Læsetid: 5 min.

Paul McCartney er banal. Og han får os stadig til at tude

Populærmusikkens stamfar overrasker ikke ligefrem på sit 18. soloudspil, og størstedelen af albummet lyder på sin vis også forældet. Alligevel fremstår musikken mere nostalgisk end afdanket. I hvert fald hvis man stadigvæk er hemmeligt forelsket i The Beatles
På hans nyeste album, 'Egypt Station', får lytteren Paul McCartneys politiske side at høre igen.

På hans nyeste album, 'Egypt Station', får lytteren Paul McCartneys politiske side at høre igen.

John Downing / Getty Images

19. september 2018

Der er noget besynderligt over, at den mest populære Paul McCartney-sang på musikstreamingtjenesterne er hans 2015-samarbejde med Kanye West og Rihanna, »FourFiveSeconds«.

Den britiske popgud har komponeret over 30 numre, der er nået til toppen af hitlisterne. Overalt på planeten. Alligevel er hans største hit tilsyneladende dét, der fik skarer af historieløse tosser på internettet til i et væk at spørge om, hvem Paul McCartney dog var, da nummeret udkom.

Åbenbart kan man ikke længere regne med, at folk er bekendte med den moderne popmusiks stamfar og en af de mest indflydelsesrige sangskrivere i det 20. århundrede. Skamfuldt.

Til gengæld kan man fra McCartneys perspektiv omvendt anskue det populære samarbejde med West og Rihanna som en vidnesbyrd om, at hans aftryk på popmusikken stadig er aktuelt. Også i det 21. århundrede – mere end 50 år efter The Beatles’ gennemgribende omkalfatring af det populærmusikalske landskab. Også selv om de unge ikke kender ham.

På sit nye soloudspil, Egypt Station, forsøger McCartney igen at erobre den dominerende mainstream-radiolyd. Ikke hele pladen igennem, men blot på et enkelt nummer, »Fuh You«. Det er skabt i samarbejde med Ryan Tedder, forsangeren i det metroseksuelle flødeband OneRepublic, der blandt andet har ageret sangskriver for Beyoncé, Ariana Grande og Ed Sheeran.

Og det er helt tydeligt, at der ikke er tale om en ren McCartney-komposition.

Lydbilledet er fyldt med smølfestemmer, syntetiske fingerknips og strygerlignende synthesizere, og selv fraseringerne og vokalmelodier lyder som noget, der er trukket i en slikautomat.

Det eneste, der bevidner, at sangen er noget, som en 76-årig står bag, er den rustne klang, der lyder, når McCartney rammer toppen af sit register – og desuden nummerets tempo, der er ti procent for langsomt til at fungere på et dansegulv for mennesker uden slidgigt i knæene.

Alligevel er der noget befriende over nummeret, fordi McCartney faktisk lykkes med at fremmane en sang, der hverken lyder direkte forældet eller som et desperat forsøg på at være ung med de unge.

Gør det på vejen

Mit tidligste barndomsminde er at sidde på bagsædet af en brugt og rustbrun Nissan Maxima med mine forældre siddende foran, skrålende med på et udsmadret kassettebånd af The Beatles’ The White Album.

I år fylder den legendariske plade 50 år, og man kunne skrive lange afhandlinger om dens indflydelse og skelsættende markering som det første egentlige postmoderne værk i populærmusikken.

Et regnskyl af genrer og udtryk tværes sammen og formår kun at fremstå helstøbt, fordi vokalerne og melodier er så stærke og karakteristiske, at intet kan splitte dem ad.

Egypt Station – der i øvrigt er McCartneys første plade i over 36 år til at toppe Billboard-listen – er den sagnomspundne sangskriver ude i et parallelt ærinde. Det er en lang rejse gennem forskellige stilarter, der samtidig fungerer som et tilbageblik på McCartneys hidtidige virke.

Vi får selvfølgelig det obligatoriske far-rock. En god håndfuld af numrene lyder som en dårlig gengivelse af bluesens storhedstid fanget i et røgfuldt kælderlokale med tomme borde. Dem kasserer vi.

Og bluesen var da heller aldrig McCartneys stærke side. The White Album’s »Why Don’t We Dot It in the Road?« er nemt blandt de dårligste McCartney-bidrag på pladen. Så meget desto mere overraskende er det, at den lyriske tematik går igen på Egypt Stations »Who Cares« og »Come On to Me«.

Det fungerer bare ikke, når McCartney synger om sex foran en forvrænget mur af grim guitar.

Til gengæld kan McCartney noget andet. Han kan være banal uden at blive pinlig eller tåkrummende klichéfuld. Han kan skrive sårbare ord om kærlighed, der rammer som et koldt bad af sorg og ømhed, fordi hans melodier bibringer teksternes overflade en dyster eftertænksomhed.

For 50 år siden kunne det høres på numre som »I Will« og »Mother Nature’s Son«. I dag løfter han traditionen videre på de underspillede klaverballader »I Don’t Know« og i særdeleshed »Hand in Hand«, hvor de første linjer lyder: »Wanna give you my heart/Wanna tell you my story/Gonna take it to another level, you and me«.

Der er meget at sige om McCartney, men egentlig er han først og fremmest sangskriveren, der giver plads til, at man kan tude over det umiddelbare. Uden nogen egentlig grund. Og det er skønt.

Det stille oprør

Men McCartney har også altid været en, der brugte sangen til at fortælle hverdagshistorier om arbejderklassen.

Arven fra de nære fortællinger på »Ob-La-Di, Ob-La-Da« og »Rocky Raccoon« forsættes på »Back in Brazil«. En klassisk McCartney-fortælling om en ung pige, der drømmer om en lysere fremtid. Samtidig er nummeret et eksempel på pladens genremæssige udskejelser (læs: postmodernisme). Akkompagnementet lyder som flad lærebogssalsa – ikke i sig selv synderligt flatterende, men i albummet forløb en udmærket påmindelse om musikkens funktion som også letbenet leg.

Egypt Station får vi desuden den politiske side af McCartney at se igen.

I 1968 handlede det om borgerrettighedsbevægelsen på »Blackbird« (der musikalsk har sin efterfølger i nummeret »Happy with You«) – i 2018 handler det om Donald Trump og dem, der fortsat benægter klimakatastrofen.

»Despite repeated warnings/From those who ought to know/Well, he's got his own agenda/And so he'll go,« lyder det på »Despite Repeated Warnings«.

Et nummer, der i øvrigt trækker tråde til Beatles-albummet Abbey Road fra 1969, hvor McCartney på pladens anden side eksperimenterede med sangstrukturer og skabte kollager af melodiske temaer og temposkift. Den øvelse gentages på »Despite Repeated Warnings« og desuden pladens afslutningsnummer »Hunt You Down/Naked/C-Link«.

Den politiske gennemslagskraft slår ikke på samme måde igennem på sangen »People Want Peace«, der ender med at lyde som pinlig Beatles-hjertemassage. Men det er heldigvis ikke et udtryk, der gennemsyrer Egypt Station som helhed.

Vi er med McCartney på tidsrejse, og han formår for det meste at dosere nostalgien, så den ikke bliver patetisk. Han formår at være banal uden at blive idiotisk. Og han formår at være politisk uden at prøve at være John Lennon.

For han ved, at når man har brug for at græde, vil McCartney altid være den bedste Beatle. Og han er stadig værd at lytte til.

Paul McCartney: ’Egypt Station’ (Capitol).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Populærmusikkens stamfar..."
Hold da nu kæft!
Har I aldrig hørt om Mozart, Lehár, Schubert, Grieg - og danske Kaj Normann Andersen.
De kunne sgu skrive melodier længe før lille Paul blev født.

lars søgaard-jensen, Bo Carlsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Tino Rosso du har helt ret. Jeg kunne nævne adskillige, der kunne fortjene denne "etiket"
Kom nu Gøttsche, af med skyklapperne.

Jan Weber Fritsbøger

tino og peter man skal passe på med at kritisere noget man tilsyneladende kun har skimmet overfladisk, hvis Gøttsche havde skrevet "populærmusikkens stamfar" havde i da haft en pointe, lige bortset fra at det var Bach, lol.
men han skrev altså "den moderne populærmusiks stamfar"
afhængig af smag kunne man sagtens være uenig alligevel, og lærde udi musikhistorie ville nok have hver deres stamfar som den rigtige, altså er der ingen facitliste og alle udsagn er gyldige hvis de giver mening for skribenten.

'Kanye West og Rihanna' er mest af alt kendt for deres hær af bots der streamer deres egne sange 24/7. Med volumen på zero. Man kan intet sige om deres popularitet, eller McCartneys, udfra deres streamingtal.