Heidi Laura er kendt af Weekendavisens læsere som kunst- og kulturskribent med særligt fagligt udgangspunkt i det afgrænsede: i jødedommen, jødisk kultur og livsform. Nu har Heidi Laura i en stort anlagt, smuk bog fordybet sig i – nå ja, en outsider, som dog engang var talk of the town, i manges øjne hovedsagen i dansk dekorationsdesign og national selvforståelse.
Der var en tid, hvor Heidi Lauras emne i den nye bog, biografien En bid af paradis, kunne konkurrere i dansk kendthed med H.C. Andersen, Den Lille Havfrue og rejemad i Tivoli, et sted, han i øvrigt også bidrog til at gøre ’wiinbladsk’.
Overalt prægedes inde- og udebilleder af den biograferedes krusedullede, venskabelige, altid elskværdige fantasifigurer af hyrder og hyrdinder, engle og fabeldyr, de samme motiver om og om igen, men på skiftende platforme; dertil østerlandske prinsesser og prinser til hest og i snabelsko og turban og krumsabel, foreviget i tusindvis i tegning og skulptur, på krukker formet som de tegnede figurer med trekantet næse, i fadenes bund med grønne havfruer og blå og røde enhjørninger – på vaser faun og fauninde eller som lysestager, på kopper og tallerkener søde bondemænd og bondekoner i jordløs, lugtfri idyl, i ballettens scenografi, på Pantomimen, på væggene i institutionerne – overalt de samme visioner og billeder i flere farver gentaget igen og igen og solgt på Fifth Avenue, Champs Elysees, i London og Tokyo, Amsterdam og Montreal, overalt disse vennesæle trinde, smilende væsener med blomster i håret og blomster i ørerne og alle vegne og røde kinder og øjne blå, nu og da omvendt; men i samme intime aldrig foruroligende verden, når man altså bare én gang var trådt indenfor, og det derefter i årevis var umuligt ikke at konfronteres af Wiinblads bud på paradis.
Man var nemlig aldrig i tvivl om ophavet: Bjørn Wiinblad.
Heidi Laura konstaterer i slutningen af sin overordentlig grundige indføring i Wiinblads liv og virke, En bid af paradis – Bjørn Wiinblad og hans tid, at det ikke helt forholder sig sådan mere, at Wiinblad for snart lang tid siden ikke længere er en trend eller en feber, at hans enorme efterladte værk ikke mere så eventyrligt som før erobrer rummene og præger danskernes ellers prosaiske hverdag.
Bjørn Wiinblad (1918-2006) blomstrede af og blev sat på loftet. Eller gik af mode. Var ikke mere den passende, overraskende eller snarere forventede værtindegave – i øvrigt i alle størrelser og prisklasser – og de steder, han før dominerede, tonede man ham ned eller pillede ham helt væk fra konsoller, kommoder og vægge.
Wiinblad havde jo været leveringsdygtig i alt og var nok den flittigste pottemager og lurendrejer i Danmarkshistorien. Wiinblad-brandet var nærmest et industriimperium på højdepunktet. Og dér stod Wiinblad temmelig længe.
Beundrere mumlede nu og da »Picasso« om Wiinblad, så alsidig og i hvert fald lige så produktiv som mesteren. Det skete, at inspiration udefra skinnede igennem. Idéer og impulser kom vitterligt syd- og østfra; i hvert fald i det ydre.
Tsunami af wiinblad-produkter
Wiinblad forblev Wiinblad og var ingen Picasso. Nedenunder Wiinblad var kun mere Wiinblad.
I hans kunst – eller brugskunst – produkter, hvis prototyper blev til i arbejdshuset i Hjortespring og dét i dynger – indsneg sig kun få dæmoner, selv om der nu og da faktisk var nogen. Men man skulle se godt efter. Wiinblad ville først og fremmest opfylde en efterkrigstid med harmoniske figurer og fredsommelige myter, som et nyetableret borgerskab internationalt set havde behov for, småborgerlighedens apoteose og kitsch eller ej.
Det korte af det lange: Wiinblad var dekorationens, æstetikkens og først og sidst kernefamilieborgerskabets foretrukne, en imødekommende mester og godmodig troldmand, dertil en levende målestok for smagen og leverandør af spidskompetencen i store dynger, umådelig dygtig og opfindsom i det håndværksmæssige.
Og som sagt flittig. Det var også mængden, der gjorde det.
Denne rent ud sagt tsunami af wiinblad-produkter blev måske også hans eftermæles fjende. Folk, endog hans inderligste fans, havde nået mætningspunktet, da Wiinblad omsider skulle møde sine venlige figurer i det hinsides.
Pludselig var det ikke til at holde ud, alt det Wiinblad, og så oven i købet over det hele. Danmark lignede ét stort Wiinblad-opslag i Bo Bedre.
Heidi Laura sætter livsværket i forstandig sammenhæng med den lange tid, hvorunder det blev til, og forsøger at vurdere kvalitet og holdbarhed i detalje og helhed. Forfatteren drager mange vidner ind i den store bemærkelsesværdigt smukke bog med forlagsredaktion ved Mette Palm og tilrettelæggelse af Lene Nørgaard, og forfatteren gengiver loyalt vidnernes udsagn: hvor man nu befinder sig i forhold til den store designer.
Det siger sig selv, at en anmeldelse af Heidi Lauras bog tager farve af skribentens forhold til emnet. Det er uundgåeligt, men urimeligt, eftersom det mere end værket er bogen om værket, det bør handle om.
Heidi Laura har så vidt man kan skønne det hele eller meste med. Hver en fase i Wiinblads produktion, hver større aftale og bestilling, hver en tildragelse i livet. Dette er simpelthen bogen om Bjørn Wiinblad, der vil kunne stå som autoritativt hovedværk i årtier. Eller hvem ved …
Forfatteren gør opmærksom på, at en nybølge af interesse for Wiinblad så småt kruser sig i moderigtighedens miljøer. Wiinblad er på vej til en genkomst, skal man tro Heidi Laura.
I så fald har nye interesserede, kan hænde samlere, bare at anskaffe sig Lauras bog. Uden at lyde næsvis egner den sig også til kakkelbordene. Også dem, Wiinblad designede.
Heidi Laura: ’En bid af paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid’. 330 s. ill. Gads Forlag. 260 kr.
