Læsetid: 5 min.

’Hungerhjerte’ er svær at slippe

Karen Fastrup skildrer sit psykiske sygdomsforløb med en prisværdig klarhed og et decideret samfundsgavnligt blik for diagnosens begrænsninger
14. september 2018

Karen Fastrups sjette roman, Hungerhjerte, er en pageturner af et erindringsværk, der skildrer tiden før, under og efter et psykisk sammenbrud parallelt med den opvækst, forfatteren er rundet af.

Teksten er holdt i nutid og åbner lige på og hårdt med jegfortællerens første møde med det psykiatriske system, 18. oktober 2015 på akutmodtagelsen i Ballerup, hvor hun bliver indlagt. Forud for indlæggelsen har hun haft en psykotisk episode hjemme hos sin kæreste, som hun for nylig er flyttet ind hos, men hvor hun slet ikke har fundet sig til rette.

Følelsen af at være ude af sig selv eller bare ikke hænge ordentligt sammen er effektivt anskueliggjort:

»Der er af og til flaksende hænder i mit synsfelt. Det er formentlig mine. Jeg bør få fat i dem, men jeg har ikke tid nu. Jeg taler.«

Passagen er typisk for fortællerstemmen, der meget ofte er spændt ud mellem et psykisk virvar og et skarpt fokus på henvendelsen til omgivelserne. Den møjsommelige kamp, Hungerhjerte skildrer, handler ikke kun om at få styr på sin egen psyke, men også om at få sagt, hvordan man har det, så det er til at forstå og dermed til at have med at gøre.

Som patient er den Karen Fastrup, man møder i bogen, exceptionelt opmærksom på, hvordan hun bliver set af folk omkring sig og frem for alt forhippet på at blive behandlet som et myndigt menneske, også midt i sit kontroltab.

Umiddelbart tilgængeligt og til at forstå

Hungerhjertes hovedperson har det dårligt, og man vil nødigt slippe bogen, før hun får det bedre.

Mere elementær kan en plotmotor nærmest ikke være. Noget må gøres, noget bliver gjort, men det er et langt og slidsomt forløb for Karen og hendes nærmeste. Disse nærmeste tæller først og fremmest kæresten Jan, der hverken kan gengælde hendes nærhedstrang, rumme hendes sygdom eller helt slippe hende, og de to søskende Anne og Niels, der gør deres bedste for at hjælpe.

Parallelt med sygdommen skildres deres fælles barndom i et højskolelærerhjem, hvor det var i høj kurs at kunne sætte ord på sanser og tanker, og hvor angst og femininitet var ringeagtet. 

Karen Fastrup: Hungerhjerte.

At det er en elementær trang til at se bedring, der driver læsningen frem, er ikke det samme, som at pageturnereffekten giver sig selv på grund af stoffet.

Det øjeblikkelige engagement i Fastrups sygdoms- og barndomsskildring skyldes hendes evne til at fremskrive kaotiske bevidsthedstilstande og destruktive tankemønstre, så de er umiddelbart tilgængelige og forståelige. Romanen er domineret af hovedsætninger, der klart og koncist beskriver, hvad der er på færde og på spil for Karen i de forskellige situationer.

Som overskrift for hvert kapitel står tid og sted skrevet med samme skrifttype, som bruges på stempler på officielle dokumenter, hvad der giver bogen et anstrøg af sagsakt, som står i kontrast til det billedsprog, der skal til for at beskrive den subjektive erfaring af den psykiske sygdom. 

Karen oplever eksempelvis at være en »hvinende kugle«, for kort derefter at opfatte den hvinende kugle som noget, der rammer hende udefra.

Sygdomstilstanden beskrives også som at være reduceret til et lille punkt inde i sig selv, der kigger ud gennem sine øjne, som et indre vilddyr og som den klaustrofobiske oplevelse af at være spærret inde øverst i sit kranie. Hen mod slutningen af bogen bliver de sanselige billeder skiftet ud af terapiens mekaniske metaforer for, hvordan psyken fungerer. Her handler det om filtre, systemer, der kan tænde og slukke, og maskinerier, der går i gang. 

Bogen er generøs og god for samfundet

Romanen er tydeligvis fortalt fra en fremtidig position med bedre fodfæste og som sådan præget af tilbageblikkets klarsyn, men kapitlerne er ikke desto mindre loyale over for de forskellige måder at sanse og tænke på, der gør sig gældende i de skildrede situationer. Euforien og den forelskedes hyperopmærksomhed på den anden er til at få øje på i skildringen af mødet med Jan; det samme er den gradvise overgang til en afmægtig opmærksomhed på afvisende adfærd og egen utilstrækkelighed.         

Det overordnede narrative forløb er ret traditionelt. Karen bliver sig sine i barndommen etablerede mønstre bevidst og er dermed klar til at møde en mere bæredygtig version af kærligheden.

Hungerhjerte præsenterer sig som en autofiktiv roman, hvad der klart giver mening, for så vidt at det er et biografisk stof, der har fået form af en roman. Det er ikke den slags autofiktion, der er ude på at udfordre skellet mellem virkelighed og fiktion, eller som spiller på læserens nyfigne overvejelser om, hvorvidt det nu virkeligt gik så grumt for sig.

Hvor der eventuelt er lagt til og fra, virker uvæsentligt, men det er ikke uvæsentligt, at bogen er baseret på personlige erfaringer.

Fastrup beskriver, hvordan en af sygdommens sorteste effekter var at miste den sprogfornemmelse, hun som forfatter og oversætter lever af. En overgang gør skrivekrisen det rent ud umuligt at se en fremtid for sig. Karen kan ikke rigtig komme videre, før hun kan skrive. Det får hun hjælp til af sin søster, der beder hende sende noget tekst hver uge. Det er, skulle man tro, de tekster, der er blevet til Hungerhjerte, og på den måde repræsenterer den roman, man holder i sine hænder, en vej ud af krisen.

Samtidig er bogen brugbar læsning for andre, der som Karen ikke føler sig tilstrækkeligt nuanceret set i det psykiatriske diagnostiske system.

Karens store skræk er at få diagnosen borderline, som hun selv beskriver som Amagerdiagnosen. I den kultiverede højskolefamilie, hun kommer fra, går det an at være bipolar; det er en passende sindslidelse for kunstnerisk anlagte.

Borderline er forbundet med manipulerende adfærd, som Karen ikke genkender hos sig selv. Man skal helt hen på side 150, før hun møder et regulært fjols i form af en afdelingslæge, der er ude af stand til at se andet i hende end en forældet diagnosebeskrivelse, men følelsen af diagnosen som en dom er også hård nok i sig selv. At nuancere den, som Fastrup gør i Hungerhjerte, er generøst og godt for samfundet.

Karen Fastrup: Hungerhjerte. Gyldendal. 300 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu