Læsetid: 9 min.

Vi, de overlevende

Tysk litteraturs store forvandlingskunster fortæller det 20. århundredes civilisationskatastrofer gennem nogle af de forfattere, der overlevede rædslerne
Forfatter Hans Sahl var med i gruppen Emergency Rescue committee, der ses her, som hjalp med at redde over 1.000 kunstnere og videnskabsfolk fra nazisterne. Og han er en af de relativt ukendte forfattere, som Enzensberger portrætterer.

Forfatter Hans Sahl var med i gruppen Emergency Rescue committee, der ses her, som hjalp med at redde over 1.000 kunstnere og videnskabsfolk fra nazisterne. Og han er en af de relativt ukendte forfattere, som Enzensberger portrætterer.

Hans Magnus Enzensberger

21. september 2018

Det begynder så småt at tynde ud i de forfatterårgange, der voksede op under nazismen og for en dels vedkommende tjente det stortyske rige som børnesoldater i luftvåbnet eller marinen, inden de var nået skelsår og alder.

Siegfried Lenz døde i 2014, Günter Grass i 2015 – for blot at nævne to af de vigtigste skikkelser i tysk efterkrigslitteratur, der begge deltog i krigen som purunge og på mirakuløs vis overlevede. Så meget større grund er der til at glæde sig over, at Hans Magnus Enzensberger, der tilhører samme generation af overlevere, stadig er her og trods sine næsten 90 år fortsat er ekstremt produktiv.

Kunstneren som overlever eller kunsten at overleve er også emnet for Enzensbergers seneste bog Überlebenskünstler, der består af »99 vignetter fra det 20. århundrede«, som det hedder i bogens undertitel. »Vignet« er i bogtrykkerkunsten den tekniske term for en pyntekant eller dekoration, der optræder før eller efter et kapitel, og havde oprindelig form som en vinranke (»vigne« betyder på fransk vinranke).

Men det kan også referere til en særlig form for portrætmaleri, der var meget udbredt især i 1800-tallet: et miniatureportræt af en elsket person, der ofte blev båret om halsen som et smykke, minde eller talisman. Det særlige ved denne form for vignetter, der senere også blev lavet med fotografier, er, at billedet bliver mere og mere uskarpt, jo længere man kommer ud mod billedkanten, og til sidst flyder sammen med baggrunden.

Enzensbergers vignetter læner sig op ad denne sidste type: Det er miniatureportrætter af to til fire siders længde, der fastholder den portrætterede i en signifikant positur, men uden at fremstå som færdige leksikonopslag.

Selvfølgelig giver de mange portrætter, der bringes kronologisk efter fødselsår og – naturligvis! – er forsynet med en (fotografisk) vignet af den portrætterede, bogen et vist leksikalt præg.

Men det fortoner sig hurtigt, når man går i gang med at læse, ikke mindst fordi den anarkiske Enzensberger selv larmer så meget, at enhver forveksling med tilstræbt leksikalsk objektivitet er umulig. Projektet kræver ligefrem, hævder Enzensberger frækt i indledningen, et »jeg«, der ikke lader sig trænge tilbage i baggrunden, men insisterer på at tale med.

»Forkærlighed og afsky, beundring og modvilje – at sådanne følelser flyder ind i fremstillingen, er uundgåeligt.«

Men lige så meget han insisterer på en subjektiv fortælletone, der ikke gør en røverkule af sit hjerte, lige så vigtigt er det for ham at understrege, at subjektiviteten ikke er et skalkeskjul for at moralisere: At fælde moralske domme over datidens overlevere tilkommer ikke en senfødt, »der ikke skulle overleve de situationer og bestå de prøver, de var udsat for«.

Det er en velkendt figur i forfatterskabet. Man har ofte sagt om Enzensberger, at han ikke er for fastholdere, at han er politisk upålidelig, at han er en Proteus på evig flugt fra egne standpunkter, og det er der utvivlsomt noget om. Hvor Enzensberger egentlig står, ved kun Enzensberger, som en tysk kritiker har udtrykt det. Til gengæld må man så også lade ham, at han altid har gjort en dyd ud af ikke at moralisere over andre.

Hvad er det så for personer, der portrætteres i bogen?

Titlens »overlevelseskunstnere« er digtere og forfattere, der har overlevet nogle af det 20. århundredes rædsler: Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, fascismen, nazismen, kommunismen, Holocaust og Gulag, Stalin og Hitler – for nu at nævne de værste af dem.

At (sovjet)russere, østeuropæere og tyskere optager en betydelig del af pladsen, og at en stor andel af dem har jødisk baggrund, kan derfor ikke overraske. Ikke mange folkeslag vejer tungere, når det 20. århundredes offerstatistikker gøres op, men heldigvis var der altså også overlevende iblandt.

Når det er sagt, er udvalget dog mindst lige så egensindigt som de enkelte portrætter, ja, ikke engang bogens ramme synes mere tvingende, end at flere af de portrætteredes adgangsbillet til galleriet alene synes at være deres fødsels- og dødsår – og så, selvfølgelig, at Enzensberger har haft lyst til at skrive om dem.

Det gælder for eksempel den amerikanske forfatter Henry Miller (1891-1980), hvis voksne liv ganske vist omfatter det meste af det 20. århundrede, men som ikke har været i nærheden af de omtalte rædsler. Miller levede tværtimod et på alle måder privilegeret liv, omgivet af smukke kvinder og fjernt fra krigens og politikkens verden. Det er der selvfølgelig også en pointe i – overlevelse som talentet eller heldet til at kunne dyrke sin have, mens verden styrter sammen omkring en.

Men det åbner unægtelig også for en vis vilkårlighed i udvælgelsen: Alle, der er født på et bestemt tidspunkt, er overlevere, for så vidt at de ikke dør en unaturlig død. Af samme grund er der heller ikke plads til selvmorderne i Enzensbergers portrætgalleri; dem er der ellers en del af i de 20. århundredes litteratur.

Joseph Roth, Walter Benjamin, Ernst Toller, Stefan Zweig begik selvmord som en direkte konsekvens af eksil, krig eller forfølgelse, andre – som Klaus Mann, Jean Améry, Arthur Koestler, Primo Levi, Sándor Márai eller Paul Celan – stod rædslerne igennem, men blev siden indhentet af traumer, der fik dem til at gøre en ende på deres liv. Tilhører de sidste gruppen af overlevere? Det mener Enzensberger ikke.

Som antydet skal man ikke forvente nogen klassisk kanon over det 20. århundredes store forfattere. Mange af de portrætterede vil de færreste have hørt om endsige læst – hvem kender for eksempel Alexander von Gleichen-Russwurm, Ivan Bunin, Lu Xun, Franz Jung, Julian Tuwim, Hans Sahl, Georg Glaser eller Orhan Veli Kanık?

Enzensberger stod i to årtier i spidsen for bogserien Die andere Bibliothek, der udgav uretfærdigt glemte eller oversete skatte fra verdenslitteraturen, og den gamle forkærlighed for ukendte forfattere er tydeligvis intakt. Derimod må man kigge i vejviseren efter en række af århundredets største forfattere: Thomas Mann, Proust, Joyce, Woolf, Nabokov m.fl. Det vil nogle utvivlsomt beklage. På denne læser virker det snarere befriende ikke at skulle trækkes igennem alt for mange pligtnumre.

Hvorfor overlevede nogle, mens andre ikke gjorde? Er der nogle mønstre, en række grundvilkår eller omstændigheder, der går igen? Var overleverne særlig robuste, intelligente, taktiske, forudseende, eller var de bare mere feje, opportunistiske, bedre til at dukke sig for faren end dem, der ikke overlevede? Og hvor stor en rolle spiller held og tilfældigheder for overlevelsen?

For den, der er ude efter håndfaste svar, er Enzensberger ikke til meget hjælp. Mønstre er der selvsagt mange af for den, der leder efter dem, men de undergraves lige så hurtigt af andre mønstre.

At held og tilfældigheder – som i alle andre af livets forhold – for det meste ender med at være udslagsgivende, kan ikke undre. Desuden opdager man hurtigt, at mange af de personer, der portrætteres, måske nok slipper tørskoet gennem den historiske tordensky, der pludselig bryder løs over dem, men alligevel dør i ung alder.

Det gælder for eksempel den tjekkiske forfatter Jaroslav Hašek, der overlevede Første Verdenskrig, men døde af druk som 39-årig. Hašek, berømt for romanfragmentet Den gode soldat Svejks eventyr (1921-23, da. 1930-31), der klovner sig gennem Første Verdenskrig, er en overlever efter Enzensbergers hjerte, en snurrig, fantasifuld, oprørsk individualist, der er for fandenivoldsk til at overholde noget reglement eller indrette sig under nogen orden – allerede som ung bankelev blev han fyret, fordi han ikke kunne komme til tiden – og på kanevalsk vis bruger han den grovkornede humor som våben mod denne verdens magthavere.

»Det er ikke at gribe for højt at bruge attributten ’genial’ om denne enestående saga,« hedder det om Svejk-romanen med en af Enzensbergers sjældne uforbeholdne vurderinger.

Hvis Hašek udgør modellen for den gode overlever, er forfattere som Elias Canetti og Camilo José Cela eksempler på overlevere, Enzensberger ikke har meget godt at sige om.

Ikke fordi deres overlevelse er mere suspekt end flertallets – som man næsten kan fornemme, er der i det hele taget meget få entydige helte- og skurkeskikkelser i dette portrætgalleri. Men de repræsenterer hver især en form for menneske- og kunstsyn, som byder Enzensberger imod. Om Canetti – rumænsk-østrigsk jøde, verdensborger og Nobelpristager, vidt berømmet forfatter til romanen Die Blendung (1931/35, da. 1980), den teoretiske afhandling Masse und Macht (1960, da. 1996) og et stort erindringsværk – hedder det bl.a.:

»Hans sproglige midler er fattige. Die Blendung er plagsom, vidtløftig og skræmmende monoton«, og resten af forfatterskabet fortsætter i samme ulidelige spor. Canetti selv er »stridbar, nærig, forfængelig og overbevist om det enestående ved sig selv, en jaloux forfører, der skånselsløst udnyttede sine elskerinder. Selv hans kvinder og nærmeste venner kunne ikke vide sig sikre for hans onde tunge«.

Forskellen til Hašek er til at tage at føle på: Hvor denne fremhæves som uhøjtidelig anark og tusindkunstner, er stivsindet, egomanien og monomanien de gennemgående træk i portrættet af Canetti. At forblive tro mod sig selv og sine ideer er ikke en karakteregenskab, Enzensberger sætter højt.

I portrættet af Cela, også en feteret Nobelpristager, er modviljen næsten instinktiv.

»Hvorfor var dette menneske mig så usympatisk? Jeg kendte ham jo slet ikke,« lyder de første linjer, »af hans over 70 værker har jeg kun bladet et igennem, den berømte Bikuben«.

Forklaringen skal altså ikke søges i Celas bøger og vel heller ikke i det forhold, at han åbent støttede Franco og stak flere af sine forfatterkolleger; Enzensberger er langt mildere stemt over for andre opportunister. Men Celas mangel på selvironi, hans selvhøjtidelighed, har han tydeligvis svært ved at goutere.

»’Har De nogensinde tvivlet på Deres kunnen’, spurgte en interviewer ham. ’Aldrig!’ var hans svar.« Tilsvarende hård falder historiens (og Enzensbergers) dom ud:

»I dag er han så godt som glemt, en skæbne, han deler med mange Nobelpristagere.«

Lykkes Enzensbergers projekt? Er der kommet en sammenhængende bog ud af de mange portrætter, eller kommer man kun igennem den ved at pluklæse om de forfattere, man i forvejen måtte interessere sig for? Umiddelbart kunne man godt frygte for det sidste, men det er nu ikke tilfældet. Selvfølgelig er det ikke alle portrætter, der forekommer lige inspirerede, og som nævnt vil man næsten uundgåeligt føle sig provokeret af til- og fravalg.

Hvad har den amerikanske forfatter James Baldwin med det 20. århundredes civilisationskatastrofer at gøre? Vist ikke meget. Og selv Enzensberger synes udfordret, når han skal begrunde, hvordan den engelske spionforfatter Eric Ambler har gjort sig fortjent til en plads i bogen, alle øvrige kvaliteter ufortalt:

»Da han døde i 1998, var hans bøger ikke mere til at købe i England. I dag bliver de derimod nyoversat, og hans paperbacks kan fås i enhver lufthavn. Eric Ambler er ikke til at få has på. I den forstand har han overlevet sit århundrede.«

Men først og fremmest er det en umådelig underholdende, finurlig og meget enzensbergersk bog, der naturligvis fungerer bedst, jo mere forfatterpersonaen selv fylder. Det kan – som i de ovenstående eksempler – være i de uforskammede, urimelige portrætter, men det er lige så ofte det modsatte.

En gruppe for sig udgør de relativt mange portrætter af folk, som Enzensberger selv har kendt, og som naturligt nok i lige så høj grad handler om den personlige forbindelse mellem de to som om den portrætterede.

Et smukt portræt er i så henseende teksten om endnu en Nobelpristager, holocaustoverleveren og lyrikeren Nelly Sachs, som Enzensberger besøgte første gang i 1958 i Stockholm, hvortil Sachs var flygtet med sin mor i 1940, og hvor hun blev boende resten af sit liv i en lillebitte lejlighed i Bergsunds Strand.

Enzensberger bliver med tiden hendes fortrolige og ender som hendes litterære eksekutor. Det er et rørende portræt af en ægte overlever, der samtidig viser den intime forbindelse mellem overlevelse og offerhistorie, som godt kan fortone sig i den mere finurlige del af portrætterne, hvor overleveren næsten kan komme til at fremstå som en demonstrativ provokation i et århundrede, der først og fremmest huskes for sine talløse ofre.

Bag alle aversioner og idiosynkrasier, snurrigheder og provokationer er Überlebenskünstler således nok så meget en alvorlig ment status over det århundrede, der også har været forfatterens eget. Til de 99 portrætter af overlevelseskunstnere bør man derfor føje forfatteren Hans Magnus Enzensberger som nummer 100.

’Überlebenskünstler. 99 literarische Vignetten aus dem 20. Jahrhundert’ af Hans Magnus Enzensberger, Suhrkamp 2018, 367 sider, 24 Euro.

Henover sommeren præsenterede vi de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører i serien Deutschstunde. Nu er det tid til eksamen
Læs også
1976. Det studenteroprøroprør, der sprang ud i Berlin og Paris, havde brug for den noget ældre Hans Magnus Enzensberger og hans meninger. Hans nye bog ’Tumult’ handler ikke mindst om hans arbejde med både at være medlem og ikke-medlem af begivenhederne.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
  • Kristian Rikard
  • Maj-Britt Kent Hansen
Hans Aagaard, Kristian Rikard og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu