Læsetid: 2 min.

Historien om en kvinde, der flygter fra alt, hvad hun er begyndt at hade ved sin kæreste, ved at forelske sig i det, han elsker højest

Den romantiske komedie ’Bare Juliet’ driller voksne fanboys og romantisk-hævngerrige dagdrømmere og lykkes fint med ikke rigtigt at ville gøre nogen noget
Den romantiske komedie ’Bare Juliet’ driller voksne fanboys og romantisk-hævngerrige dagdrømmere og lykkes fint med ikke rigtigt at ville gøre nogen noget

Alex Bailey

21. september 2018

Plottet i den seneste Nick Hornby-filmatisering, Bare Juliet, er en smule langt ude – som en mild, hævngerrig dagdrøm: Annie, spillet af Rose Byrne, sidder fast i sin barndoms britiske fiskerby med et stenet job og et langt, tungt, perspektivløst parforhold med den engang så belevne og snakkesaligt berigende kulturunderviser Duncan (Chris O’Dowd).

På obskure internetfora og gennem sin egen, lidt hjælpeløse fanhjemmeside er Duncan i parrets hobbykælder blevet en slags international konge for en lille gruppe mænd i 40’erne, der dyrker den middelmådige, starthalvfemser-indierocksanger Tucker Crowe, der ikke har givet lyd fra sig i 20 år.

I Tucker Crowe og alt hans klynkende singer-songwriter-væsen og alle koncertoptagelserne af ham og al den mystik og mytedannelse, hans fans har tildelt ham, finder Duncan små lommer af tindrende nostalgi – og eskapisme fra en hverdag, som hverken han eller Annie helt ved hvor skal rykke hen.

Annie banker en sur, anonym kommentar af i en tråd under Duncans seneste, blindt begejstrede anmeldelse af en demoversion af Tucker Crowes Juliet Naked, og snart får hun sørme svar fra den vaskeægte Tucker.

Han lever – modsat alle fanteorier – et bumset liv i sin ekskærestes baghus for at kunne hænge ud med sin søn – ét af et kaotisk virvar af børn fra diverse forhold og affærer. De to bliver – overraskende hurtigt og helt utroværdigt – hinandens fortrolige pennevenner, hvilket bliver udfoldet som en mindre velskrevet version af de finurligt bekendende mailudvekslinger i klassikeren You’ve Got Mail. Og pludselig er Duncan i England med alt sit kaos, og Annie bliver lun i trussen af de hårde vindstød udefra – og Duncan gjort til grin.

Bare Juliet er således historien om en kvinde, der kun kan flygte fra alt, hvad hun er begyndt at hade ved sin kæreste, ved at forelske sig i det, han elsker højest.

At elske det at elske

Hvis Hugh Grant i 1990’erne var hele verdens romantisk eksotiserede britiske kærlighedsobjekt med sin bedårende fumlen, så er Ethan Hawke, der spiller den fedthårede rockpensionist Tucker, blevet rom com-genrens (romantisk komedie-genrens, red.) store amerikanske kulturbøv siden Richard Linklaters Sunrise-trilogi: Han trænger sig på hos forfinede, forsigtige europæiske kvinder med grov charme og inspirerende ærlighed og får dem til at åbne sig.

Ergo er Tucker, som alle karaktererne, en kliché, men en velkommen en af slagsen.

Typisk for Nick Hornby er Tucker svøbt i kærligt drilleri – og de musikglade mænd i varm selvironi. Latterlige Duncan holder en forsvarstale for sin ret til at elske dét at elske Tucker Crowe – og uagtet hvad Tucker selv skulle mene om sin musik. Det gør Duncan mindre latterlig.

Bare Juliet er en lidt sød, lidt sjov, lidt fjollet romantisk komedie, som vore mødre og fædre har lavet dem siden 1990’erne.

Den bilder sig ikke ind at rumme særlige dybder, den etablerer ikke en romance, der vil gå over i filmhistorien på sådan en Hugh Grant versus Julia Roberts-måde. Den vil hellere fnise lidt over tårevædet nostalgi end at prøve at få publikum til selv at tude.

Vi skal fnise lidt, føle lidt. Og det er helt o.k. Det er en god film: vindfrisk.

’Bare Juliet’. Instruktion: Jesse Peretz. Manuskript: Nick Hornby. Britisk. Biografer over hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer