Læsetid: 4 min.

Per Vers og Pede B skider hul i hype-maskineriet – på godt og ondt

De to rapveteraner Per Vers og Pede B laver dansksproget hiphop på gammeldags manér. Med en DJ i ryggen og meterlange tekster. Men hvor den ene formår at få rimene til at springe som gnister fra et sprog i flammer, snubler den anden over sin egen firkantede prosa
Per Vers er en ordplayer af guds nåde.

Per Vers er en ordplayer af guds nåde.

Jesper Skoubølling

14. september 2018

Det første album med dansksproget rap, MC Einars debutalbum fra 1988, bar meget sigende titlen Den Nye Stil. For siden har jagten på det sprødeste og mest hippe udtryk været en central drivkraft for landets rappende musikere.

Om muligt går det hurtigere i dag end nogensinde før, og de største hitmagere inden for de seneste år, folk som Sivas, Gilli og Kesi, har da også haft øje for, at de løbende må transformere deres lyd for at blive i spillet. Helst i så glidende en bevægelse, at det er svært at se, om de rider med på bølgen eller simpelthen driver den fremad.

Men der er også kunstnere, der slet ikke skeler til trends og hypes og den slags. Eller som i hvert fald ikke følger dem. Det gælder blandt andet de to pladeaktuelle mikrofonbetvingere, Per Vers og Pede B, der begge er centrale stemmer fra freestylerappens gyldne æra.

Det var dengang i 00’erne, hvor man kunne fylde Cirkusbygningen og KB Hallen til MC’s Fight Night med et publikum, der ville have hårdtslående, improviseret rap. Og dengang man kun kunne blive i bokseringen, hvis man havde styr på sine ordstillinger.

De to var begge store succeser på den scene. Per Vers vandt MC’s Fight Night de to første år, den blev afholdt, i 2000 og 2001, og trak sig derefter ud som ubesejret. Pede B vandt i 2005, 2007 og 2009 og er den eneste, der har vundet konkurrencen tre gange.

Siden har de begge udgivet plader, men deres old school hiphop har de seneste år ikke ramt algoritmerne på Spotify lige så rent, som de to rappere tidligere ramte modstanderne med verbale ørefigner.

Deres respektive nye albums, Per Vers’ Knust Kunst og Pede B’s Over Askeskyen 3, føles bevidste om den manglende popularitet. Det er udgivelser, der arbejder på trods. Det kan man både høre i lyrikken og i musikken.

En ordspiller af rang

Det er ti år siden, at Per Uldal fik den idé, der skulle føre til Knust Kunst. Han ville lave en plade baseret på lydbidder fra gamle danske sange. I den mellemliggende periode har han vekslet imellem at have fingrene i pladebunkerne og at kæmpe med at få indsamlet rettighederne til at bruge de forskellige stykker musik.

Nu står han og hans ferme producermakker, Esben ’ES’ Thornhal, tilbage med et værk, der har den danske musikhistorie indlejret i sit vinylske dna: fra Benny Holst og Jomfru Ane Band til Carpark North og Kentaur.

Sådan er pladen en samtale med stemmerne fra gemmerne, og Per Vers er god til at holde snakken i kog.

Nummeret »Ha’ Det Så Ungt« bygger på Annisettes »Livet Er Nu« fra 1966 – året før Savage Rose blev dannet. Den kun 17-årige Annisette synger fra arkivet om, at »livet er nyt,« at vi skal huske at gribe det, og både hendes klang og hendes fine, gamle, danske accent vidner om årene, der er gået. Rundt om hendes refræn lægger Per Vers da en velsmurt rap, der relaterer til samme tema, bare set fra hans nutidige perspektiv.

Det klæder ham at være spændt ud imellem sproget og musikken, som han er på Knust Kunst, og i mange situationer er han flyvende. Ikke mindst når han synger om, hvor dårligt han danser på »I Sku’ Se«, der bygger på Marie Keys nummer »Per« fra 2006:

»Så midtfinger til dem der si’r mine moves er grimme
det ‘ikk’ en konkurrence, I ka’ ikk’ stemme mig hjem
Og der’ ingen Nobelpris
hvis du afslører at jeg ikke
har hofter som Elvis.«

Inden han smækker det sproglige es fra ærmet og ned i bordet:

»Så bare ta’ ‘bedler’
jeg har moves der veksler mønter til sedler.«

Der er steder på Knust Kunst, hvor Per Vers bliver så fokuseret på legen med sproget, at han glemmer indholdet. Men gennemgående er det et rigt værk. Fordi Per Vers bruger sine samples så aktivt, og fordi han bare er en ordplayer af guds nåde.

Ondt i musikbranchen

Det er et andet sprogligt tempo, vi møder på Over Askeskyen 3.

For Peter Ankjær Bigaard, eller bare Pede B, er dansk hiphops arbejdshest. Hans rim hopper afsted i et tungt trav, når han ganske prosaisk, for det meste uden knæk på linjerne, fortæller historier om, hvordan det er at være Pede B i en verden, der er af lave.

Han har, ligesom på de to første dele af trilogien Over Askeskyen, fra 2012 og 2013, slået pjalterne sammen med DJ Noize, og den alliance er frugtbar. For DJ Noize føjer både beats, man kan nikke til, og musikalsk dybde til mixet, og han skaber de helt rigtige rammer for Pede B’s storytelling.

Det er til gengæld ikke helt nemt at engagere sig i de ting, Pede B rapper om. Et lidt karikeret eksempel er, når han på »Kenmo« fortæller minutiøst om, hvordan procentfordelingen af royalties (85/15 i pladeselskabets favør) sender to unge rappere ud i en prekær situation, så de ender med at sælge stoffer. Mens hverken sproget eller hans flow for alvor giver noget til oplevelsen.

Det generer Pede B, at »onde tunger si’r Peter har passeret holdbarhedsdato«, som han rapper på »Gå«.

Men måske drejer Pede B’s problemer sig slet ikke så meget om, at hans udtryk har nogle år på bagen. Måske handler det mest af alt om, at Pede B’s linjer lidt for sjældent når de sproglige højder som den gode, gamle stil kræver.

Per Vers: ‘Knust Kunst’ (Mixed Ape/Playground Music).

Pede B: ‘Over Askeskyen 3’ (Pede B/Universal Music).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu