Læsetid: 4 min.

Et menneske, der svigter og svigtes

Jón Kalman Stefánssons nye roman ’Historien om Asta’ begynder forrygende, men så går der susepulver i den
14. september 2018

Island rimer på lidenskab hos Islands store romanforfatter Jón Kalman Stefánsson (f. 1963).

De følelser, som personerne mangler ord for, river dem rundt i dramatiske kærlighedshistorier, som de siden bruger et halvt liv på ikke selv at forstå.

Den lunefulde lykke er også det centrale motiv i Stefánsson nye roman, Historien om Asta, der som sine forgængere, Fisk har ingen fødder og Nogenlunde på størrelse med universet, skildrer et menneske, der svigter og svigtes. Men snarere end et kvindeligt skæbnedrama bliver romanen en beretning om et barn, der betaler prisen for sine forældres dumheder.

Romanen opridser en barsk historie fra de onde, gamle dage, da et pigebarn ansås for voksen og ansvarlig, når nogen mente, at hun så voksen ud.

Asta er en fighter, hun har skønhed, intelligens og værdighed. Men hendes liv knækker, da hun som 14-årig brækker næsen på en klassekammerat, der prøver at voldtage hende, og hun bliver sendt på genopdragelse hos en bonde i det øde vestland.

Mor stikker af

Asta mukker ikke, men tager sin skæbne på sig. Desværre virker romanens snakkesalige fortæller ikke klogere end sin unge hovedperson. I stedet for at kommentere den uretfærdighed, at kun Asta bliver straffet for episoden (voldtægtsdrengen kunne måske også bruge lidt genopdragelse?), uddrager fortælleren følgende poetiske, men også banale pointe:

»Heldigere stillet er de for hvem barndommen ebber så langsomt ud at den egentlig aldrig forsvinder.«

I sin brug af fortællerstemmen er det, som om Stefánsson selv farer vild i beretningen om Asta. Livet igennem jager titelpersonen lykken andre steder end i det lille islandske samfund, der stempler og afviser hende.

Men hverken Asta selv eller romanens fortæller reflekterer over hendes handlinger, og romanen udvikler ikke hendes karakter. Tværtimod lyder Asta mere klog på sit liv, da hun som 14-årig alene i verden bider tænderne sammen, end i sine længselsfulde breve 40 år senere.

Romanen begynder forrygende med beskrivelsen af Astas forældre, hvis erotiske tiltrækning suger dem mod hinanden. Sigvaldi er maler, ikke af kunst, men af vægge og facader i de tidlige 1950’eres hastigt voksende Reykjavik. Helga er smuk som den unge Elizabeth Taylor i filmen En plads i solen. Men uheldigvis har Helgas kunstnerboheme af en far ikke forberedt hende på husmorlivet. Som 19-årig stikker Helga af fra mand og to små døtre samt det uvaskede køkkengulv i kælderlejligheden.

Bogen mangler overblik og struktur

Den spæde Asta bliver fundet grædende alene i vuggen af den kvinde, der bliver hendes elskelige plejemor:

»Tænk at det faldt livet ind at velsigne mig gamle kone med sådan en som dig.«

Men den lykkelige barndom slutter, da Asta bliver sendt væk – og siden bebrejder sig selv, at hun af teenageagtig flovhed svigtede sin plejemor og afviste at omfavne hende, da de tog afsked ved rutebilen.

Jón Kalman Stefánsson: ’Historien om Asta’.

Tilmed indhentes Asta af sin mors skæbne, da hun ved hjemkomsten til Reykjavik stemples som en femme fatale. Som 15-årig bliver hun smidt på gaden af sin far, og da hun er 19, afviser kæresten Gudjon både hende og det barn, hun venter med ham:

»Du er nemlig hjerteløs … det kan være en trøst for dig, at du vil nå langt med din kusse.«

Jón Kalman Stefánsson kan beskrive sind formørket af begær og vrede, så man forstår, hvorfor velmenende mennesker opfører sig som røvhuller.

Romanen er fortalt i brudstykker, dels gennem den voksne Astas breve til en elsket eksmand, dels gennem Sigvaldis erindringer, da han efter et fald fra en stige ligger døende på et fortov i Stavanger. Som fortælleren reflekterer:

»Det er naturligvis ikke muligt … at fortælle kronologisk om et individs liv … I samme øjeblik den første erindring har slået rod i bevidstheden holder vi op med at opfatte og tænke lineært og lever derefter lige så meget i det forgangne som i nuet. Men længslen efter sammenhæng er stærk.«

Her konfronterer fortælleren selv romanens problem med at skabe sammenhæng mellem synsvinkler og tidsplaner. Bedst fungerer beskrivelserne af Astas ungdom, hvor portrættet af den elskelige plejemor lyser op, sammen med skildringerne af bonden Arni og hans demente mor på vestlandet, hvor Asta forelsker sig i Josef med de smukke øjne.

Men så går der susepulver i handlingen. CV-agtigt overflyves Astas voksne liv, hun studerer i Wien og Prag, sutter pik på professoren og bliver ekspert i Kierkegaard, uden at romanen etablerer sammenhængen mellem hendes forhutlede ungdom og det intellektuelle liv, hun får skabt. Psykologisk og kompositorisk savner Historien om Asta det overblik, der karakteriserer Stefánssons tidligere romaner.

»Hvor er min lykke, har du set den strejfe omkring her? Gemmer den sig under sengen?« spørger bogens fortæller. Romanens svar er, at lykken tilhører de nøjsomme og nærværende, der som Astas plejemor samler op på andres forladte børn – og siger tak til.

Jón Kalman Stefánsson: ’Historien om Asta’. Oversat af Kim Lembek. Batzer, 480 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu