Kunstnerliv i Stalins skygge

Komponisten Karl Aage Rasmussen har i sin fine serie om branchens store kolleger – Mahler, Brahms, Bach, Cage, Gershwin og Tjajkovskij – ved Min sjæl gør ondt – Prokofjev mellem to verdener gjort ophold ved en af det 20. århundredes mest flittige og spillede komponister.

Sergej Sergejevitj Prokofjev (1891-1953) blev født i et velstående godsejerlignende miljø i Ukraine, var feteret som vidunderbarn, blev tidligt berømt som komponist, dirigent og stjernepianist og beundret for ikke at sige forgudet i Vesten, hvortil han var rejst efter revolutionen.

I Stalins Sovjetunionen, hvortil han herefter returnerede frivilligt, blev han skiftevis ophøjet og pillet ned, chikaneret, hundset rundt med, truet på liv, ære og velfærd.

Han modtog den ene Stalin-pris efter den anden og var – trods nedbrudt på nerver og legeme over det lunefulde kunstklima i Sovjet – fortsat produktiv og leveringsparat på regimets nåde og vilkår. 

Prokofjev døde samme dag som tyrannen og siden overset i nær glemsel, men post mortem atter ophøjet og med rette placeret blandt de allerstørste. Dog med det tilsyneladende uafvaskeligt blakkede eftermæle at have prostitueret sig som Stalins ja-siger og musikalske lakaj, hvilket er en forenklet karakteristik.

Karl Aage Rasmussen tager kritisk fat i stoffet og optrevler som i tidligere biografier myterne fra en ende af.

Han gør redeligt opmærksom på, at fremstillingen ikke præsenterer egen selvstændig forskning, men bygger på foreliggende, fortrinsvis sekundære kilder m.a.o. andres fremstillinger.

Dette store stof forvalter forfatteren til gengæld med skarpsind og bibringer læseren overblik over selve livsforløbet, karrieren, dets skiftende udlægninger og den stadig mere skræmmende virkelighed under Stalin, der udgjorde komponistens til tider miserable hverdag.

En evig kamp

Rasmussen hæver sig tillige op over værket.

Fra A til Z kortlægges tilblivelsen af de betydeligste numre i den snart sagt uendelige opusrække, hvis rækkefølge ellers kan forekomme tvivlsom, eftersom Prokofjev ofte skrev om efter pres og overtalelse eller tvang og nyredigerede, kasserede og udgav på ny; således den 4. symfoni, der i virkeligheden foreligger som to forskellige.

Heri ligger en af selvmodsigelserne i manden, hvis selvbevidsthed tilsyneladende ikke fejlede noget og derfor af omgivelserne kunne kendes på den arrogance, han var berygtet for.

På den anden side dækkede det bedrevidende, som Prokofjev mere og mere følte sig berettiget til, og det hovmodige, der vel også var en form, over stor usikkerhed og påvirkelighed, der stillet over for skarpe udtalte meninger eller kritik ofte førte til revision af allerede færdiggjorte værker.

Bag det gode udseende, den ranke aristokratiske skikkelse, det højtbegavede gemyt og oprivende musikalske geni stod en evig kamp mellem indre vished og ydre påtryk.

Dertil kom behovet for anerkendelse; dels for anerkendelsens egen skyld, dels for de muligheder, succes og penge gav for at kunne realisere så meget desto mere.

Den russiske sjæl

Prokofjev komponerede uafbrudt og hører i den forstand til den mest produktive ende af komponisternes eksklusive kreds; formentlig i den øvre ende af topti.

Desuden skrev han dagbog og meget andet, breve og udkast til operatekster, alt sammen udførligt i klar, fast håndskrift. Manden har været i sving det meste af døgnet, hvilket sled, desto mere i den giftige atmosfære med Stalins gorillaer pustende sig i nakken.

Hvorfor Prokofjev lod sig underkaste dette tyranni, der kostede ham alverden: kunstnerisk frihed, position og i sidste ende en nedslidning med livet som indsats, er selvsagt en gåde. Karl Aage Rasmussen forsøger bravt og overbevisende at rede trådene ud.

Prokofjev havde hjemve og kunne ikke udfolde sig uden, at den russiske sjæl, der altid gør ondt, var for hånden. Dertil kom hans forestillinger, der mildt sagt ikke holdt stik, at man i Sovjetunionen ville være så lykkelig for hans genkomst, at han ville få frie hænder. Efter relativ kort tid inddrog regimet hans og familiens pas. Han havde herefter at rette sig efter regimets mindste vink.

Hjertet tog skade

Eftermælet blev som antydet tvetydigt. Som andre kunstnere skred han til selvkritik og offentlige bodsøvelser under lovprisning af Stalin og systemet. Havde han ikke gjort det, er det ikke godt at vide, hvor han var havnet.

Skrupler var ikke Stalins spidskompetence, derimod den uberegnelighed, der er alle tyranners redskab, uberegnelighed og brutalitet. Prokofjevs nerver holdt ikke til det, et i forvejen skrøbeligt hjerte tog skade, og døden udfriede ham ironisk nok på dagen for plagehåndens først hemmeligholdte fatale slagtilfælde.

Siden ramte bødlerne afdøde ved at anklage hans børns ikkerussiske mor for højforræderi og sendte hende flere år i Gulag.

Om hele dette drama kunne han have skrevet en utvivlsom uforglemmelig opera.

Som ved tidligere bind i Karl Aage Rasmussens komponistserie skal der kun lyde lovord. Rasmussen hører til nationens bedste fagskribenter og skuffer ikke med Prokofjev.

Karl Aage Rasmussen: ’Min sjæl gør ondt – Sergej Prokofjev mellem to verdener’. 256 s. Gyldendal. 280 kr.