Læsetid: 7 min.

Mennesket er i flertal

Kwame Anthony Appiah fortæller i sin nye bog smukt om, hvordan vi ikke kan leve uden bokse til vores identitet – men også om, hvor skøre og skæve de bokse er, når man kigger efter
28. september 2018

I en tid, hvor enhver kommentator skal udtale sig pavlovsk forarget om identitetspolitik, er det befriende at læse en bog, der taler identitet uden forargelse og politik uden aggression.

I en velskrevet og vidende fortælling har den ghanesisk-engelske filosof Kwame Anthony Appiah formået at demonstrere væsentlige teoretiske pointer nærmest uden teori. The Lies That Bind: Rethinking Identity er en show it, don’t tell it om alle de måder, hvorpå vi konstant bokser os selv og andre inde i identitetskategorier og om alle de måder, hvorpå boksene har huller og buler.

I en lille overdrivelse, der ikke rigtig adresseres i bogen, skriver Appiah om løgne, der binder, som bogen hedder, binder og forbinder. Han mener ikke løgne som bedrag, men som myter, historier, vi fortæller, redskaber, vi bruger til at reducere verdens kompleksitet og foranderlighed med.

Appiah er som person og i sin filosofi verdensåben. Og det så meget, at hans læser uvægerligt og ironisk kommer til at føle sig meget provinsiel og ueventyrlig.

Appiah har en britisk mor og en ghanesisk far, og begge forældre har magtfulde slægtninge inden for politik og den akademiske verden. Han blev opfostret i Ghana og uddannet i England og arbejder nu i USA, på New York University som professor i både filosofi og jura. Ud over det akademiske, hvor han er en af verdens mest indflydelsesrige nulevende filosoffer, så udgiver han også skønlitteratur. Desuden er han gift med Henry Finder, chefredaktør på The New Yorker.

Identitet for Appiah er derfor ikke noget givet, men noget sammensat og bevægeligt. Samtidig fortæller han bogen igennem, hvorledes identitet også er noget, man bliver tilskrevet af andre. »Hvor er du fra?« som taxachauffører i hele verden spørger ham. At han er sort og taler overklassebritisk engelsk forvirrer dem meget, der er uorden i kategorierne. Klart og entydigt svar udbedes.

Bogen handler om skismaet mellem en bevægelig identitet og alle lukningsforsøgene. Den handler om vores alle sammens behov for at slå vores identitet fast, vores forsøg på ikke at blive holdt fast af andres idé om vores identitet og om alt det forunderlige og foranderlige materiale, vi bygger identiteter med.

Skabes og genskabes

I det første kapitel og eneste, der diskuterer teori, fortæller Appiah, at alle former for identitet har tre ting til fælles:

1) De kommer med mærkater: mand, dansker …

2) De betyder noget for folk, fordi de giver en fornemmelse af, hvor og hvordan man passer ind i verden.

Og 3) så giver de ikke kun dig grunde til at gøre noget, men også andre mennesker grunde til at gøre noget ved dig. De hjælper os til at fordele interesse, rettigheder, goder, kærlighed, had etc. i såvel vores personlige som kollektive liv.

»Sociale identiteter,« siger Appiah, »er måske nok funderet i fejltagelser, men de giver os konturer, høflighed, værdier, formål og mening i tilværelsen.«

Identiteter ikke bare er. De gør også. De findes ikke bare. De skabes og genskabes hele tiden. Der er konstante spændinger mellem deres eksistens og deres skabelse, mellem det, at de er, og det, de gør.

En af de måder, vi håndterer den spænding på, er ved at ignorere den, ved at essentialisere vores identitet, påstå, at den er fast, sikker, uafhængig af andre, og ved at tilskrive vores identitet en uendelighed af fællestræk med andre, vi mener at dele identitet med, og som så gør os så forskellige fra dem, vi mener er nogle andre.

Fantastiske historier og enorm viden

Bogens hoveddel er fem kapitler, der hver især tager sig af én væsentlig identitetskategori: tro, nation, race, klasse og kultur.

Hvert kapitel har også en hovedperson, der legemliggør identitetens bevægelighed, f.eks. Amo Afrikaneren, der blev taget fra Guldkysten og givet til en oplyst hertug, der opdrog ham. Amo blev siden en anerkendt filosof i det nuværende Tyskland, inden han rejste hjem til en ukendt skæbne.

Appiah fremtryller fantastiske historier og enorm viden fra hele verden og mest fra fortiden, vævet sammen med hans egen livshistorie. Det er virkeligt smukt skrevne og oplysende kapitler, der igen og igen demonstrerer, hvor forunderlig og mangfoldig verden er.

Religion tenderer vi til at tænke som sæt af evigt uforanderlige trossætninger i stedet for som foranderlige praksisser og fællesskaber. Appiah viser i bogens måske smukkeste kapitel, hvordan religion mere er en praksis end en tro.

En del af den praksis er et fortolkningsfællesskab selv for fundamentalister, der tror, de har bogen og intet andet. Fællesskabet og praksissen omkring tro er altid også et større fællesskab også med anderledes- eller ikketroende.

Nation er et sammensurium af fakta og løgn, af slægtsbaner og velfortalte myter, af genuine oplevelser af samhørighed og af manipulerede historier.

Raceidentitet er de ydre forskelle, vi ser, og de indre forskelle, vi forestiller os. Appiah viser, hvordan racebiologisk tænkning måske er så nogenlunde væk – men en »tro på essentiel forskel mellem Os og Dem er stadig udbredt og mange fortsætter med at tro, at forskellen er medfødt«.

Klasse er det mindst vellykkede kapitel, da ærindet her bliver lidt uklart. Men igen handler det om at vise, hvordan en identitet – her klassetilhørsforhold – kun giver mening, indtil man kigger på den. Og at der er et væld af klasseforhold og klasseårsager, der ikke går op i hinanden til én klar klasseidentitet.

Den femte og sidste identitetskategori, kultur, er ligesom klassekapitlet lidt ufokuseret. Hovedærindet er et opgør med ideen om en vestlig civilisation som en selvfølgelig, meningsfuld og autonom størrelse. Det har han skrevet bedre om andre steder (f.eks. i artiklen »There is no such thing as a western civilization« i The Guardian i 2016).

»Alle kulturelle praksisser og objekter er mobile. De kan lide at sprede sig, og næsten alle er selv skabt af sammenblandinger.«

Det gælder også den vestlige civilisation – og det gælder, som han også skriver, om ideer om panafrikanisme, den muslimske verden og andre kulturelle overkategorier, hvis primære formål synes at være at dække over den uendelige variation indadtil og forbundethed udadtil, som kulturer reelt har.

Ringe behandling af køn

I det sidste afsnit af kulturkapitlet opsummerer Appiah en række væsentlige pointer med bogen, så derfor dette lidt lange citat:

»Værdier er ikke en fødselsret: Du er nødt til at fortsætte med at tage vare på dem. At leve i Vesten, hvordan du end definerer det – at være vestlig, hvordan du end definerer dét – giver ingen garanti for, at du vil interessere dig for vestlig civilisation. De værdier, som europæiske humanister kan lide at udbrede, tilhører lige så meget den afrikaner eller asiat, der tager dem entusiastisk op, som de tilhører europæeren. Efter den logik, tilhører de ikke den europæer, der ikke har gjort sig den anstrengelse at forstå og indoptage dem. Det samme er selvsagt sandt for det, vi kalder ikkevestlige kulturer. Historien om den gyldne klump (vestlig civilisation som ubrudt forløb fra de antikke grækere eller jødisk-kristen kulturarv, red.) antyder, at vi ikke kan lade være med at bekymre os om ’Vestens’ traditioner, fordi de er vores. Faktisk er det modsatte sandt. De er kun vores, hvis vi er optaget af dem. En kultur af frihed, tolerance og rationel undersøgelse: Det ville være en god idé. Men de værdier udgør valg, der skal tages, ikke spor lagt ned af en vestlig skæbne.«

En væsentlig mangel i bogen er dens ringe behandling af køn og særligt seksualitet som en identitetskategori. Køn optræder lidt tilbagetrukket bogen igennem, mens feminisme mobiliseres indledningsvist som en af de afgørende traditioner og metoder, der har åbnet identitetskategoriernes lukkethed.

Det er kun i taksigelsen bagest i bogen, at Appiah kort fortæller om sin homoseksualitet. Han har ellers i stort omfang brugt sin livs- og familiehistorie, men vi får ikke noget at vide om, hvordan det var at vokse op som mand, blive til den slags mand, han er, den slags homoseksuel, han er som gift, hvilket ikke var muligt tidligere, og mange steder stadig ikke er det. Det ville jeg gerne høre mere om.

Hvad skal vi gøre?

Bogen er venligt forsigtig. Den går langt i en generøs forståelse af, hvordan vi konstant essentialiserer vores identitetskategorier, og holder sig mestendels fri af fordømmelse. Bortset fra de særligt grelle eksempler. Det har en pris, som Appiah villigt betaler, fordi han vil åbne en samtale, ikke afgøre en uenighed. Prisen er, at hans positive råd og forslag er meget uklare.

Dertil kommer, at han kun meget lidt og indirekte kommenterer på nutiden. Hvad skal vi gøre efter at have læst bogen? Opføre os ordentligt over for andre, der ikke ligner os? Udforske og udfordre vores egen identitet? Revolutionere verden og dens institutioner?

Hvis han har er bud, så får vi det ikke her. Det er i tråd med bogens oplysningsoptimistiske budskab om at tænke selv, men mere kunne være sagt. Og på trods af den fine inddragelse af sin egen historie kunne Appiah have spurgt mere til forudsætningerne for sin egen lykkelige kosmopolitisme.

Hvad skal der til for, at man kan erkende sin identitets kontingens og stadig finde sig hjemme i den? Kan vi alle lege med vores identitet, eller er det en særlig position eller endda identitet? Kan flygtningen, der ikke frivilligt har valgt at blive immigrant, og hvis nye land beskriver hende som snylter, vælge at sætte sin identitet i spil med nye spændende kombinationsmuligheder? Hvad med den uuddannede, der ser sine jobmuligheder forsvinde og ser sig ignoreret eller udskammet af sine politikere?

Appiah argumenterer overbevisende for, at alle identiteter er åbne og bevægelige, hvor faste og hårde de end ser ud. Men han overbeviser ikke om, at alle vil kunne finde glæde i at indse det.

Kwame Anthony Appiah, ’The Lies That Bind: Rethinking Identity’. Profile Books 2018, 260 sider, 199 kroner.

Fukuyama skriver vidunderligt, tænker frit og analyserer åbent. Men ’Identity’ er også først og sidst en bog om en forhenværende embedsmand, som vil forsvare det bestående regime
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu