Læsetid: 5 min.

Marit Tusviks ’I hans arme’ er en gribende roman om et dysfunktionelt parforhold

Marit Tusviks roman skildrer velskrevet og velstruktureret, hvordan det kan lade sig gøre at blive fanget i et forhold, som man i virkeligheden godt ved, ikke er godt for en
14. september 2018

Hvor godt kender vi egentlig dem, vi kalder vores nærmeste? Hvad sker der, når vi lukker et nyt menneske ind i vores liv?

Norske Marit Tusvik har skrevet en forrygende, uhyggelig roman om, hvor galt det kan gå, når den, man lader komme helt tæt på, viser sig at have skjulte sider. Når det, der har ligget gemt under overfladen, langsomt begynder at dukke op.

Tonen er sat fra første side:

»Da jeg var lille, bandt folk sten og tov rundt om det de ikke ville have længere og smed det i havet. Komfurer, symaskiner, stribede madrasser, kopper med skår, cykler og badekar. Nu er det væk, sagde de. Men det ligger der. Jeg ser det for mig. Et badekar på havets bund.«

I hans arme udspiller sig i midt-1980’ernes Oslo. Den 23-årige Sofia er gået fra sin kæreste og er flyttet for sig selv. Hendes fremtid står åben, og hun er utålmodig efter at komme i gang med livet. Sitrende, faktisk. Hun arbejder som vikar på et bibliotek, ellers bruger hun dagene på at tegne og male, mens hun hører Joni Mitchell og spekulerer på, hvad hun skal studere. Sofia er selvstændig og reflekteret, men hun er også, som man er i den alder: letpåvirkelig og åben for indtryk.

Marit Tusvik: ’I hans arme’.

Hun er nysgerrig og bliver begejstret over alverdens ting – planter, lyset som falder ind over hendes tegnebord, nye bløde pensler. Da hun møder den 15 år ældre amerikaner Frank, tænker hun, at han passer perfekt ind i dette frie, ubekymrede liv. Han er alt det, som hendes jævnaldrende ekskæreste ikke var:

»En voksen mand. En moden mand færdig med jalousi og kontrolbehov og alt det barnlige jeg ikke orkede. En globetrotter, en intellektuel, en verdensmand.«

Selvfølgelig kunne hun ikke tage mere fejl.

Fremragende sprog

Det hele begynder meget uskyldigt. Sofia og Frank møder hinanden til en fest, og hun forelsker sig hovedkulds. Hans charme smitter af på alle omkring ham:

»Jeg følte mig stærk. Vild og smuk. Jeg vidste, at jeg strålede.«

De indleder et forhold, efter et par uger spørger den nye kæreste, om han må stille et par kasser i Sofias kælderrum. Det er der intet mistænkeligt ved. Så begynder kasserne én efter én at dukke op i hendes lejlighed, til sidst er han mere eller mindre flyttet ind. Gradvist, igennem små subtile justeringer, begynder Frank at overtage Sofias liv, indtil hendes tilværelse ligner et mareridt, hun ikke selv har kontrol over:

»Senere, når jeg tænkte på forskellen mellem det første og det andet møde, var det første som at få et ønske opfyldt og det andet som at vågne op inde i en andens drøm og opdage, at jeg var hovedpersonen.«

Marit Tusviks sprog er virkelig fremragende. I hans arme er skrevet i prægnante, korte sætninger, fortællerens betragtninger er sanselige og taktile, så man mærker og dufter og ser det: Et hjerte, der banker under huden, nybagt brød og tordenvejr uden for en glasveranda.

Det er Sofia, der fortæller, og romanen er ikke kun dyster, den er også frisk og morsom, som hun selv. Som når hun ved romanens begyndelse besøger sine forældre og støder på sin far i haven:

»Jeg er din datter, råbte jeg, hvem er du?«

Hendes energi og kreativitet er en drivkraft i teksten, og så meget desto mere frustrerende er det, når forholdet til Frank begynder at gå ud over hendes kunst. Det er knugende og klaustrofobisk, men samtidig så let fortalt. Måske fordi der hele tiden er en balance imellem det alvorlige og skræmmende og så det komiske og fuldstændig absurde i Franks utilregnelige humør:

»Huset er et skib, sagde jeg og forsøgte at sige noget enkelt. Nej, sagde Frank, du er skibet. Så er du et fjeld. Han brølede: Jeg er ikke et fjeld!«

En kvælende magtrelation

Uden at afsløre for meget bliver det hurtigt tydeligt, at Frank ikke er helt så afbalanceret som først antaget. Han roser Sofia til skyerne, når de er ude blandt andre, men taler nedværdigende til hende, når de er alene. Han beskylder hende for at være barnlig, men behandler hende selv som et barn. For eksempel den dag, de farver deres lagner lilla og blå og hænger dem til tørre i haven:

»Jeg var glad og stolt da vi betragtede værket på tørresnorene, og blev helt paf da Frank greb min hånd og sagde: Du er træt nu. Jeg lo. Hvad mente han? Han lagde hånden på min pande. Luk øjnene og mærk efter, lille hvirvelvind. Han sagde det blidt. Jeg lukkede øjnene og mærkede efter. Måske var jeg lidt træt?«

Det er skræmmende og overbevisende, hvordan tilsyneladende harmløse eller kærlige handlinger kan vokse sig til en kvælende magtrelation. Som læser er man ikke et sekund i tvivl om, hvorfor hovedpersonen falder for denne mand, og det er heller ikke svært at forstå, hvorfor hun bliver i forholdet, efter at det bliver ubehageligt.

Samtidig begynder man, som hende, at spekulere på, hvem Frank egentlig er. Flygter han fra noget? Er han deprimeret? Skylder han penge? Han er på én gang dominerende og paranoid, umulig at regne ud. Romanen tager en drejning til sidst, som efterlader mig helt åndeløs.

»Hvem ved hvordan et menneske er inderst inde?«

Tusviks roman er en gribende skildring af, hvordan det kan lade sig gøre at blive fanget i et dysfunktionelt forhold, ikke mindst hvordan små glimt af den person, man elsker, kan holde håbet i live. Det, der gør romanen så stærk, udover tidsbilledet og det gennemførte sprog, er, hvordan dynamikken imellem de to, ikke mindst den uudgrundelige afstand imellem dem, langsomt bliver afsløret i små intime øjeblikke. Som når der står:

»Frank så på mig og smilede. Jeg tænkte: Han tror jeg står og beundrer ham.«

Eller:

»Vi er søde i spejlet, sagde jeg da vi kyssede. Det er du også, sagde han.«

Der vil altid være sider af den anden, som man ikke har adgang til.

Marit Tusvik: ’I hans arme’. Oversat af Jannie Jensen. Batzer og CO., 244 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu