I første scene af serien Kidding, hvis første to afsnit netop er kommet ud på HBO Nordic, er den legendariske børne-tv-vært Mr. Pickles (Jim Carrey) på besøg i det amerikanske talkshow Conan. En producer minder talkshowværten Conan O’Brien om, at han for alt i verden ikke må nævne Mr. Pickles søn, der døde for nøjagtig et år siden.
Mr. Pickles kommer så stavrende ind i studiet med korte skridt, selvundskyldende skulderholdning og armene dinglende ned langs siden. Jim Carreys plastiske ansigt er dækket af et fromt, vemodigt smil, som er indkranset af en tung pagefrisure. Mr. Pickles griber sin ukuleledukke ved navn Uku-Larry og dedikerer sangen »You Can Feel Anything at All« (Du kan føle hvad som helst) til sin kone.
Alle i studiet, inklusive fotografen, er øjeblikkeligt hensat til en særlig tilstand, som kun højtelsket børnekultur kan bringe dem i, og synger med på sangen med det opbyggelige budskab om, at der skal være plads til alle følelser.
Ikke plads til alle følelser
Det er der bare ikke, og det er det vilkår, Jeff Piccirillo, som Mr. Pickles civile navn lyder, hele tiden banker hovedet imod i løbet af Kiddings første to afsnit og formentlig sæsonen ud.
Mr. Pickles kan ikke få lov til at dele sin dybe sorg med sit publikum. Hans far og chef Sebastian (Frank Langella) insisterer på, at han skal lære at skelne mellem sin fjernsynspersona (der lægger navn til en række produkter og programmer til en samlet værdi af 122 mio. dollars) og sit private jeg (der er velkomment til at sørge i stilhed som en rigtig mand), men den siver ikke ind. Mr. Pickles vil absolut lave børne-tv om døden.
»Har vi brug for endnu et program om farver? Børn ved, at himlen er blå. De har brug for at vide, hvad de skal gøre, når den falder ned om ørerne på dem,« prædiker han, og det lyder meget fornuftigt, indtil Sebastian lader ham optage en udsendelse, hvor han sidder og sammenligner det at miste en sok med at miste en søn.
Således lykkes Mr. Pickles hverken med at tale frit og åbent om døden eller med at demonstrere, at man godt kan sørge uden at blive helt skør.
Mange nuancer af mani
Det virker i begyndelsen, som om seriens præmis er, at Jeff Pickles er et ejegodt menneske, der aldrig bander og altid hjælper. Han er faktisk så populær, at biltyvene, der stjæler hans bil, sørger for at sætte den i perfekt stand og aflevere den tilbage, lige så snart de opdager, hvem ejeren er.
Men det varer ikke længe, før han fremstår som et uhyggeligt passivt-aggressivt voksenbarn. F.eks. fordi han er ude af stand til at forstå, at det er forkert at udspionere sin kone, Jill (Judy Greer), som har ladet sig separere og nu ser en anden mand. Hans overlevende søn Will (Cole Allen) ruller bare med øjnene og har sit eget indtil videre lidt intetsigende handlingsspor om at finde sin plads i skolen kørende.
Det er svært at forestille sig Kidding med andre hovedrolleindehavere end Jim Carrey. Hans ansigt tilbyder mange nuancer af mani, men har desværre et lidt enerverende trist klovn-fjæs som standardudtryk.
Derudover er en god del af hans replikker tynget af en klæbrig form for visdom, som ikke giver mening, hvis man tænker for meget over dem. Michel Gondry, der også instruerede Jim Carrey i den søde Evigt solskin i et pletfrit sind (2004) har ramt en fin sær tone i sin skildring af den triste klovn og hans omgivelser, men omdrejningspunktet er så sødt og så søgt, at man ender med at holde mest af den skrappe Sebastian, der siger, Mr. Pickles ikke må lave det, han gerne vil, fordi han »ligner Lee Harvey Oswalds kreative lillebror«.
’Kidding’. Instruktion: Michel Gondry. Manuskript: Dave Holstein. Kan ses på HBO Nordic.
