Læsetid: 4 min.

Iben Mondrups nye roman ’Vi er brødre’ vil alt for gerne være et portræt af en tid

Det er uretfærdigt at være skuffet over en forfatters bog, bare fordi de foregående var utroligt gode, men det at læse romaner er ikke en retfærdighedskonkurrence. Og sammenlignet med så meget andet er ’Vi er brødre’ overhovedet ikke en dårlig bog
Det er uretfærdigt at være skuffet over en forfatters bog, bare fordi de foregående var utroligt gode, men det at læse romaner er ikke en retfærdighedskonkurrence. Og sammenlignet med så meget andet er ’Vi er brødre’ overhovedet ikke en dårlig bog

Peter Nygaard Christensen

27. september 2018

Det er ikke noget, den selv reklamerer med, men Iben Mondrups lange, langsomme roman Vi er brødre hænger tæt sammen med hendes to forrige. Var den en film, ville man kalde den en prequel til de regelret fremragende Godhavn og Karensminde. Men den slags film kan sjældent leve op til deres forgængere, og sådan er det også her.

I Godhavn og Karensminde kunne man læse om den intense patriark Jens og hans børn og familie, først om deres liv i Grønland, siden hvordan de vendte tilbage til Danmark. Man kunne læse om, hvordan Jens’ død efterlod familien i ruiner. Vi er brødre handler så om Jens som barn og ung, om hans vredladne storebror Poul og om deres opvækst i Nordjylland efter Anden Verdenskrig.

Personerne går igen, og det gør temaerne fra de forrige bøger også. Afstanden mellem generationerne – den måde, forældre og børn er knyttet til hinanden, men samtidig er blinde for hinanden, slet ikke forstår hinandens liv – spiller en hovedrolle her. Også i Vi er brødre er det som om, forældrenes liv og nærvær nærmest overvælder deres børn.

Alligevel er noget blevet anderledes. Vi er brødre er ikke bare meget længere end sine forgængere, den er også mindre vellykket, mindre præcis, mere udflydende. Samtidig vil den noget andet. Mondrup vil ikke længere skrive om egensindige relationer, men vil lade sine skikkelser og scener være tidstypiske, forbinde familie og danmarkskrønike i en og samme tekst.

For meget portræt af en tid

Hvad vil det sige? Det vil sige, at der lidt for tit er noget diskret eksemplarisk over bogens handling. Så har Poul og Jens’ far Harald været med i modstandskampen mod tyskerne, medlemmerne af den gamle gruppe – og også faren selv – kæmper med at leve videre med de ting, de blev nødt til at gøre.

Så måles den langsomme stigning i velstanden det øjeblik, familien flytter fra lejlighed til et lille parcelhus, så viser Jens sig at have et lyst hoved og ender som den første i sin familie i gymnasiet. Gennem sine to bedste venner møder han borgerskabets to sider: Der er Jørn, søn af en storbonde, konservativ på den gamle måde. Og der er Jette Bang, hvis forældre er venlige og dannede.

Iben Mondrup: ’Vi er brødre’.

Hvorimod storebror Poul stikker til søs og siden hen får sig læreplads og en bramfri kæreste, sådan som håndværkere havde det sidst i 50’erne. Han er så også fuld af rastløs energi og ender som politisk engageret på venstrefløjen i 60’ernes ulmende modstand mod Vietnamkrigen. Og så videre, også gennem de utallige små detaljer, der registrerer hverdagen i en provinsby i slut-40’erne og fremover:

Hvad man spiste, hvordan man drak sig en pind i øret, hvordan man i Nordjylland sagde ’man’ om sig selv, også når man var syv år. Så er dialekten repræsenteret.

Eller også diskuterer man den politiske udvikling på Cuba i stive og forklarende replikker, så er historiens vingesus repræsenteret. Alt for meget føles som tegn på en tid. Og det er svært at sige, hvorfor den irriterer, denne insisteren på at indlejre sin fortælling i et større historisk sug. Men det gør den, den føles som en forpligtelse, som en lektie, der skal lires af.

Som læser vandrer man gennem et fotoalbum, roligt og sindigt, skridt efter skridt, den ene episode kronologisk efter den anden, uden at romanen egentlig vælger sig et fokus, men også uden at romanen rigtig giver sig hen til sine skikkelser.

Det eksemplariske underminerer den energi, der kunne være i dem. Ikke at de føles som papfigurer, men de føles heller ikke uforudsigelige. De betragtes aldrig fra flere vinkler, de er bare, som de er. Sigende nok er Jens både mere gennemlyst og mindre interessant her i Vi er brødre, end han var i de forrige bøger.

Undertrykte sår

Arbejdet med historien åbner selvfølgelig også for noget. På en meget rolig og selvfølgelig måde lader Vi er brødre de undertrykte sår fra krigens tid boble gennem sin første halvdel, uden at man som læser helt kan få rede på, hvad Harald og hans venner egentlig gjorde. Man forstår ikke, hvad der er op, og hvad der er ned, men nok at noget har været galt, og at et helt lille samfund prøver at feje det ind under gulvtæppet, uden at dét så gøres til noget dæmonisk eller afgørende.

Det er en meget fin skildring af den måde, erindringen om krigen gennemstrømmer freden – den historie er jo nok hørt før, men det er, som om stemningen er ny her. Det er samtidig en af de måder, Mondrup er loyal over for børnene i sin fortælling.

Vi er brødre pendler undervejs mellem at fortælle fra Jens og Pouls synsvinkel. Sådan har børn det med deres forældres smertepunkter, i al fald i denne roman: Man ved, de er der, man samler deres konturer op gennem overhørte bemærkninger og halvkvædede kommentarer. De fylder alt, og alligevel er ens hverdag fyldt med alt mulig andet. Lektier, hjemmeflikket legetøj og slåskampe i skolegården.

Et andet spor, Vi er brødre åbner for, men aldrig rigtig lander, handler så om det politiske engagement. Kan erfaringerne fra krigen oversættes til kampene mod imperialismen, sådan som Poul gerne vil? Eller har forældrenes traumer sat sig i sønnen som en uophørlig rastløshed? Den slags spørgsmål bokser romanen frem og tilbage med uden rigtig at kunne samle sig til et svar, og også uden at ville gøre det til en rød tråd.

Læseren ville så gerne bokse med. Det er uretfærdigt at være skuffet over en forfatters bog, bare fordi de foregående var utroligt gode, men det at læse romaner er ikke en retfærdighedskonkurrence. Sammenlignet med så meget andet er Vi er brødre overhovedet ikke en dårlig bog, men i Iben Mondrups forfatterskab føles den ærgerligt nok som et dyk.

Iben Mondrup: ’Vi er brødre’. Gyldendal. 550 sider, 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu