Læsetid: 5 min.

Jens Christian Grøndahl gør det endnu engang ikke let for sig selv i ny essaybog

I sine essaybøger har Jens Christian Grøndahl undersøgt vores europæiske identitet og brugt essayet til at undersøge grundlæggende sandheder, tvivle, bevæge sig ned i sprækkerne, se sig selv inde- og udefra. Det samme gør han i den tredje i samlingen ’Europa er ikke et sted’. Det er kompliceret, men han mestrer formen
14. september 2018

Han gør det ikke altid let for sig selv, Jens Christian Grøndahl.

For ikke så længe siden kom han helt galt afsted, da han fik sagt de famøse ord om billedet af den svenske journalist Kim Wall, som hun står om bord på ubåden Nautilus på vej ud af havnen med Peter Madsen, at her er en pige, der opsøger fare. Det skal siges, at han siden beklagede udtalelsen, men jeg har vitterlig hørt om kvinder, der efterfølgende kastede alle deres Grøndahl-bøger på køkkenmøddingen – og efterfølgende dokumenterede det.

Grøndahl gør det heller ikke let for sig selv, når han i sin nye essaybog Europa er ikke et sted af alle vælger at gøre Ole Wivel til den gennemgående samtalepartner eller spejlingsfigur for tredje bind af sin essaytrilogi om Europa. Her er, tænker man uvægerligt, en mand, der opsøger fare – og hvordan tør han overhovedet gå om bord i den galej?

Men det tør Grøndahl. I den nye bog lever han mere end nogensinde midt i anfægtelsen, vildreden og tvivlen på det Europa, han nu gennem tre bøger har sat sig for at undersøge. Og ja tvivlen på, hvad hans egen rolle som intellektuel er i forhold til tidens politiske og moralske konflikter.

Med Wivel er der for alvor bid

Men altså Ole Wivel. Grøndahl refererer i begyndelsen af bogen til sit første og eneste møde med ham:

»Jeg spiste frokost med Ole Wivel på Brøndums Hotel en efterårsdag, et par år før han døde.«

Det mærker man, er før skandalen om Ole Wivel voksede sig stor, altså før afsløringen af den gamle historie fra slutningen af 1930’erne og de første besættelsesår kom til at skygge for hans kulturelle meritter siden hen. Det er de tidlige digtsamlinger, som Wivel siden stryger fra forfatterskabet, breve og det svulstige hvervedigt til vennen Erik Johansen med appel om at kæmpe i krigen for det germanske og det er hans og Knud W. Jensens deltagelse i den litterære kreds med navnet Ringen af skønånder omkring den herboende østrigske guru Fritz Waschnitius med dyrkelse af den senromantiske germanske højkultur.

Jens Christian Grøndahl: ’Europa er ikke et sted’.

Ole Wivel mente selv, at han havde afregnet for sin ungdoms forvildelser med erindringsbogen Romance for valdhorn fra 1972. Det havde han ikke, han kunne have gravet dybere. Og han havde i sine sidste leveår kunnet vælge åbenheden om fortidens synder, men valgte tavsheden.

Jeg er ikke sikker på, at det helt lykkes Grøndahl at vikle sig ud af de modsigelser, der ligger i, at han gennem store dele af bogen gør Wivel til ledestjerne.

Det er en svær balancegang mellem på den ene side at skulle fordømme ham for fortidens gerninger og for siden hen at undlade at berøre det – og så på den anden side kunne gøre ham til en allieret i undersøgelsen af det, Grøndahl kalder Wivels »moralske anfægtelse på digtekunstens vegne«, altså at han efter krigen følte altid at skylde og være bagud i forhold til andre og livet, hvilket skulle blive et ledemotiv for ham som digter og intellektuel.

Den vej går også via et sammenstød til en middag på Rungstedlund i april 1950 med superæsteten Karen Blixen, der vil forsøge at trække Wivel tilbage i den rene æstetik og væk fra det engagement, han anslår med det første nummer af tidsskriftet Hvedekorn, som han redigerer sammen med Martin A. Hansen.

Grøndahl kunne jo have valgt en anden samtalepartner. Men som han også selv nævner, er Louis-Ferdinand Céline eller Ezra Pound i særklasse værre. Det er ved at inddrage Wivel, at hans bog for alvor får bid. Det løst henkastede, essayistisk slentrende, der ligger og lurer som en fare under hans essayistiske stil, bliver pludselig anmassende.

Til trods for den vanskelige balancegang lykkes det at gøre Wivel til en vedkommende figur også i nutiden, ligesom Grøndahl bruger læsningen af Wivel til at åbne mod andre forfatterskaber, der kredser omkring forfatterens moralske forpligtelse på eget værk og på verden – og ikke mindst dilemmaet mellem de to sider. Æstetikken over for det politiske engagement.

Sandheden findes ikke i en enkelt filosofi

Wivel åbner således for en ny læsning af den gamle konfrontation mellem de franske forfattere Albert Camus og Jean-Paul Sartre om forholdet mellem kunst og politik, som er bogens mest spændende. Her må Grøndahl også revidere gamle standpunkter, ligesom han får trukket en interessant linje mellem Wivel og Sartre.

I anfægtelsen ligger Europa, i tvivlen. Sandheden findes ikke i nogen enkelt tænkers filosofi, den findes eksempelvis mellem Camus og Sartre, mellem Blixen og Wivel. Man forstår, at Grøndahl føler sig beslægtet med Wivel over for Blixen, men så let er det alligevel ikke og det forbistrede spørgsmål om engagementet endevendes og dissekeres gennem hele bogen.

Derved beviser essaybogen også tesen om, at sandheden om Europa ikke er ét sted, men mange steder. Europa begynder altid i et hjørne, og i den nye bog er hjørnet færgen ved Feggesund på Mors. Herfra bevæger Grøndahl sig videre til Thisted og videre med en interessant læsning af J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne. Hvordan det hænger sammen med Wivel-sporet må man selv læse sig til, men det er det, han især kan, forfatteren, at forbinde tilsyneladende heterogene elementer med hinanden i en elegant essayistisk prosa.

I tre essaybøger har Grøndahl nu været i gang med at undersøge vores europæiske identitet og brugt essayet som en europæisk genre for at undersøge grundlæggende sandheder, tvivle, bevæge sig ned i sprækkerne, se sig selv inde- og udefra. Den form mestrer han.

Grøndahl har altid hyldet den franske oplysningstradition i billedet af Europa. Her i sidste bind når han omsider også til Tyskland. Han har åbenlyst også et opgør at foretage med sig selv, det romantiske Tyskland skal også omfavnes, for uden de to sider af det europæiske, det romantiske og det fornuftsmæssige, får man ikke et sandt billede af Europa. Og forfatterens nye helt viser sig at være en tysker, Friedrich Schiller. Det har også sin egen skønhed.

Jens Christian Grøndahl: ’Europa er ikke et sted’. Gyldendal, 160 sider, 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Hans Aagaard
Maj-Britt Kent Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Essay-genrer mestrer Grøndahl til fulde. Det har han vist gennem mange år. Og man behøver ikke være enig i (alle) hans holdninger.