Læsetid: 5 min.

Det gode og det onde mørke

Både nabofamilien, Pryds, og selve skrivestilen hænger og dasker underligt uden på Merete Pryds Helles på mange måder magtfulde efterfølger til succesen ’Folkets skønhed’
Merete Pryds Helle er aktuel med ‘Vi kunne alt’.

Merete Pryds Helle er aktuel med ‘Vi kunne alt’.

Ivan Boll

7. september 2018

Over hvert kapitel af Merete Pryds Helles nye bog er der anbragt en stjerne. Den pynter i sig selv, men skal også pege på romanens centrale symbol, Syvstjernen, Plejaderne eller De Syv Søstre. Sådan kalder vi en hob af varme, blå stjerner i stjernebilledet Tyren, dannet inden for de sidste hundrede millioner år. Det ligner en lille barnevogn, nogle påstår en øse med hank.

Mange af os kan se flere stjerner end de syv. Profeten Muhammed kunne efter sigende se elleve, og Merle, romanens hovedperson, kan hen imod handlingens slutning se tolv. Men hun er nu også noget ud over det sædvanlige: intuitiv, sensitiv, lysende intelligent, med særlig flair for matematik. Hendes klassekammerater i Syvstjerneskolen i Værløse kalder hende for Duksen. Du er grim, siger pigerne. Ser du dig aldrig i spejlet?

Mobning vil være for mild en glose til at beskrive, hvad hun udsættes for. Hendes jævnaldrende af samme køn ter sig aldeles modbydeligt, og allerværst er drømmeprinsen Jet, ham med det smukke smil, den lige næse og de lysende blå øjne, som kysser hende den ene dag og den næste kræver fem hundrede kroner for sammen med sine beundrerinder at lade hende være i fred.

Heller ikke derhjemme har Merle det let. Hendes mor, grønlænderen Ane, lider af sklerose og måske det, som er værre endnu, og faren, Erling, der er håndværker, voldelig og systematisk drikfældig og utro, bliver kun glimtvis menneske for øjnene af Merle og storesøsteren Klara, som dels er rygende misundelig på vor udsatte heltinde, dels går op i sin gymnastik på en sygeligt omhyggelig måde, der, uden at ordet direkte siges, lugter langt væk af anoreksi. Hun gror hår på armene og stryger dem derfor konstant med morens grønlandske kvindekniv.

Modsætningen virker grel mellem familiens reelle situation og farens 1970’er-typiske optimisme. »Vi kan alt,« siger Erling. Døtrene kan blive lige, hvad det skal være, hvis ikke atomkrigen kommer i vejen! Merle og Klara skal have den uddannelse, forældrene ikke fik. Jo, deres fremtid skal give hans ofre og Anes lidelse mening. Hvad der virkelig sker, er imidlertid, at pigerne udsultes følelsesmæssigt.

Mørke overalt

Sagt noget mere direkte er Vi kunne alt en umådelig barsk og bevægende roman om voksne, der ikke evner at være forældre, og børn, som belæsses med byrder, der ville knuse de fleste. Den er (som jo så ofte i stor litteratur) historien om en families forfald, den udgør en sart piges knugende udviklingshistorie fra 5. til 9. klasse; men den rummer samtidig, paradoksalt, hendes smukke forløsningshistorie, til dels hjulpet på vej via veninden Merete, der til slut kortvarigt tildeles fortællingens synsvinkel og en flatterende hovedrolle – som kunstner. At piger trods modgang kan blive stjerner, ligner en slags forfatterbudskab.

Herom kan man som læser overbevise sig ved at følge bogens mange billeder af mørke og mærke de korte glimt af lys. Parcelhuset på Højeloft Vænge i Værløse har gardinerne trukket for om dagen, og mørke sniger sig ind overalt i hovedpersonens verden. Ikke barndomstryghedens gode mørke, men sygdommens, savnets og angstens mørke. Og dog kan Merle indimellem få »en vidunderlig hvid fornemmelse« og »en sær, stærk lykkefølelse«, på det symbolske plan hyppigt knyttet til det klassiske (for ikke at sige litterært slidte) billede af en solsort, der jo hedder merle på fransk

Man kan læse Vi kunne alt som et moderne eventyr om et menneskes indespærring efterfulgt af en lykkelig frihed. Man kan også læse den med et kort over København og omegn lige ved hånden og blive bekræftet i, at magien indfældes i en minutiøst realistisk skildring af en standardmæssig forstad i det, som skulle have været velfærdssamfundet, men reelt udgør et Mørkedanmark.

Hertil bidrager præcis tidskolorit. Merete Pryds Helle lader således Merle opleve Fiskebækmotorvejsbroens sammenstyrtning 8. februar 1972 og farens begejstring over Glistrups triumferende fremvisning på tv af sin nulskattebillet, og sidst i romanen overværer vi teatergruppen Solvognens legendariske indianerhappening i Rebild Bakker sommeren 1976.

Mindre præcis er forfatteren, når hun juleaften lader Merles venstreorienterede faster Lis citere Karl Marx og påstå, at stedet stammer fra Kapitalen, skønt der reelt er tale om Det Kommunistiske Manifest. Dermed når vi så lidt pernittengrynet frem til bagsiden af medaljen eller de åbenlyse svagheder ved denne ellers så overvældende, ja, indimellem rystende bog.

Modsætning til ømheden og sødmen

Jeg tillader mig at gætte på, at Merete Pryds Helles opfølger til bestselleren Folkets skønhed (2016) simpelt hen er skrevet for hurtigt. Dels halter det slemt med at få integreret bipersonen Merete og dermed dennes familie, Prydserne, som de kaldes, og dels skæmmes teksten af ukritisk omgang med forfatterens ulyksalige hang til adjektivisk overpyntethed og hendes forkærlighed for pretiøse og søgte formuleringer. Man studser over enkelte nærmest ubehjælpsomme passager, og man ærgrer sig, når man midt i sin gysende indlevelse i hovedfiguren Merle skal kløjes i klæge beskrivelser:

»De beige gardiner hang tungt af daglighed bag fjernsynet.« / »En vindløs regn forbandt med sine skinnende tråde den grå skymasse med de grå fliser på stikvejen.« / »Mørket hang over stikvejen som vrede hænder, der ville knuse de sidste rester dagslys allerede klokken fire.« Eller hvad med følgende dyre besjæling: »Alle husene virkede stumme med bortvendte vinduer.«

Det er desværre bare ikke godt og står da også i frontal modsætning til ømheden og sødmen i skildringen af et udsat barn, som sensitivt akkompagneres af sangstumper fra dengang, alting var lyst og dejligt, som »Jeg gik mig ud en sommerdag at høre«, »Nu lukker sig mit øje« samt Merles foretrukne godnatsang, sunget med hendes mors stemme:

»Stille nu! Hører du, / aftenklokken ringer! / Solen sank, stor og blank, / natten stilhed bringer.« Hvad for en stilhed? Jo, tystheden i »det gode mørke«, den tryghed, som Merle og hendes mindst lige så udsatte søster så smerteligt snydes for.

Det er vanskeligt at konkludere entydigt på en læsning, hvor der skal tages nødvendige forbehold, samtidig med at ingen skal lades i tvivl om oplevelsens voldsomhed. Personligt vil jeg næppe nogen sinde helt kunne slippe Merle, lige så lidt som jeg vil kunne glemme Marie fra Folkets skønhed.

Merete Pryds Helle: ‘Vi kunne alt’. Lindhardt og Ringhof, 347 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu