af de grupper, som er socialt og politisk underkendte. Det er en universalistisk identitetspolitik.

Det gælder også eksistentielt: Den økonomiske kamp er ifølge Fukuyama ikke den grundlæggende politiske kamp for mennesker. Tilværelsen er ikke et økonomisk anliggende. Men hvis man er fattig, er man socialt underkendt, og hvis man er rig, får man social status. Og hvis man er forarmet, har man ikke mulighed for at realisere sig selv foran andre og blive set som den person, man er blevet.

Sat på spidsen kan man sige, at klassekamp for Fukuyama dybest set er identitetspolitik, fordi man kæmper for ikke at være usynlig. Det handler ikke kun om penge, når feminister påpeger ulige lønninger mellem mænd og kvinder, men om respekt for, at kvindens bidrag er lige så værdifuldt som manden.

Farlig identitetspolitik

Men identitetspolitik bliver ifølge Fukuyama til et problem, når det »for nogle progressive bliver til en billig erstatning for seriøs tænkning over, hvordan man kan vende 30 års udvikling i de fleste liberale demokratier mod større socioøkonomisk ulighed«. Det er meget nemmere at tale om farver og køn end at sætte sig ind i de komplekse økonomiske mekanismer og politikker, som belønner de få og svigter de mange. Men hvis man tager sin egen identitetspolitik alvorligt, må man ifølge Fukuyama erkende, at den er knyttet til økonomisk politik.

Det andet store problem med den venstreorienterede identitetspolitik er, at den mobiliserer højrefløjen. Den radikale politiske korrekthed, som i virkeligheden kun »cirkulerer i en lille provins af forfattere, kunstnere, studerende og intellektuelle på venstrefløjen«, bliver samlet op af »konservative og forstærket til et billede af den samlede venstrefløj«.

Den farlige identitetspolitik er således ifølge Fukuyama ikke den venstreorienterede, men de konservatives nationalisme, fremmedhad og aggressive kampagner. Trump demonstrerer ifølge Fukuyama, hvordan de progressive modkulturs idealer kan overtages og misbruges af en nationalistisk majoritetskultur.

De seneste 30 års udvikling af økonomisk ulighed og globalisering, som har gjort de progressive, veluddannede til vindere og de dårligt uddannede uden for byerne til tabere, har skabt et perfekt terræn for de hvide nationalister til at mobilisere det, der kan ende med at ødelægge det liberale demokrati.

Fukuyama ender med at anbefale politikker, som omfordeler velstand, demokratiske ritualer, som tager de politiske lidenskaber fra de borgerlige, og en besindelse på identitetspolitiske ødelæggende effekter. Han er dybest set ikke systemkritiker, men kritiker af det, der truer systemerne. Han spørger således ikke, om modstanden mod det liberale demokrati ikke også kan skyldes, at det har udviklet problemer, det ikke selv kan løse.

Han skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men Identity er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime.

Francis Fukuyama: ’Identity – Contemporary Identity Politics and the Struggle for Recogniton’. Profile Books, 218 sider, 26 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
Pernille Elholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herligt. Tak. Det kunne være spændende at høre, hvad det er for nogle problemer i det liberale demokrati, som kræver indførelse af et nyt system.