Læsetid: 6 min.

Det er lidt for let at le af orgasmer og orgonenergi i teaterstykke om Wilhelm Reich

Det på alle måder veldrejede teaterstykke ’Sexpol’ om, hvordan psykoanalytikeren Wilhelm Reichs orgasmedyrkende fascismekritik gik galt, er næsten så fuld af fornuft, at det bliver forstemmende. For der er også noget trist ved at sidde på sikker afstand og le så let ad den fortidige idealismes forvildelser
Teater Grobs skuespillere lægger krop til fortællingen om Wilhelm Reichs mislykkede forsøg på at bekæmpe fascismen med en seksuel revolution.

Teater Grobs skuespillere lægger krop til fortællingen om Wilhelm Reichs mislykkede forsøg på at bekæmpe fascismen med en seksuel revolution.

Emilia Therese

7. september 2018

»Orgasme mod fascisme!« Det er det potente kampråb, som genlyder i dramatiker Lærke Sanderhoff og instruktør Nicolei Fabers veldrejede teaterstykke om psykoanalytikeren Wilhelm Reich og hans seksualpolitiske bevægelse Sexpol. Med stykkets tidstypiske »frie fiktionalisering af virkelige begivenheder« tager stykket del i den ditto tendens til at genbesøge og, ja, tidstypisk evaluere den frigørelse, det 20. århundrede (måske) bragte. Fascineret og på fornuftig afstand.

Ligesom journalist Lea Korsgaard i 2014 gjorde i sin bog Orgasmeland, fortæller forestillingen historien om, hvordan Reich i 1930’erne kom til Danmark med freudomarxistiske ideer og sin seksuelt frigørende analysepraksis, der var med til at lægge grunden til 1960’ernes seksuelle revolution: Reich ville bekæmpe fascismen med seksuel frigørelse, og i Sexpol følger vi hans og hans danske elevers jo desværre fejlslagne forsøg på at gøre det i Danmark op til Anden Verdenskrig.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu