Læsetid: 4 min.

Kollektive kræfter skal grave os ud af det koloniale rod

CAMP’s poetiske og agiterende udstilling ’At Dekolonisere Fremtræden’ forbinder mennesker og livsvilkår på tværs af koloniale historier og tider, og motiverer os til kollektivt at tage livtag med migrationens udfordringer
Jeanette Ehlers bidrager til udstillingen med videon ’The Gaze’.

Jeanette Ehlers bidrager til udstillingen med videon ’The Gaze’.

Jeanette Ehlers

28. september 2018

Fredag aften, til åbningen på CAMP’s nye udstilling At Dekolonisere Fremtræden summer det af liv. Det store rum i Trampolinhuset på Nørrebro i København er pakket med mennesker, luften med sprog.

Kuratorerne byder velkommen. Et medlem af det feministiske kollektiv Marronage brøler en call-and-response med sætningen »no solution – revolution«. Børn tumler rundt, mens en taler nævner børnenes kår i udrejsecenter Sjælsmark. Alt oversættes live til farsi og arabisk. Der er en euforisk fornemmelse af omsorg.

Trampolinhuset i Nordvest har siden 2010 været et uundværligt kulturelt, socialt og fagligt støttenetværk for flygtninge, migranter, asylansøgere i Danmark, og for de utallige ansatte og frivillige i huset.

Her, i tre små sammenhængende rum, hører siden 2016 også nonprofit udstillingsstedet CAMP – Center for Art on Migration Politics til. Med et dugfriskt toårigt udstillingsprogram, Integrationens Tilstand – kunstneriske analyser af sameksistensens udfordringer, er CAMP’s vision at diskutere kontroversielle spørgsmål omkring den store indvandring til Vesten, der finder sted i de her år.

I praksis betyder det bl.a. at give kunstnerisk synlighed til både internationale kunststjerner og herboende kunstnere med migrantstatus, der interesser sig for de her spørgsmål. Uomtvisteligt et cool udgangspunkt.

En udstilling i øjenhøjde

At Dekolonisere Fremtræden er gæstekurateret af aktivist og forsker Nicholas Mirzoeff. Det er en lille, vellykket, stram iscenesættelse af spørgsmålet om, hvordan mennesker bevidst og ubevidst gennem blikket på hinanden klassificerer, mistænkeliggør og fastholder hinanden i racistiske strukturer. Og et opråb om at se på og komme tæt på hinanden på trods.

Begrebet dekolonisering, oprindeligt det at et folk frigør sig fysisk og juridisk fra et kolonialt overherredømme, har i dag udvidet sig til et paraplybegreb for små og store kampe mod strukturel racisme og ulighed – arven fra den globale koloniale fortid er stadig indlejret i os i dag.

Når sværvægterkunstinstitutioner verden over bruger begrebet i flæng bliver jeg urolig for, om den kritiske brod går tabt. Men i At Dekolonisere Fremtræden oplever jeg, at kuratorernes tilgang og de fysiske rammer er i øjenhøjde med de ønsker, der følges med ordet dekolonisering: Oprejsning, lighed, historisk retfærdighed – det vil sige: I øjenhøjde med de mennesker, der på daglig basis arbejder hardcore aktivistisk.

Æstetikken er både poetisk, dialogisk, konfronterende/råbende. 

Ved indgangen møder man amerikanske Dread Scotts stærke performancedokumentation I Am Not A Man fra 2009: Et stort foto af Scott i fuld figur bærende et skilt gennem Harlem med netop den tekst; en omvending af I Am A Man, som arbejdere i Memphis ikonisk brugte under en strejke i 1968.

Værket pointerer elegant vigtigheden i at protestere, men gør det samtidig klart, at sorte mennesker i USA dagligt stadigt lever i en racistisk virkelighed af ydmygelse, usynlighed og, helt aktuelt, frygt for at blive anholdt eller dræbt af politiet.

Et ansigt i niqab

I de to dunkende rødmalede udstillingsrum taler værkerne stille med hinanden.

Plakaten, magasinet og banneret er et æstetisk og aktivistisk forbindelsesled.

Sydafrikanske Abdul Dubes grynede plakat viser et ansigt i niqab og teksten ’Den eneste titel jeg vil have er … menneske’ og giver mindelser om Dea Trier Mørchs inderlige 1970’er-træsnit. Motivet kunne ikke være mere aktuelt i lyset af det nylige niqab- og burkaforbud i Danmark.

Carl Popes plakater citerer udsagn om sorte af sorte.

Fra loftet hænger udgaver af det ambitiøse danske tidsskrift Marronage, hvis kollektive redaktion har haft en polemisk stemme i debatterne om f.eks. Dansk Vestindien og hvidhed, samt et stort banner skabt af MLT Collective, der arbejder på tværs af aktivisme og kunst.

På den måde fungerer værkerne som smagsprøver på og efterladenskaber fra udstillingens workshops, en central del af CAMP’s ånd; at skabe en udadvendt dynamik, hvor værkerne indgår i et loop af aktiviteter (tjek programmet og vær med!)

At man kan forandre gennem kollektiv indsats bliver endnu tydeligere i forskningsgruppens Forensic Architectures vildt medrivende video The Killing of Nadeem Nawara and Mohammad Abu Daher, Beitunia, Palestine, Nakba Day: 15 May 2014. Her gennemgås drabet på to uskyldige palæstinensiske drenge meget detaljeret, og det påvises gennem synkroniseringer af bl.a. overvågningsfilm, at israelske soldater begik overlagt mord.

Slavehandlens skibe, død og romantisk udlængsel

Israel-Palæstina-konfliktens territoriale uro er i tråd med den hjemsøgende forbindelse, udstillingen også skaber mellem menneskelige vilkår på tværs af tid, geografi og på tværs af generationer af migranter.

Britiske John Akomfrahs fotoserie The Utopian Palimpsest er tableauer af fjerne steder og kyster, som fordrevne befolkninger er flygtet fra. Havet, der har båret slavehandlens skibe, rummer både død og romantisk udlængsel.

I sudanesiske Khalid Albaihs Africa Light lyser klodens kontinenter op på lystavler, men ikke Afrika, der i stedet er selve lyskilden, der leverer ressourcer til resten af verden.

I danske Jeannette Ehlers video The Gaze kigger en række sortklædte mennesker, hvoraf de fleste søger ophold i Danmark, både som gruppe og enkeltvis, direkte ind i kameraet, ud på mig, insisterende. De vil ses, mødes intimt af et ’hvidt’ blik, bryde dette bliks forventninger.

Flere værker arbejder med at gøre opmærksom på den racistiske mikroaggression, vi møder hinanden med, og som retfærdiggør vold og eksklusion. Men udstillingen virker ekstra skarp, fordi der indflettes refleksioner over den koloniale histories tidslige lag heri.

Som kvinden i The Gaze siger lige ud i mit ærkeeuropæiske ansigt: I am here, because you were there, og det er sandt. Dermed er vi alle forbundet, og det er med kollektive kræfter vi må arbejde os ud af rodet. Til det har vi både brug for det agiterende opråb og den poetiske drøm, der motiverer os til fremtiden.

’Decolonizing Appearance’. CAMP. Gæstekurator: Nicholas Mirzoeff. Indtil 15. december 2018.

Billedkunstner Rasmus Myrups hotte, tegnede abeelskere i udstillingen ’Homo’ Homo fylder både fortid og samtid med inderlighed og lige rettigheder for alle i kærlighedens og begærets navn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu