Måske står de og brøler tavst, fordi de alle er under angreb af baguettes?

En bunke bagte og bøjede baguettes ligger spredt på gulvet i et hjørne. Flere af dem er iført guldkæder og similiure, som var de små afrevne arme. Sådan bliver man budt velkommen i den danske kunstner Nina Beiers soloudstilling Food Chain Café i de øvre gemakker på Kunstforeningen Gl. Strand.

Sidst Nina Beier havde en soloudstilling i Danmark var på Charlottenborg i 2011. Hun gør sig mest i det internationale kunstmiljø og har haft adskillige udstillinger de senere år på museer, kunsthaller og gallerier verden over.

Hendes konceptuelle stil er stram, sjov og fashionabel. Det passer rigtig godt til Gl. Strands profil. De er gode til både at invitere modeskabere og aktuelle kunstnere ind i det gamle hus.

Nina Beier.

Jan Søndergaard

Fem smukke marmorløver står strunke og stolte på deres sokler i det lidt aflange rum. To er sorte, to er brune, én er nistret hvid – som et gulv i et gammelt palæ. De har alle et åbent gab – nogle ser bidske ud, andre er nærmest Disney-agtigt nuttede.

Måske står de og brøler tavst, fordi de alle er under angreb af baguettes? Det lyder skørt, og det er det i første omgang også. De lange brød snor sig om halerne, mankerne og anklerne og glider som igler hen over ryggene. Måske er det en form for udsmykning? Én af løverne har tilmed en fake Gucci-taske i gabet.

De stærkeste dyr i kæden

Beiers konceptuelle stil er ladet med symbolsk gods. Mangler man et sted at begynde, kan man altid skele til titlen: Fødekædecafé. Helt konkret er ’føden’ de lange baguettes og ’kæden’ lig med alle guldlænkerne. Løverne er de stærke dyr øverst i fødekæden, der nu holder salon.

Beier sammenstiller overraskende møder – såsom det surrealistiske, hvor en paraply møder en symaskine på et dissektionsbord, og poesien i hovedet starter. Men til forskel fra surrealismen, som ville løsne op for lineære tanker, så er der hos Beier en stram styring af symbolikken. Alle elementer betyder noget specifikt.

Med et fint ord kunne man kalde det for en synekdotisk skulptur: hvert enkelt element står for noget andet. Som for eksempel baguetten, symbolet for parisisk livsstil par excellence, men også det mest basale i verden: brød til folket. Man ihukommer Marie Antoinettes famøse udsagn om, at hvis folket ikke har råd til brød, må de spise kage. Den enkle genstand, baguetten, har altså en hel masse referencer i sig, der handler om revolution mod magten og pøblens opstand.

På udstillingen er de ladede brød viklet ind i guldkæder og similiure. Brødene er blevet til arme, befængt med dårlig smag, der udtrykker et begær efter at stige op ad den sociale rangstige, signalere stil og luksus – om end fake. Løverne er på samme måde et mættet symbol.

I naturen er de øverst i fødekæden, og i marmor bliver de et symbol på prestige og penge, når de står og troner ved indgangen til rigmandens palæ. Denne tilsyneladende så enkle sammenstilling af løver, bling og brød handler altså om begær, statussymboler og magt. Om kampen i fødekæden, hvor baguetten (= pøblen) er ved at overtage de stolte løver.

De er i øvrigt udskåret i Kina – sikkert samme sted som alt det billige bras er produceret – og det hele købt på eBay. Alt, hvad vi drømmer om, er bare et enkelt klik væk.

Beiers skulpturer er på den måde en slags kondenseret kapitalismekritik, hvor hvert enkelt element er lig med et symbol, der skal aflæses. Derfor er værkerne som en slags rebus, der skal løses. For lige meget hvor du begynder læsningen, ender du det samme sted. Hvor det gådefulde levner plads til den besøgendes egen fortolkning, har en rebus en række led, der skal opklares.

Får man tankemylder (eller klaustrofobi) af at forsøge at løse rebussen, kan man i stedet kigge på værkerne som æstetiske skulpturer. Den tilsyneladende tilfældige bunke baguettes ved indgangen, løverne med brød, Gucci-tasken i gabet.

Pressefoto

Det er forskellige stofligheder, der mødes: en dejklat og en granitblok, en mennesketid, der møder en geologisk tid. Den slags skulpturelle møder er blevet en decideret stil, som er meget udbredt på kunstscenen i disse år. Her er det dog sjovt for øjet at følge brødets struktur, der sprækker lidt, og se hvordan løvens manke mimer strukturen bare i marmor.

Alligevel oplever jeg, at det stilistiske element lidt overdøver det sanselige, hvor materialernes møde er så styret, at det igen ikke bliver ægte skørt eller gådefuldt. Både symboler og stil er stramt styret.

På den måde er de tavst brølende løver lovlig anmassende. På den ene side er de æstetisk klemt af dej og tasker, og på den anden side er de lige så symbolsk klemte i horden af koder, der skal aflæses.

Måske venter de på, at nogen kommer og slipper dem ud af deres bur?

For selvfølgelig handler løveskulpturerne i sidste ende om kunstmarkedets egen fødekæde. Et kunstværk er stadig det ypperste statussymbol, der signalerer penge og status. Og selvom kunstneren har nok så mange kloge og kritiske referencer, kan de ikke undslippe denne fødekæde, hvis de selv skal kunne købe deres daglige brød. Det er paradokset, som gør, at man alligevel får sympati for de tilfangetagne løver til sidst.

’Food Chain Café’. Nina Beier. Gl. Strand. Indtil 20. januar 2019.

Maria Kjær Themsen er ny kunstredaktør på Information. Hun har tidligere skrevet for bl.a. Weekendavisen og Kunstkritikk.