Læsetid: 5 min.

Maoistiske partisaner forsvarer stammefolk

Antropologen Alpa Shah har skrevet en indlevende og nuanceret skildring, der bygger på halvandet års ophold hos Indiens maoistiske guerillabevægelse og dens støtter blandt lokale folkegrupper, som statsmagten hidtil har ladt i stikken – eller søgt at fordrive
Kvindelig militsleder fotograferet i Chattisgarh i 2009.

Kvindelig militsleder fotograferet i Chattisgarh i 2009.

Redux/Scanpix

21. september 2018

Mellem 2008 og 2010 opholdt antropologen Alpa Shah sig i 18 måneder som både deltager og iagttager i den overvejende rurale indiske delstat Jharkand.

Her levede hun blandt adivasierne, et stammefolk, der står uden for kastesystemet og hører til de folkegrupper i Indien, som er blevet mest ringeagtet og mest svigtet af landets skiftende regeringer. Jharkand er desuden central skueplads for Indiens maoistiske opstande, der jævnligt skaber stedvis borgerkrigslignende tilstande.

Allerede i 2006 kaldte landets daværende premierminister de maoistiske bevægelser for »den største indre sikkerhedstrussel mod den indiske stat«.

I årtier har indiske politikere og kommentatorer skændtes om, hvorvidt oprørerne er terrorister, der holder fast i en forældet totalitær ideologi – eller om de er desperate forarmede rebeller med en retfærdig sag, der er tvunget til at gribe til våben for at beskytte sig selv imod en brutal statsmagt.

Frustreret over en fastlåst og polariseret debat besluttede Shah sig for selv at leve side om side med militante i de lokale samfund og på den måde opleve oprøret fra græsrodsperspektiv.

Hendes projekt er unikt, når man ser det i lyset af, hvor geografisk og kulturelt afsides disse samfund er. Hertil kommer de stadige farer, der er forbundet med at leve i en krigszone. Af samme grund har få outsidere opholdt sig længere end i nogle få uger i disse skovegne. Fraværet af grundige etnografiske undersøgelser har skabt en grobund for, at polemiske holdninger til oprørsbevægelsen er kommet til at dominere i de indiske medier.

Bemærkelsesværdigt er det, at Shah tilbragte sin sidste uge i Jharkands skove forklædt som mandlig partisan, hvor hun deltog i en 240 kilometer lang trekkingtur med en maoistisk deling. Nightmarch, hendes egen beretning om sin tid med maoisterne og de civile adivasier under deres førerskab, er en af de mest nuancerede og vidensmættede fremstillinger af denne bizarre og grumme konflikt.

Dagens indiske maoister har en oprindelse, der går tilbage til naxalitiske oprør i slutningen af ​​1960’erne, som vitterligt var stærkt influeret og ansporet af Maos samtidige kulturrevolution. Selv om de fleste af disse opstande allerede i begyndelsen af ​​1970’erne var slået hårdhændet ned af indiske regeringsstyrker, kæmpede afskalninger af den oprindelige bevægelse videre.

I 2004 blev flere af disse grupperinger så genforenet i en ny politisk og militær organisation: Indiens (maoistiske) Kommunistiske Parti og Folkets Befrielsesguerillahær.

Ifølge den indiske regering er hele 20 af landets 28 delstater berørt af konflikten med maoisterne. Reelt er epicentret for de maoistiske operationer dog begrænset til det sydøstlige Indien, herunder frem for alt til dele af Andhra Pradesh, Bihar, Chattisgarh, Jharkhand og Orissa.

At oprørsbevægelsen har vist sig levedygtig beror på, at de maoistiske grupper så konsekvent er gået til angreb på nogle af Indiens socioøkonomiske uhyrligheder, herunder kastesystemets hierarkiske vold og den racistiske udnyttelse af adivasierne.

I det 21. århundrede har maoisterne vundet yderligere momentum ved at koble deres kamp på miljøprotester. I 2003 begyndte den indiske stat at tildele lukrative minedriftskontrakter til multinationale selskaber, især i det mineralrige Chattisgarh og Jharkhand i en ambition om at skabe et større beskatningsgrundlag.

De maoistiske bevægelser har siden gjort sig umage for at organisere lokalbefolkningen, så den kan modstå statens og de store selskabers bestræbelser på at rydde og klargøre landområder til industriel udvikling. Som vidne til statsmagtens og selskabernes interventioner i stammebefolkningers jordrettigheder beskriver Shah, hvad hun kalder »den destruktive kraft i en af vor tids største etniske udrensningsoperationer«.

Efterfølgende indiske regeringer har dæmoniseret og endog kriminaliseret enhver forbindelse med eller bare antydning af sympati for den maoistiske sag. I juni i år blev fem menneskerettighedsaktivister – forsvarere af civilsamfundet imod overgreb fra statsmagtens side – anholdt på grund af »maoistiske forbindelser«. I august blev andre fem tilbageholdt under det samme påskud.

Shah derimod menneskeliggør de maoister, hun møder og beskriver den selvopofrende idealisme, som hun finder, kendetegner bevægelsens lederskab. Mange ældre maoister blev født ind i de højere kaster blandt de bedre uddannede klaner, sluttede sig til de globale protestbevægelser i 1960’erne og 70’erne og opgav siden deres familier og karrieremuligheder inden for eliten for i stedet at kæmpe som fuldtidsrevolutionære for nogle af Indiens fattigste mennesker.

Shah fortæller, hvordan Gyanji, lederen af ​​den deling, som hun marcherede sammen med, stadig taler og fører sig kultiveret frem på måder, der vidner om hans højkaste-opdragelse, 25 år efter at han sluttede sig til den ​​maoistiske ’Jungle Sarkar’ (Skovstaten). Han er i visse henseender en usandsynlig guerilla, tilsyneladende mere interesseret i »stæreflokkenes dans« eller i »europæisk og hindi- og urdusproget poesi« end i landminer.

Hun er også opmærksom på historierne om menige adivasier, som slutter sig til maoisterne ud fra forvirrende mange motiver. I begyndelsen af ​​2000’erne sponsorerede den indiske regering oprettelse af ​​lokale militsgrupper til bekæmpelse af maoistisk kontrol. Deres ’brændt jord’-taktik med ødelæggelse af landsbyer, hvis indbyggere blev beskyldt for at hjælpe eller huse maoister, drev mange adivasier direkte i armene på Folkets Befrielsesguerillahær.

Andre har mindre og mere personlige grunde: En 16-årig partisan ved navn Kohli gik over til maoisterne, fordi hans far slog ham for at spilde en kop mælk. For nogle er tilslutning til naxalitterne en form for ungdomsoprør, en måde at slippe fri fra familiens kontrol og opleve en anden verden hinsides deres landsby.

Alligevel romantiserer Shah på ingen måde maoisterne eller deres forhold til de lokale adivasi-samfund. Hun skildrer også, hvordan deres politiske dogmer, deres udtalte idealisme til trods, forherliger vold og kan fremme korruption.

Uanset de mange strabadser, der er forbundet med at leve en tilværelse som adivasier (der i bedste fald indebærer usikker adgang til mad, lægehjælp og uddannelse), er Shah opmærksom på, hvad indere uden for junglen kan lære af denne livsform – f.eks. nyder adivasi-kvinder langt højere niveauer af ligestilling, end tilfældet er i det stadig kasteplagede indiske samfund.

Men samtidig bekymrer hun sig også for, at maoisternes grundlæggende foragt for ’stammeskikke’ skal underminere deres erklærede hensigter om at opbygge lokale folkedemokratier.

»Det er uundgåeligt, at stammekulturerne vil gå tabt med udviklingen,« siger en højtstående maoist til hende.

Shah ser kun en langsigtet løsning for sig på de fortsatte borgerkrigstilstandes uretfærdigheder: at Indien besinder sig på sit forfatningsmæssige demokrati og de rettigheder, som dette foreskriver, og påtager sig en fuld inddragelse af disse stammesamfund, som det så længe har marginaliseret og endog forfulgt. Nightmarch tilbyder os en reflekteret, sympatisk og afbalanceret analyse af konflikten – og er en af de meget få beretninger, vi har, der overhovedet giver disse mennesker en stemme.

Alpa Shah: ’Among India’s Revolutionary Guerrillas’. Hurst, 256 sider, 20 britiske pund.

© The Guardian og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen.

’Mao – the man who made China’ er muligvis den bedste udgivelse i nyere tid om Kinas skæbnemager Mao Zedong
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • David Zennaro
Carsten Munk og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Reelt er epicentret for de maoistiske operationer dog begrænset til det sydøstlige Indien, herunder frem for alt til dele af Andhra Pradesh, Bihar, Chattisgarh, Jharkhand og Orissa."

Der skulle nok stå "det østlige Indien". Jharkhand er nordøst, Andhra Pradesh er sydøst.