»Et ægteskab er en gensidig og forpligtende aftale mellem to mennesker, der nærer dybe og stærke følelser for hinanden,« siger en giftefoged fra Thy til den lokale landmand Kjeld og thailandske Kae, som står og er ved at gifte sig i Janus Metz og Sine Plambechs dokumentarfilm Hjertelandet.
Det forekommer mig at være et lidt mere end almindeligt formanende ordvalg til vielsesritualet, men måske falder det bare i øjnene, fordi Kjeld og Kae ikke i udgangspunktet har fundet sammen på grund af dybe og stærke følelser for hinanden. Snarere er der tale om en vilje til at få det bedste ud af de muligheder, der byder sig.
Kjeld og Kae blev landskendte i 2007, da Janus Metz og Sine Plambechs (dengang henholdsvis redaktør og manuskriptforfatter) tv-dokumentar Fra Thailand til Thy blev sendt. Hjertelandet indeholder både materiale fra den og fra efterfølgeren Fra Thy til Thailand og er en fortsættelse af Metz og Plambechs antropologisk funderede skildring af to lokalsamfund »på hver sin side af kloden forbundet gennem ægteskaber«, som det hedder i introen.
Metz og Plambech har holdt kontakten til det dansk-thailandske miljø i Thy ved lige (også fordi Plambech er en anerkendt antropolog med speciale i kvinders migration), og i 2014 begyndte de at optage igen efter en pause på syv år.
Nøgterne mennesker
Den del af historien, der blev fortalt i 2007 og 2008, kan sagtens klare et gensyn, og de nye optagelser bekræfter billedet af nøgterne mennesker, der efter bedste evne forsøger at navigere i de begrænsede muligheder og uforudsigelige hændelser, der kendetegner deres liv.
Fire ægtepar og et venindepar er i fokus, og omkring dem fletter nye bipersoner sig ind i historien. Der er Saeng, der har fået en finsk mand, som hun bor hos, mens hendes to børn er hos hendes mor. Og så er der Saengs veninde, der forlod livet som sexarbejder i Pattaya for at passe sin syge mor, og som omverdenen ser skævt til, fordi hun ingen mand fandt.
Sommai, der startede det hele, da hun som den første thailandske kvinde i Thy giftede sig med den 15 år ældre Niels og herefter blev egnens ægteskabsmægler, er hårdt ramt af hjemve. Det er fornemt at se den bryske form for ømhed, der er mellem hende og Niels, og det er hjerteskærende at se dem diskutere, hvilket land de nu skal bo i. Endnu mere hjerteskærende er det at se Sommais kollega Frank være alene igen og på herrens mark.
Kjeld og Kae har fået en søn sammen, som nu er tre, og Kaes ældste søn, Mark, er kommet til Danmark. Syv år tidligere modtog Mark forslaget om at flytte til Danmark med bøjet nakke og trist blik, og den 18-årige kokkeelev, man møder i filmen, lader da heller ikke til at føle sig specielt godt hjemme i Thy. Det giver filmen en ekstra dimension, at man også ser, hvordan en repræsentant for den næste generation tager bestik af sine muligheder og ønsker for fremtiden.
Kaes søster, Mong, og hendes mand, John, fortsætter deres udramatiske, velfungerende samliv i et hus omgivet af en imponerende blomsterhave.
»Det er let at bo her, hvis man bare lever simpelt,« forklarer Mong sin far, der er på besøg.
»Man kan bo alle steder,« svarer han. »Bare det er bedre end i Thailand.«
Det hører med til historien om de knap 1.000 thailandske kvinder, der har giftet sig med danske mænd i Thy, at en god del af motivationen er ønsket om at tjene penge, der kan gøre livet nemmere og bedre for deres familie hjemme i Thailand.
Metz og Plambech er med på besøg i den landsby i det nordøstlige Thailand, hvor Sommai (og mange af de kvinder, hun har hjulpet med at finde en dansk mand) kommer fra. Niels udpeger med tilfredshed de huse, der er blevet bygget for penge tjent i Thy. Det er, fremgår det tydeligt af filmen, den mest holdbare indstilling at have til kvindernes pengeforsendelser til Thailand.
Imponerende scenisk fortælling
Fattigdommen er stadig iøjnefaldende og stilfærdigt bundsørgelig, når man ser nogle med ekstra behov. Man ser Sommais søster passe sin voksne søn, der er lam, med et minimum af hjælpemidler, og Lom, der syv år tidligere var sexarbejder i Pattaya, passe sin nyresyge mor.
Frank, der er blevet alene, siger i et tænksomt øjeblik, at »menneskenes verden, den er godt nok rodet«. Og det er den vel også for ham, for så vidt at det ikke er lykkedes ham at genfinde det, han har mistet.
Selve filmen er alt andet end rodet. Handlingen i Hjertelandet strækker sig over ti år og kommer tættere og tættere på de medvirkende. Der er ingen fortæller, der udpeger, hvad man selv kan se, eller stjæler opmærksomheden fra de smukke billeder af dagligdags liv, som det udfolder sig i to forskellige lokalsamfund. En gang imellem dukker en relevant oplysning op på skærmen, men baggrundsinformationerne er holdt på et minimum, så man i stedet kan bruge sine egne øjne.
De individuelle interview med de medvirkende er påfaldende få og kortklippede, i stedet fortælles historien imponerende scenisk. Det meste af det, vi får at vide om personernes tanker og følelser, fortæller de hinanden. Og det meste af det, man fornemmer og får at tænke over i Hjertelandet, er enkle interaktioner, som instruktørparret har et skarpt blik for.
’Hjertelandet’. Manuskript og instruktion: Sine Plambech og Janus Metz. Dansk. Vises i biografer over hele landet
