Læsetid: 6 min.

Det er lidt for let at le af orgasmer og orgonenergi i teaterstykke om Wilhelm Reich

Det på alle måder veldrejede teaterstykke ’Sexpol’ om, hvordan psykoanalytikeren Wilhelm Reichs orgasmedyrkende fascismekritik gik galt, er næsten så fuld af fornuft, at det bliver forstemmende. For der er også noget trist ved at sidde på sikker afstand og le så let ad den fortidige idealismes forvildelser
Teater Grobs skuespillere lægger krop til fortællingen om Wilhelm Reichs mislykkede forsøg på at bekæmpe fascismen med en seksuel revolution.

Teater Grobs skuespillere lægger krop til fortællingen om Wilhelm Reichs mislykkede forsøg på at bekæmpe fascismen med en seksuel revolution.

Emilia Therese

7. september 2018

»Orgasme mod fascisme!« Det er det potente kampråb, som genlyder i dramatiker Lærke Sanderhoff og instruktør Nicolei Fabers veldrejede teaterstykke om psykoanalytikeren Wilhelm Reich og hans seksualpolitiske bevægelse Sexpol. Med stykkets tidstypiske »frie fiktionalisering af virkelige begivenheder« tager stykket del i den ditto tendens til at genbesøge og, ja, tidstypisk evaluere den frigørelse, det 20. århundrede (måske) bragte. Fascineret og på fornuftig afstand.

Ligesom journalist Lea Korsgaard i 2014 gjorde i sin bog Orgasmeland, fortæller forestillingen historien om, hvordan Reich i 1930’erne kom til Danmark med freudomarxistiske ideer og sin seksuelt frigørende analysepraksis, der var med til at lægge grunden til 1960’ernes seksuelle revolution: Reich ville bekæmpe fascismen med seksuel frigørelse, og i Sexpol følger vi hans og hans danske elevers jo desværre fejlslagne forsøg på at gøre det i Danmark op til Anden Verdenskrig.

Til forskel fra journalistikken kan teatret give krop til den fortælling, og eftersom det jo er krop, fortællingen handler om, er det alt den krop, som Sexpol – omend meget sobert – giver den, der er stykkets store styrke.

Reich og hans elever (Helle Fagralid, Morten Brovn, Jens Gotthelf, Kathrine Høj Andersen og Solvej Kyong-Sook Christiansen) dukker op på scenen gennem bagvæggens store orgastiske O med idealismen dirrende i kroppene og slagord om pessarer til folket lirrende fra læberne. De er klædt i samme palet af både stilede og sjovsjofle kønsdelsfarver, hvis minimale nuanceforskelle af rosa og røde kødtoner røber deres forskellige temperamenter og grader af engagement i sagen: Reich – i Kasper Leisners statuestore krops livskraftige og autoritetstunge skikkelse – er i et lækkert løst okseblodsbankende mørkerødt jakkesæt. Mens Solvej Kyong-Sook Christiansens mest dedikerede Ellens skolepigede sæt næsten er ovre i lysende neon. 

I takt med at Reich – eller Willy, som hans elever kalder ham – tager dem i analyse og slår »hul i deres kropspansre« for at slippe deres livsenergi fri, løsnes deres ordentlige ansigtsfolder og kropsholdninger og tøj. Så de, alt efter styrken af den eftertragtede »orgastiske potens,« som han føler sig frem til ved at lægge sine store hænder på deres kønsdele og psykoanalysere dem imens, bliver til hver deres loose og opknappet selvtillidsfulde version af sig selv, befriet for seler og slips.

Ensfarvet frigørelse

Men hele tiden er uniformeringen jo også ensfarvet, deres politiske dedikation sætter sig hurtigt i spændte kropsholdninger og får dem til at træde ind i ranke rækker. På ordenes side fortæller stykket samme historie om, at deres tætte lille Sexpol-bevægelse selv begynder at ligne en fascistisk gruppe og Reich den faderlige førerfigur, han i ord tordner mod, men fysisk så frygteligt ligner. 

Sanderhoffs sans for ideologiske oneliners og rullende teoretiske monologer, der udstiller ordenes egen tvivlsomhed, og skuespillernes sans for blankt og medrevet at se ud, som om de tror, og så alligevel ikke helt tror på, hvad de siger – når de f.eks. opildnet agiterer for børns ret til seksuel nydelse – får det til at gå op for publikum før dem selv.

Men én for én går det også op for eleverne, først Kathrine Høj Andersens selvstændige og stoute forfatter, at den ene kropsdyrkende og livsfetichistiske ideologi, der tror, den vil redde folket fra fattigdom og forarmelse, ligner den anden. Reich virker også mere og mere »skør,« og deres frigørelse er måske kun tilsyneladende, når de f.eks. ikke selv har lyst til at bolle udenom ægteskabet. Så én for én falder de fra.

De, der falder fra først, klarer sig bedst. De andre ser vi forvitre på hver deres måde til bitre, indtørrede krøblinge og rene undersåtter, der klynger sig til deres gamle og mere og mere tomme ideologiske fraser. Også ødelagt af den krig, der kommer imellem dem og deres Reich, der, tiltagende paranoid over den både reelle og forestillede forfølgelse af ham og hans ideer, flygter til USA og udvikler sin psykoanalyse til syret pseudovidenskab om livsenergien orgon og dens forbindelser til alt dårligdom, fra kræft til neuroser. Det geniale bliver galt, det sjove tragisk og menneskeligt meget dyrt.

Let at le ad orgasmer og orgonenergi

Sexpol er et på alle måder veldrejet – velskrevet, velcastet og velspillet – stykke, hvor alle virkemidler fra lyd, lys og farver til de især skarpe kostumer og brugen af projektioner af dokumentaristiske tidsbilleder og en David Lynch-agtig rystetur, der spalter den gale Reichs martrede ansigt ud i flere virkelighedsplaner, virkelig går op i en højere og elegant enhed.

Det er svært at være uenig i stykkets kritik af den orgastiske fascismekritiks egen iboende facisme, for den er fuld af fornuft. Stykkets tagline går på, om Sexpol var gale eller geniale, men svaret er et fornuftigt både-og. Selvom stykket villigt (og måske også for villigt) skildrer Reich som lidt af en galning, fortæller det også historien om, hvordan noget, der måske var genialt, i alle tilfælde blev og gik galt.

Stykket kastrerer ikke bare Sexpols potente kampråb. Selvom stykket vil vise, hvordan Reichs frigørelsesprojekt havde farlige ideer til fælles med fascisme, det ville bekæmpe, og hvordan frigørelsesprojektet senere blev kuppet af kapitalismen, er der også en klar sympati for det. Den grin, der bliver gjort med galskaben, har også blik for historiens triste tragik. Og både kritikken af den paradoksale faderfetich i psykoanalysens faderopgør, som jo afslører den facistiske tendens i dens facismekritik, og den stille bredside, som stykket giver 1960’ernes kommercialiserede seksuelle revolution og egne nye faderfigurer, falder på det tørreste sted.

Det er kort sagt ikke lette pointer, selvom det virkelig er meget let at le ad orgasmer og orgonenergi, og selvom historien om den både geniale og gale Reich ved gud låner sig let til latteren. Det er heller ikke pointer, som det er let at levere så let, som stykket gør. Der er slet ikke noget ved den samlede præstation, som det er at dreje sådan et stykke, der er let.

Hvor kan idealismen være

Alligevel er der altså noget trist ved at sidde på sikker afstand og le så let ad en historisk idealismes forvildelser i bagklogskabens klare lys. Selvfølgelig er der noget opbyggeligt i at vise, hvordan fascisme nok ikke kan bekæmpes, og selvfølgelig er den kritiske påmindelse om, hvordan idealister uden at ville det selv kan blive fascister, så fuld af fornuft.

Der er også bare noget forstemmende ved fornuften i det hele. Det er opløftende nok, at teatret vil og kan være et refleksivt rum, hvor vi i fællesskab kan evaluere fortidens fejlslag og tænke over, hvordan vi (ikke) gentager dem. Tanker er jo sådan helt basalt hensigtsmæssige som grundlag for handling.

Men det er også den distance, et stykke som Sexpol lægger til idealismen for at tænke over den, der er forstemmende, tror jeg. Som tænketeater er Sexpol i hvert fald meget langt fra aktionsteatret og dermed fra et andet vigtigt rum, som er det rum, hvor idealismen kan være. Har vi ikke ’mere end nogensinde’, som det jo siges, brug for idealisme? Har vi ikke brug for Reichs forsøg, som hans dedikerede elev formulerer det i stykket, på »en helt ny tilgang til det at være menneske, der vækker håb om en ny måde at være i verden på«?

Måske har stykket selv en tristesse i sig over den fornuftige og fascinerede distance, der er i dets eget forsøg på at bekæmpe fascisme med fornuft. Spørgsmålet er, om det gør det hele mere eller mindre forstemmende.

Sexpol. Teater Grob. Co-produktion mellem Teater Stuk, Teater Grob og Aalborg Teater. Manuskript: Lærke Sanderhoff. Iscenesættelse: Nicolei Faber. Scenografi. Kostumer: Christian Albrechtsen. Lys- og videodesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Asger Kudahl. Indtil 27. september på Teater Grob og fra 2. til 6. oktober på Aalborg Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu