Læsetid: 7 min.

’On Rape’ prøver at sige noget vigtigt om voldtægt. Det lykkes bare ikke rigtigt

Den store australske feminist Germaine Greer har ret i én ting: At debatten om voldtægt lider under misforstået hensyn til ofrene og angst for at pille ved det feministiske arvesølv. Desværre bliver det ikke den her bog, der rykker diskussionen fremad
Det, der gør ’On Rape’ til en desværre ikke særlig god bog, er, at Germaine Greer ikke folder sine synspunkter ud og følger dem hjem.

Det, der gør ’On Rape’ til en desværre ikke særlig god bog, er, at Germaine Greer ikke folder sine synspunkter ud og følger dem hjem.

Geraint Lewis

28. september 2018

»Det kan meget vel være, at heterosex er dødsdømt (…) En ’same-sex/no-sex’-verden kan ende med at være det fattige alternativ. Hvis vi kvinder elsker mænd, og det gør vi, en hel del mere end de elsker os, må vi finde en vej ud af det søle af bitterhed og beskyldninger, som vi ser ud til at være faldet i.«

Så er vi ligesom i gang. Eller det vil sige, det kunne man ønske.

Desværre er det de sidste, ikke de første, sætninger i Germaine Greers nye bog. Og de 76 sider, der ligger forud, giver ikke grundlag for den konklusion. Faktisk er det først på den allersidste side, at hun afslører, at hun anser voldtægt og diskussionen derom som et symptom på en større krise i heteroseksualiteten.

Indtil da er det faktisk helt enormt svært at gennemskue, hvad det er, den indflydelsesrige feminist egentlig vil sige med, skal vi kalde den pamfletten, On Rape, der i denne måned udkom på engelsk.

Greer forarger

Det afspejler reaktionerne i Storbritannien også. Det er her, den australskfødte Gerimane Greer primært slået sine akademiske folder – hun forlod for nylig en stilling som professor i engelsk litteratur ved University of Warwick – og det er også her, at hendes til tider meget kontroversielle optræden i debatten har affødt voldsom kritik.

Som da hun i et interview om transkønnede udspyede:

»Bare fordi du hakker din pik af (…) gør det dig ikke til en fucking kvinde.«

Eller da hun i forbindelse med #MeToo mente, at kvinder selv bidrog til miseren ved at indvilge i at »sprede deres ben« og advarede ofre for Harvey Winsteins overgreb om, at de risikerede at blive set som »karrierevoldtægstofre«.

Og som det ofte gælder for provokatører, der skiver bøger, kom forargelsen denne gang, før On Rape udkom, da Germaine Greer i et interview blandt andet foreslog, at straffen for voldtægt skulle nedsættes. Og som det lige så ofte gælder, forstummer forargelsen, når bogen faktisk udkommer.

Jo, oftest fordi man i bøger har mulighed for at underbygge de korte udmeldinger, som medierne giver. I tilfældet On Rape måske nærmere fordi det er en sær bog, som smutter lidt mellem læserens fingre.

Mands penis i kvindes vagina

De fleste kapitler er bygget op som en gennemgang af en eller flere konkrete voldtægtssager for så at slutte af med ofte helt løsrevene betragtninger om dette og hint. Eksempelvis at kvinder tit fantaserer om voldtægt og derfor … øh … det fortaber sig lidt.

Og hun skifter i bogen regelmæssigt mellem på den ene side at kalde voldtægt for en banal del af hverdagslivet og på den anden side noget spektakulært.

»Der er sandsynligvis mere ufrivillig end frivillig sex i verden,« skriver hun eksempelvis.

Et postulat, der er svært helt at gendrive, men trods alt sværere at argumentere for. Og ret så pludseligt skriver hun så et andet sted, at voldtægt ikke handler om sex, men om vold, og at høje straffe kan føre til, at voldtægtsmændene i stedet dræber deres ofre. Pludselig knap så banalt og hverdagsagtigt.

Selv det allermest fundamentale, nemlig en begrebsafklaring af voldtægt, ender uafklaret:

»Ordet voldtægt, som det bliver brugt i dette essay, refererer alene til ufrivillig penetration af en vagina hos en kvinde af en mands penis.«

Her kunne man jo godt komme i tanke om en hel del situationer, som ikke ville falde herind under, men det forholder Greer sig ikke yderligere til. Intet sted fremlægger hun det som en afgrænsning – hun kunne jo bare have skrevet: Det her er en bog om den typiske heteroseksuelle voldtægt. Og derfor fremstår det bare som et svagt analytisk fundament.

Udvider viften

Jeg har i det hele taget gentagende gange lyst til at bryde ind og sige:

»Det, Germaine prøver at sige, er …« under læsning af den store feminists lillebitte bog.

For teksten – som hun selv kalder et essay, men som i så fald er et ret usammenhængende eksempel på genren – rabler lidt derudaf i en slags stream of consciousness med underbyggede argumenter og direkte modsatrettede konstateringer, hvor tråden ikke tages op fra det ene kapitel til det næste. Som en antologi over et menneskes tanker i meget forskellige sindstilstande.

For der er noget at sige. Og Germaine Greer gør forsøget. F.eks. når hun antyder et opgør med sin næsten samtidige tænker Susan Brownmiller, hvis bog Against our Will var afgørende for at etablere forestillingen om et næsten automatisk ’voldtægtstraume’ og fasttømrede antagelsen om, at voldtægt var det værste, en kvinde kunne udsættes for.

Det var måske nødvendigt i 1970’erne, fordi voldtægt hidtil var blevet behandlet som en ulykkelig og heldigvis meget sjælden forbrydelse.

Men det er ikke længere tilfældet, og Germaine Greer har derfor ret i, at vi må udvide viften af muligheder for ofre – inklusive den mulighed, at hun rejser sig op, børster knæene og går videre i livet – fordi, som Greer skriver:

»Hun kræver retten til sit eget narrativ« i stedet for at tillade, at gerningsmanden »tog noget fra hende«.

Og hun har en vigtig pointe i, at vi må adskille de voldelige overfaldsvoldtægter fra dem, der sker i parforholdet. For vi må anerkende – med al den risiko det indebærer for victim blaming – at sex er svært, »måske endda sværere end samtale«, som Greer formulerer det. Og at en voldtægt derfor kan have sin rod i dårlig kommunikation, i svage signaler fra den ene part og »dovenskab, ligegyldighed og ufølsomhed« fra den anden, sådan som hun har udtrykt det i et interview – og ikke i onde hensigter.

Det hele drukner

Germaine Greer rejser også million dollar-spørgsmålet: Hvad hulen skal vi stille op med, at voldtægt ikke straffes? Hvordan skal vi knække det paradoks, at befolkningens bevidsthed om voldtægtens omfang og skadevirkning er steget de sidste 30 år, men at dommere og juryers tilbøjelighed til at dømme voldtægtsmænd er faldende i store dele af den vestlige verden?

Hun »smider den tanke ud i verden«, at det måske handler om, at straffen er for hård, og at man derfor vil undlade at dømme i tvivlsspørgsmål. Og dér kunne den måske få et langt og sundt liv i debatten – hvis det da ikke lige var, fordi hun garnerede den med smårablende, underbyggede påstande.

Det hele drukner lidt i hendes afsluttende bemærkning:

»Alene det, at jeg foreslår det, vil skabe et ramaskrig, og det er grund nok til at gøre det.« 

Det er temmelig kedsommeligt, når kloge koner opfører sig som coladrikkende trolde på internettet.

Kræver fødselshjælp

Germain Greer har altid været et besværligt bekendtskab – ikke kun, når hun skyder fra hoften i et ophedet interview, men også i sine skriverier. I perioder af sit forfatterskab har moderskabet været det værste fængsel, i andre kvindelighed i sin essens. Manden har været kvindens fængselsvogter, lige indtil han var nøglen til hendes frigørelse – også fra andre kvinders undertrykkelse.

Svær at elske, men alligevel umulig at komme udenom som markant tænker i det, der har fået betegnelsen feminismens anden bølge. Ikke mindst med hendes uomgængelig værk Den kvindelige eunuk (1970). Greer har altid optrådt provokerende, aggressiv og sarkastisk og ikke særlig imødekommende som person (læs: kvinde). Hun er skide vred, og det er netop hendes styrke og en pointe i sig selv (læs: Kvinder må helst ikke være skide vrede).

På mange måder lapper hun over til tredjebølgen. Ikke så meget til dens mere poststrukturalistiske tilbøjeligheder, men i højere grad til, hvad man kunne betegne som den sexpositive del af tidens feministiske strømninger. For Greer har ligestillingen aldrig været det centrale. Greers projekt er et frihedsprojekt. Det er kampen for den enkelte kvinde og hendes ret til selv at fastlægge sin skæbne.

Og det projekt er også til stede i On Rape, ikke mindst i hendes insisteren på ofrets ret til sit eget narrativ om overgrebet.

For det er egentlig ikke hendes såkaldt kontroversielle synspunkter, der generer mig. Det, der gør On Rape til en desværre ikke særlig god bog, er, at hun ikke folder dem ud og følger dem hjem.

»Jeg lægger ideer frem for at give dem liv, jeg slipper dem og ser, hvad folk gør med dem,« er Germaine Greer berømt for at sige.

Det er alt sammen udmærket, men de kræver alligevel lidt fødselshjælp, som de ikke får. Og det er ærgerligt, for Germain Greer har ret i, at der er mange ting om voldtægt, som nogen må tage på sig at sige. Ikke nødvendigvis fordi de er evigt sande, men fordi erkendelser om noget så vigtigt som seksuelle overgreb ikke må stivne i angst for at såre nogen – eller i dovenskab i forhold til de kampe, der deraf følger.

Så det, Germaine Greer prøver at sige, er vigtigt. Det er bare ærgerligt, at hun ikke rigtig får det sagt. Og så håber jeg, at den næste bog fra hendes hånd handler om den historiske krise i heteroseksualiteten.

Germaine Greer: ’On Rape’. Melbourne University Press, 77 sider, $15

Julie Zerlang og Anders Landau bor sammen på Amager. De var deres på deres første date dagen før Slut-Walken i 2017. Her overtalte Julie ham til at gå med i marchen. Han dukkede op i kjole og lys paryk, og de har været kærester lige siden.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu