Læsetid: 3 min.

Lise Westzynthius er stadig en af de mest særprægede sangfugle i det danske musiklandskab

På ’JA’ inducerer den danske sangerinde Lise Westzynthius en afdæmpet synthpoptrance. Hendes stemme er luftig og lys, når hun i samarbejde med bl.a. forfatter Bjørn Rasmussen og den polske saxofonist Jedrzej Lagodzinskis synger om fugle, spirituel vækkelse og kvalmen i et forlist forhold
To af sangene på Lise Westzynthius’ nye album er inspireret af den myrdede homecoming queen Laura Palmer, hvis mystiske død er omdrejningspunktet i David Lynch og Mark Frosts ikoniske kultserie Twin Peaks.

To af sangene på Lise Westzynthius’ nye album er inspireret af den myrdede homecoming queen Laura Palmer, hvis mystiske død er omdrejningspunktet i David Lynch og Mark Frosts ikoniske kultserie Twin Peaks.

Charlotte de la Fuente

29. september 2018

Der optræder bemærkelsesværdigt mange fugle i teksterne på Lise Westzynthius’ nye album JA. Der er bogfinker, kalkuner og kyllinger. Og så er der en del fugle, der ikke bliver nærmere artsbestemt, men som bidrager metaforisk til at beskrive de sindstilstande, som sangene kredser om: Efterdønningerne af en ophørt kærlighedsrelation, venskab, ensomhed og en spirituel åbenhed og tro på reinkarnation.

Det lyder måske både tungt og okkult, men takket være de sværmeriske synthesizere og Westzynthius’ fjerlette vokal, er JA faktisk enkel og opløftende. Selv når hun synger om sin egen død, er det afklaret og med en optimistisk sindsro: »Nu er jeg spændt på døden / hvad den vil bringe mig / Nu gir jeg slip på tyngden / tyngden af dig i mig« lyder det; opløftet af en afblæst dødsangst og luften på hendes stemme.

Nogle vil kende Lise Westzynthius’ blide vokal fra slutningen af forrige århundrede, da hun var forsangerinde i indierockbandet Luksus. Andre vil genkende hende fra duetterne med Nikolaj Nørlund i det hedengangne popprojekt Rhonda Harris, mens de mere sladrevorne vil vide, at hun har dannet par og fået barn med Peter Sommer, en anden af dansk musiks poetiske koryfæer. I eget navn har hun tidligere udgivet fire album, hvoraf det seneste, Tæt på en kold favn, var det første, hvor hun udelukkende sang på dansk.

Kyllingevinger og dumme kalkuner

Også på JA er alle ti numre dansksprogede. Teksterne er simple og velskrevne, og gør i sig selv albummet værd at lytte til. Nogle af dem er ifølge Westzynthius skrevet frem under påvirkning af det hallucinogene urtebryg ayahuasca.

På to af numrene har forfatteren Bjørn Rasmussen assisteret. Han er netop i disse dage aktuel med sin anden roman Jeg er gråhvid, og brudstykker af sangen »Kaster dig op« kunne næsten være taget ud af hans bog, der handler om et homoseksuelt parforhold i opløsning. På femtedagen, efter at den ene af mændene i forholdet har bekendtgjort, at han vil have et barn, går bogens jegfortæller ud i sin have og kaster en »kyllingving« (sådan staver han det) og lidt abrikosvand op. Hos Lise Westzynthius er væmmelsen identisk, selvom abrikosvandet er blevet erstattet af alkohol. Hun synger: »Jeg kaster dig op – dag ud og dag ind / Min hals inficeres – mit sind syrer til / Nu ligger der kun lidt rødvin og en kyllingving«.

På førstesinglen »Laura Palmer« bidrager Rasmussen ikke kun som sangskriver, men også med sin rolige vokal. Den skaber en fin kontrast til Westzynthius’ luftige, lyse sang, når de konstaterer, at en kalkun er en af de dummeste fugle på jorden. Sangen er en parafrase over en dialog mellem Laura Palmer og James Hurley i David Lynchs film Fire Walk With Me. En film, der blev indspillet efter Twin Peaks’ succes, som en prequel til serien. Det er godt tænkt at bruge Lynch-familien som ghostwritere, for »gobble, gobble, gobble« (onomatopoietikonet for, hvordan en kalkun siger) viser sig at være et catchy omkvæd.

En særpræget sangfugl

Den polske saxofonist Jedrzej Lagodzinskis puster med sin jazzede tenorsaxofon både liv og samhørighed i det overvejende afdæmpede album. Kun glimtvis kradser et rustent guitarriff i den ellers harmoniske lydflade.

JAs mest energiske skæring er »Jeg har en ven«, hvor Westzynthius har fået violinisten Nils Gröndahl til at tælle til tre på tysk. I fællesskab får de formidlet glæden over en ven i nøden gennem en industriel pop, som havde Kraftwerk genfortolket Carole Kings klassiske venskabsballade »You’ve Got A Friend«. For når de romantiske relationer synes at gå i skuddermudder og efterlader kvalme og sår, der skaver, er det godt at have en kammerat, hvis loyale selskab føles som et hjem.

Til en rytmisk vaklende elektronisk percussion hyldes et du på åbningsnummeret »Mommo« for at være et holdepunkt og en inspiration. Duet er et familiemedlem, der på forunderlig vis har bogfinker i hånden, og som har ladet sin kærlighed til musik gå i arv. Men også et lukket sind, ensomhed og melankoli har vedkommende givet videre. En melankoli som forstærkes på lydsiden af en dirrende rumklang.

Helt neddroslet er pladens sidste nummer, »Fuck. Du forlader mig aldrig«. De lange toner slæber sig afsted. Det er yndigt og højstemt, og havde det ikke været for Nils Gröndahls klagende violin, ville albummet have klinget ud som et svulstigsødt soundtrack til en julekalender.

Med JA demonstrerer Lise Westzynthius’ igen, at hun er en af de mest særprægede sangfugle i det danske musiklandskab. Og at hun og Bjørn Rasmussen har taget hinanden under vingerne har kun skærpet hendes sangtekster.

Lise Westzynthius: ’JA’ (Danish Music & Entertainment)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu