Læsetid: 5 min.

Ida Jessen lader de tavse tale i sin nye bog

I ’Telefon’ leverer Ida Jessen en lille hyldest til de slidte, de alene og de anonyme. Og dette med sin typiske sans for tragikomik
Jeg kan ikke lade være med at læse Telefon som en lille hyldest til de slidte, de alene og de anonyme og til anonymitet som sådan, skriver Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Jeg kan ikke lade være med at læse Telefon som en lille hyldest til de slidte, de alene og de anonyme og til anonymitet som sådan, skriver Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen.

Miriam Dalsgaard

7. september 2018

Der er noget undseeligt og næsten anonymt ved Ida Jessens forfatterskab. Jeg siger ikke, at det er kedelige kvaliteter. Det er mere selve forfatterskabets realistiske, endda helt folkelige kvalitet.

For skildringen af dramatikken i det umiddelbart undseelige og, om ikke anonyme, så almindelige, stille livs dybder i sine seneste romaner, En ny tid og dens selvstændige fortsættelse Doktor Bagges anagrammer – der fortæller om ægteskabet mellem en friskolelærerinde og en distriktslæge i begyndelsen af 1900-tallet fra hver deres synsvinkel – fik Jessen den sammenligning med selveste Herman Bang, der pryder flappen på hendes nye bog.

Den er der på sin vis noget endnu mere undseeligt og anonymt ved, men det er en endnu mindre kedelig kvalitet. Tag titlen: Telefon hedder den bare. Det, at den umiddelbart undseelige titel tilsyneladende intet siger, siger i virkeligheden alt om romanen, som for en stor dels vedkommende udspiller sig på en telefonlinje, folk kan ringe anonymt til.

Stille sjov i dyb alvor

Telefon er en selvstændig fortsættelse af Jessens romaner Den der lyver, Det første jeg tænker på og Børnene, der set fra skiftende synsvinkler udfoldede forskellige, forbundne skæbner i den fiktive Limfjordsby Hvium.

Romanen genbesøger historien om, hvordan præsten Lisas søn 15 år før blev kørt ihjel af en ukendt flugtbilist – en historie, som blev fortalt i Det første jeg tænker på. Telefon foregår dog ikke i den afsides lilleby på landet, hvor alle kender hinanden – eller tror, de gør det – men i selve det centrum, hvor ingen kender hinanden, i en sidegade til den faktiske hovedstads Rådhusplads. Her sjælesørger Lisa nemlig nu som frivillig i telefontjenesten, der tilbyder taletrængende anonymitet, accept og lidt analyse af deres laster og kvaler.

Handlingen er henlagt til en enkelt lang og regnfuld novemberaften på telefontjenestens stille kvistkontor, hvor Lisa får et opkald, der viser sig at handle om hendes egen tragedie. Selvom Jessens skarpt skårede roman udfolder det plot med langsom og sagte suspense, ændrer det på kort tid mere end 15 år. Som optakt klipper romanen, registrerende og rent, mellem aftenens andre telefonsamtaler, og det er også Jessens sans for tragikomik, der er skarp:

»’Hvad laver du, Lisa?’ ’Jeg snakker med dig. Hvad laver du?’ ’Jeg har tisset i bukserne.’ ’Det lyder ikke rart.’ ’Det er ad helvede til.’ ’Du må tage et par tørre bukser på.’ ’Jeg har tisset i dem alle sammen.’ ’Tag de våde bukser af og gå ud på badeværelset.’ ’Der er vådt på gulvet, og hvis jeg går, falder jeg og brækker benet.’ ’Hvorfor er der vådt på gulvet?’ ’Fordi jeg har tisset på det.’«

Helt underspillet skildrer de dialoger også Lisa selv, der med en blanding af automatiseret næstekærlighed og medfølende selvtilsidesættelse lytter og forstår og siger: »åh, det er hårdt«, og »hvor er det flot at du har kæmpet dig ud af det. Sådan en sorg du har klaret«, mens hun samtidig sidder og broderer og tier om sin egen.

I telefonsamtalen, der vender det hele på hovedet, er der også både stille spænding og stille sjov i den dybe alvor: »’Jeg ringer bare fordi jeg er så alene.’ ’Det er hårdt for dig. Det er hårdt at være alene.’ ’Nej, det er ikke dét jeg siger. Jeg siger at jeg bare gerne vil være alene.’ Det gav et spjæt i Lisa.« De to taler resten af aftenen, men først sent går det op for både dem og os, at de to måske kender hinanden, og at deres to tragedier måske er den samme. Hvordan det hænger sammen, og hvem der finder renselse for hvad, skal ikke afsløres.

En lille hyldest

Jeg kan ikke lade være med at læse Telefon som en lille hyldest til de slidte, de alene og de anonyme og til anonymitet som sådan. Det er, som om der ligger en hel lille poetik i romanens usentimentale, men netop derfor rørende portrætter af de alene og de anonyme, kvinder især, der stikker stille ud. Det er f.eks. også telefontjenestens frivillige, der selv er helt anonyme:

»De kendte hinanden fra tidligere vagter, de kendte ikke hinanden godt. De var på samme alder og tilhørte samme gruppe af kvinder som man ikke fæstner sig ved, og selv om man studerer deres ansigtstræk, har man glemt dem når man vender ryggen til, og det man husker dem på, er et særligt brillestel eller farvet hår.«

Det er ældre kvinder, for »hun vidste at gamle mennesker er mere utilpassede i verden end teenagere, til trods for at de ikke har utilpashedskulturer og ikke protesterer eller vansirer sig selv. De tier og lukker ned«. Det er Lisas egen næsten døve datter, der først lærte at tale sent og nu har tatoveringer af en flue »for alt det lort«, hun »har været igennem«, og en rose »for alt det håb«, hun har. Som Lisa siger »er lige dig«, selvom hun ellers synes, at tatoveringer får alle de enkelte mennesker på stranden til at ligne hinanden.

Og det er selvfølgelig hende, der bare vil være alene, fordi hun ikke kan se, hvorfor »det er altgørende at være sammen,« og hvorfor mennesker mener, »man ikke er et rigtigt menneske hvis man ikke er sammen med andre«. Men som i sit hus med det utætte tag alligevel lever alene sammen med en død uldgris, en labrador, ni katte, høns, kaniner og pindsvin og taler »dyresprog«: »når hun blev oprørt, steg larmen, og når hun var rolig, faldt dyrene til ro, som et kor der talte og tav.« Det er kort sagt dem, der ellers tier, som romanen – i telefonsamtalerne direkte – lader tale. Og sådan en given stemme til de stille er i fineste forstand en folkelig, hvis ikke helt demokratisk kvalitet.

Det fine er, at romanen også vender det at være alene og anonym og hele »kraftanstrengelsen ved at leve« fra noget tilsyneladende trist til noget faktisk forsonende. Det og portrættet af den aldrende Lisa, der finder et håb og måske en renselse, er der mere Virginia Woolf end Herman Bang i. Romanens morale – for sådan en synes jeg, at der er – er ikke så meget, at telefonen er en skriftestol, hvor man kan finde frelse, som at der er håb at hente i samtale. Håb som i: »Hver dag håbede hun at de var på vej mod en bevægelse, og at fortvivlelsen ville blive bøjelig.«

På den måde er den telefoniske fjernforbindelse i Jessens nye roman et undseeligt, men sigende billede på, at man må være alene sammen. For at bøje fortvivlelsen lidt. Det, synes jeg, er en klog morale.

Ida Jessen: ’Telefon’. Gyldendal. 168 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
Katrine Damm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu