Jeg forestiller mig, det har været en god dag på jobbet for matchmakerne bag DR 1’s potentielt livsomvæltende realityprogram ’Gift ved første blik’, da det gik op for dem, at de fraskilte og midaldrende sjællændere Eva og Carsten, som vi møder i andet afsnit af femte sæson, begge to er hundemennesker.
Puslespillet af livsstilspræferencer, selvbilleder, holdninger, fysisk tiltrækning, tilknytningsmønstre og bopælsadresser virkede pludseligt mere overkommeligt at løse, da det viste sig, at coachen Eva har en lille vimsende nips af en hund og bruger en del af sin fritid på frivilligt arbejde i dyreværnsforeninger, mens brandmesteren og campingpladsbestyreren Carsten deler sit hjemmeliv med en trebenet schäferhund. Ren matchmæssig perfektion.
Små og store armbevægelser
Det mente Eva og Carsten vist også selv, cirka fra de fik øje på hinanden (og på hinandens øjne for den andens lækkerhed) og at dømme ud fra det lange kram, de gav hinanden i rådhushaven, da de satte programrekord for lettelse og øjeblikkelig kådhed.
I interview lovede Eva at gøre sit for succes på den lange bane: »Jeg er enormt tålmodig. Og enormt stædig, hvad angår det her med ikke at give op. Når man har sagt A, siger man også B.«
Carsten garanterede hende, at det i tilfælde af for få, små eller slet ingen levedygtige romantiske følelser alligevel ville blive »den dejligste måned sammen med en glad person«. På hans køkkenvæg hænger en påmindelse om at leve, som om hver dag var den sidste.
Armbevægelserne er mindre hos afsnittets anden brudgom, den 27-årige pædagogiske assistent Stefan fra Odense. På hans soveværelsesvæg hænger der en påmindelse om at drømme stort.
I præsentationen af ham ligger han i en hængekøje og præsenterer sine mellemstore drømme om anerkendelse i hverdagen, kys og sms-beskeder. Hans familie er »ved at synes, det er træls, han er single«, og hans sindige, fynske forældre glæ’er sig med det samme til brylluppet, da han fortæller dem de potentielt gode nyheder.
Stefans kone, Vanessa på 29 fra Esbjerg, der arbejder på et forsorgshjem, deler hans jævnt nervøse, jordbundne tilgang til det at blive gift med en fremmed. I hendes stue hænger Andy Warhol-citatet »All is Pretty« i glas og ramme, men hun synes umiddelbart, at såvel Stefans jakkesæt som hans øjne er lidt ekstra.
Farvel til raketvidenskaben
Lovende begyndelser, begge to! Både fordi de medvirkende rent faktisk lover hinanden vældig meget, og fordi de indtil videre ser ud til at tro på, at løfterne kan holdes. Og dog ligger landet så fuldstændigt åbent, ved man, når man har set parrene i de foregående fire sæsoner gå fra uforbeholden begejstring til frustration holdt tilbage med varierende grader af succes.
Bryllupsdagen gik godt, men rundt om hjørnet lurer nu f.eks. det rygestop, Eva har lovet Carsten. I den måske lidt nemmere afdeling skal de mere reserverede Vanessa og Stefan have lært hinanden at kende. Tiltrækningen er der, nu kan kun snusfornuft og godt vejr på bryllupsrejsen hjælpe dem.
Det er markant ved denne sæson, at de fra naturvidenskabens lånte fjer, som programmet pyntede sig med i de første sæsoner, er væk. Nul eksperter står i hvide kitler og kliniske omgivelser og kigger med koncentreret blik på lysende blå grafik på store skærme. ’Gift ved første blik’ har droppet den pseudoraketvidenskabelige attitude til fordel for et solidt fokus på forventningsafstemning. Det klæder programmet.
’Gift ved første blik’. DR 1 onsdag kl. 20.45.
Anmeldelser af Gift ved første blik 2018
Gift ved første blik er tilbage med en ny sæson. Og begejstringen er umiddelbart stor.
Vi anmelder alle episoder fortløbende. Følg serien på e-mail.
Seneste artikler
Det burde ikke være pinligt at være voksenjomfru
3. november 2018Nogle gange følte jeg, at det var så akavet at afsløre, at jeg ikke havde haft sex, at jeg løj om det. Vi må gøre op med stigmatiseringen af voksne, der ikke har haft deres seksuelle debut’Gift ved første blik’ kvalificerer samtalen om det nære og det svære
18. oktober 2018Sidste afsnit af DR1’s realityprogram om arrangerede ægteskaber og gode intentioner er ude nu og sætter et værdigt punktum for en sæson, der – igen – har formået at gøre seerne klogere på, hvordan mennesker interagerer med hinandenInd at ligge i sprækken i næstsidste afsnit af Gift ved første blik
11. oktober 2018Barndomstraumer, sex og andet »meget stærkt lim«: Syvende afsnit af verdens bedste ægteskabsdatingprogram er en eksplosion af ærlighed, der efterlader alle bedrevidende parforholdskommentatorer halvkvalt af svar på de spørgsmål, vi har brændt inde med
Programmet og de medvirkende fremstår for visses vedkommende noget umodent. Skrigende og skrålende veninder - og så selve iscenesættelsen: Alle fire giftemodne pruster, fordi det er SÅ skræmmende, spændende - fortsæt selv.
Idéen er og bliver syg.
Hvorfor synes Informations kulturredaktion, at denne serie er interessant? Hvordan adskiller jeres blik sig fra et dameblads? Information er for mig en kritisk avis, men ikke når det gælder synet på denne konceptuelle TV serie. Diskuter fx hvorfor så mange ser den? Hvorfor er der historisk og samfundsmæssigt så mange, der har svært ved at finde en partner? Hvorfor er skilsmisseprocenten så høj, når nu så mange gerne vil leve i ægteskab? Jeg sendte en mail som reaktion på Informations sidste anmeldelse af serien, hvor jeg uddyber ovenstående. NU anmoder jeg om at den bliver bragt som læserbrev. Tak
Det er gak i låget at beskæftige sig med denne underlødige serie i en avis, der betragter sig selv som seriøs.
De læsere som finder serien underlødig, må alligevel have beskæftiget sig indgående med den, siden de kan fælde denne dom. Eller er det en dom fældet på førstehåndsindtryk og overfladisk analyse?
@ christian christensen
08. september, 2018 - 04:06
Christian, jeg har set første afsnit af denne reality-serie, og den kedede og irriterede mig af h.. til.
Den forekom mig at være ligeså interessant som at se maling tørre.
Muligvis har den siden udviklet andre koncepter, men sammenblandingen af det overpædagogiske med det falske var bare for uvirkelig en størrelse at spilde tid på..
Hvis du eller andre finder serier som denne fantastiske, så er det da fint.
Men ligefrem at bruge spalteplads i en seriøs avis på noget man ligesåvel kunne finde i Se & Hør synes mig noget overdrevent, ihvertfald vinklingen taget i betragtning. Det er jo en stående hyldest til selve reality-konceptet, som jeg egentlig tror mange finder noget kvalmt..
Når jeg ser serien, så funderer jeg over, hvorfor deltagerne stiller op. Det er psykologisk interessant. Nogle fortæller, at de har været på 20 eller 30 dates og stadig ikke fundet den rigtige, eller de har været alene rigtigt længe, og nu MÅ de have en partner. Men man kunne få den ide, at fejlen dybest set ligger hos dem selv. Uanset hvem de fik præsenteret, så ville det alligevel ikke være den rigtige. For dem er lykken måske en ideal tilstand, som de kun vil drømme om, men helst ikke opleve i virkeligheden. For som Oscar Wilde sagde blablabla….
Det kunne være interessant, hvis kulturredaktionen tog sig tid til at svare på opfordringen til at reflektere principielle spørgsmål som i min ovenstående kommentar: fx hvorfor er serien interessant for så mange? Altså opfordring til at kulturredaktionen ikke blot har et eksplicit historisk kulturelt blik, men også er i dialog med os læsere!!!!!!!