Læsetid: 5 min.

Lars Olsen er stadig venstrefløjens forfatterkonge, men han bringer ikke meget nyt til torvs

Lars Olsen har begået endnu en debatbog, der retter et kritisk blik mod uligheden i samfundet. Denne gang er den stigende utryghed i fokus. Men hvordan skal man anmelde en debatbogsforfatter, der bliver ved at fremsætte den samme kritik?
Lars Olsen er aktuel med en ny bog.

Lars Olsen er aktuel med en ny bog.

Morten Holtum

7. september 2018

En af Danmarks mest vedholdende og skarpe debatbogsforfattere, Lars Olsen, har gjort det igen. Forfatteren til blandt andet Klassekamp fra oven, Eliternes Triumf og Det Delte Danmark har begået endnu en debatbog, der retter et kritisk blik mod den stigende ulighed og dens negative konsekvenser for det danske samfund.

I Olsens nye bog, Det forsvundne folk, er det ulighed i tryghed, der er i fokus. Social utryghed i form af bekymringer for, om helbreddet holder til at klare arbejdslivet, og om man kan arbejde helt frem til den forhøjede pensionsalder, er ifølge Olsen blevet en ny klassemarkør.

Årsagen er de seneste års reformer af sociale ydelser som dagpenge, førtidspension, sygedagpenge og efterløn. Forringelserne af sikkerhedsnettet betyder, at folk i højere grad end tidligere frygter at miste deres job eller blive uarbejdsdygtige. Og utrygheden rammer især sygemeldte, folk på dagpenge og kontanthjælp, ufaglærte arbejdere og folk med skrantende helbred, hvilket Olsen dokumenterer ved hjælp af tal fra Trygfondens Tryghedsmåling 2017.

Gammelkendte kæpheste

Lars Olsen peger på, at øget tryghed for arbejdere og underklasse er det vigtigste politiske projekt, hvis man vil bekæmpe politikerlede og populisme: »Den afgørende drivkraft i dagens politiske mistillid er social – utryghed, skrantende helbred, utilfredshed med reformer, at være presset ud i den geografiske og sociale udkant.« Folk, der mener, at politikerne har ladet udsatte grupper i stikken, har generelt ringere politisk tillid, hvorfor Olsen anbefaler, at »reformerne reformeres« for at genoprette forholdet til vælgerne.

Behovet for at øge den sociale tryghed fortjener klart et øget politisk fokus, og her er Lars Olsens megafon helt sikkert ikke uden betydning, selv om problemet allerede er velbeskrevet af professor Jørgen Goul Andersen, der står bag tryghedsmålingen, i bogen Fra krisevalg til jordskredsvalg fra 2017.

Oplevelsen af genkendelighed vil man som læser af Lars Olsens forfatterskab i øvrigt have mange gange i løbet af bogen, der også generøst henviser til andre, tidligere værker i forfatterskabet. Meget af Det forsvunde folk er gammel vin på nye flasker. 

Lars Olsen: ’Det forsvundne folk’

Det gælder især, når Lars Olsen giver en af sine gammelkendte kæpheste en ekstratur rundt i manegen: Christiansborgpolitikernes og mediernes manglende evne til at sætte sig ind i almindelige menneskers hverdag.

»Hovedstadseliten har bokset sig inde i verdensfjerne miljøer og skæve forestillinger,« hedder det. Lars Olsen kritiserer »hovedstadsboblen« for bl.a. at overse problemer på erhvervsskolerne, ved den høje pensionsalder og ved social dumping.

Olsen skriver, at forsknings- og mediefolk »lever på en anden planet«, og at det »skaber et ’usynligt Danmark’«, hvor de 39 procent af befolkningen med fysisk krævende arbejde negligeres: »Jeg ser det i min egen bekendtskabskreds. En del mediefolk og konsulenter har overtaget den angelsaksiske forestilling om, at industri og produktion hører fortiden til.«

Skyder forbi målet

Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at Lars Olsens venner stadig abonnerer på den minoritetsopfattelse, men på Christiansborg og i landets førende medier er Produktionsdanmark altså tilbage big time – og har efterhånden været det i årevis.

Her virker Olsens analyse derfor en smule bedaget. Som om analysen fra hans tidligere bøger kan gentages uden at skele til, at samfundet faktisk har rykket sig. DF har f.eks. lige foreslået, at erhvervsskolerne skal fritages fra omprioriteringsbidraget allerede fra 2019 – og altså prioriteres højere end resten af uddannelserne. Bekymringerne over import af udenlandsk arbejdskraft er mainstream på centrum-venstre og i DF.

Det er, som om Lars Olsen ikke har opdaget, at hans vedholdende kritik af »hovedstadsboblen« for at ignorere arbejderklassen faktisk har haft en effekt.

Olsen kan jo godt have ret i, at der fortsat ikke bliver gjort nok for at sikre arbejder- og underklassens tryghed, men det virker malplaceret at levere denne kritik med en påstand om, at arbejderklassen skulle være fuldstændigt forsvundet eller usynlig for magthaverne, når de fleste af dem går benhårdt efter at bejle til netop den gruppe vælgere. 

På samme måde skyder Olsen forbi målet, når han slår løs på »vor tids hofnarre: verdensfjerne meningsdannere, der lader brede befolkningsgrupper – og indsatsen for deres levevilkår – forsvinde fra den offentlige dagsorden«, i et år, hvor medierne massivt har dækket de offentligt ansattes kamp for bedre løn- og arbejdsforhold under OK18.

Så hvordan skal man anmelde en debatbogsforfatter, der vedholdende fremsætter den samme kritik? Er en ny bog hvert andet eller tredje år berettiget, hvis hovedpointen stadig er den samme? Kan Lars Olsen blive ved at skrive bøger, der kritiserer uligheden, så længe den stiger?

På den ene side er svaret klart ja. Så længe problemet eksisterer, er det berettiget at sætte fokus på det. På den anden side må man kræve en vis mængde nyt stof, før det giver mening at markedsføre noget som et nyt produkt. Især hvis man næsten kunne have nøjedes med at opdatere og genudgive en tidligere bog.

Jeg kunne i al fald sagtens have undværet de mange anekdoter fra foredrag, som Olsen har holdt rundt om i landet. Det er et overflødigt forsøg på at opbygge etos som en, der kan skrive på vegne af arbejderklassen, når Olsen nævner alle de gange, han har drukket øl og spist smørrebrød med fagbosser og sosu-assistenter.

»Jeg har holdt snesevis af foredrag om ulighed i arbejdsliv og seniorår,« skriver han. Jo, tak, det er jeg ikke i tvivl om. Men mon ikke denne nye visitkortsudgivelse vil indbringe endnu snesevis af foredragsforespørgsler i Olsens indbakke.

En anden gene ved bogen er Olsens behov for at støtte Mette Frederiksen (S) og tage afstand fra andre partier. Han undgår f.eks. omhyggeligt at nævne, at Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister stod i spidsen for de reformer af kontanthjælp, førtidspension og fleksjob, som han kritiserer. I stedet hedder det, at det var noget »Thorning-regeringen« fandt på. Samtidig angriber han Enhedslisten for ikke at være et rigtigt arbejderparti, fordi der serveres vegansk mad på partiets landsmøde.

Med Det forsvundne folk cementerer Lars Olsen sin position som venstrefløjens ukronede debatbogsforfatterkonge, men for de velbevandrede i Olsens forfatterskab er der ikke meget nyt at komme efter.

Lars Olsen: ’Det forsvundne folk’. Gyldendal, 188 sider, 250 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
Ejvind Larsen, Kurt Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men hvordan skal man anmelde en debatbogsforfatter, der bliver ved at fremsætte den samme kritik?"

Man skal vel ikke anmelde forfatteren? Derimod bør man, som det da vist også lykkes en smule, anmelde bogen, med fokus på form og indhold, kildekritik og hvilke (nuancerings)bidrag, den giver til samfundsdebatterne. Måske skabes der en kunstig problemstilling, fordi fokus er rettet mod forfatterens imago; det sædvanlige identitetslirumlarum.

Mikkel Kristensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Er Information ved at ændre stil efter Rune Lykkeberg kom til som chefredaktør - frisk fra et job på Politiken med en næsegrus beundring af Emmanuel Macron og hans bog "Revolution" (udgivet på Inf-forlag) - den sædvanlige rutine med CEPOS - identitetspolitiske indlæg for ikke at glemme hele den række af neo-liberale adfærdsøkonomiske (nudging) reklamer og her til sidst en hetz mod Jeremy Corbyn der sandsynligvis er skrevet direkte af fra The Guardian der om nogen sværter Corbyn til.
På den anden side - hvis det er en fortsættelse af den lange række af analyser af neo-liberalismen og de ideologiske derivater der i tidens løb er knyttet til den - er det sandsynligvis det mest gennemgribende journalistiske arbejde nogen har lavet i meget lang tid.
Jeg foretrækker at tro det sidste.

Hans Larsen, Bettina Jensen, Jan Jensen, Steen K Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Lars Olsen glemmer helt, at der skal nogle kreative skæve hoveder til at få de vilde ideer! F.eks. var det et kreativt skævt hoved, der tænkte på en anden måde hos jordemødrene, der fandt på at lave
en dims (ved eller hvad jeg ikke skal kalde den), som kan bruges, når jordemødre bliver nødt til at klippe i kvindens underliv ved en fødsel. Og det var et kreativt skævt hoved, som fandt på LEGO(tm) i
tidernes morgen, ligesom Oticon også blev grundlagt af en kreativ sjæl. Pointen er den her, at jeg mener, at det hænger sammen - uden forskning på f.eks. universiteterne i forskellige ting, kommer denne forskning ikke f.eks. sosu-assistenterne til gavn. Eller pædagogerne ude i landets børnehaver og vuggestuer mm. Således er er jo blevet forsket en hel i de korrekte arbejdsstillinger, når man f.eks, gør rent mm.

Folk arbejder for at gøre fremtiden bedre for deres børn og mere sikker for deres familier. Det er skandaløst, at i et af de rigeste lande i verden, er halvdelen af borgerne aldrig mere end et trin væk fra fattigdom. Det er også værd at nævne vanskeligheden ved at finde overkommelige tilgængelige boliger.

Danmark har nu et historisk niveau af ulighed i indkomst og levevilkår. Kløften mellem rige og fattige vokser, venstrefløjen bør derfor sætte ind der, hvor der er størst behov. Dem som for alvor mærker den stærkt stigende ulighed i samfundet, er den underklasse, som er udenfor arbejdsmarkedet, dem som ikke kan arbejde.

Hvad der er mest tragisk, og det der spilder så meget menneskeligt potentiale er det, at vi kender den politik og de handlinger, der ikke kun vil reducere fattigdommen, men reducere den dramatisk.

At hæve lønnen ville øge indkomsten for mange arbejdstagere med f.eks. handicap, som især arbejder i lavtlønnede job. Desuden vil investeringer i overkommelige, tilgængelige boliger gøre det muligt for flere handicappede at opnå sikker og stabil bolig og at leve uafhængigt.

Øget indkomst for fattige familier fører til forbedringer i sundhed og børns trivsel.

Politikerne ved hvordan vi kan reducere fattigdommen i dette land, med en politik, der gør en målbar forskel i folks liv. Vi ved hvad der virker mod fattigdom og ulighed.

Kommunerne får ikke de penge, de har brug for, så kommunerne vender sig mod dem, der i det væsentlige er forsvarsløse, mod de sociale udsatte. Der er en overbevisning om, at hvis kommunerne fjerner pengene fra de socialt udsatte, vil det være muligt at få budgetterne til at hænge sammen, men politikernes nedskæringer kender ingen grænser, ingen skam.

Så en måde at se det på er, at det ikke kommer til at fungere, hvis vi ikke reelt angriber fattigdom i sig selv. Den førte politik har leveret den største stigning i børnefattigdom i nyere tid. Flere og flere børn bliver nægtet den start i livet de fortjener. Enhver stigning i antallet af børn i fattigdom er en forlegenhed for samfundet.

Steffen Gliese, Karsten Aaen, Kim Houmøller, Claus Kaae og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Hans dølgen af Mette Frederiksens gerninger,kaster et skær ar falskhed og utroværdighed,over ham.

Hans Larsen, Herdis Weins, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Ejvind Larsen, Rasmus Rosenørn, Mogens Holme og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar

Velfærdssamfundet løste de problemer ved at sikre folk en almindelig indkomst, selvom de var udsat for sociale begivenheder. Det tvang lønnen op og trak dermed flere ressourcer ud af virksomhederne, hvorved man svækkede den magt, de ellers i modstrid med den almene interesse ville kunne mobilisere.
Men det er ikke kun det, det handler om, det handler først og fremmest om at give stadigt flere grupper i samfundet autonomi, frihed og politisk indflydelse igennem deltagelse. Derfor kommer identitetspolitikken først - og det gjorde den jo også i den klassiske arbejdskamp, hvor det var identiteten som lønarbejder, der muliggjorde kampen for ordentlige vilkår på arbejdspladsen og i fællesskabet som sådan.

Fordi anmelderen har hørt andre akademikere tale om at løse arbejderklassens problemer, er det jo ikke sikkert at de reelt har gjort det. Virkeligheden for dem med fysisk arbejde, er så svær at få øje på indefra akademikkerboblen i København og omegn.