Læsetid: 6 min.

Peter Høegs nye roman er stærk i sit budskab, men sløset i sin personskildring og svag i sin episke komposition

’Gennem dine øjne’ er et meget peterhøegsk værk, som er rigt på eventyrlige påfund, magiske forbindelser og dunkle sammenhænge. Men bogen har også rod i sin struktur
Peter Høeg er aktuel med den nye bog ’Gennem dine øjne’.

Peter Høeg er aktuel med den nye bog ’Gennem dine øjne’.

Rosinante

14. september 2018

På den arbejdsplads, hvor jeg færdes til daglig, hænger der to store malerier af Hans Scherfig, skabt i 1948-49. Det ene, Afrikansk Savanne, forestiller giraffer, zebraer og næsehorn samt i baggrunden to elefanter. Det andet, Ostindisk Jungle, viser to tapirer og et badende næsehorn, men også nogle mindre dyr, som du først opdager, når du ligesom rejser ind i billedet.

Værkerne, som er deponeret af Ny Carlsbergfondet og tidligere prydede to vægge i Carlsberg Bryggeriernes Børnedagshjem i Valby, udfylder en central funktion i Peter Høegs nye roman, hvor tre børn begiver sig ind i junglebilledet og derigennem lærer at rejse ind i hinandens drømme og derfra videre ud mod en virkelighed hinsides den umiddelbart synlige verden.

Simon, Lisa og jegfortælleren Peter udgør dermed en tredobbelt version af forfatterens favoritfigur: det sensitive, suveræne barn eller, om man vil, spiritualitetens svar på Pippi Langstrømpe, og hvad de to af dem i bogens hovedhandling får adgang til, er den virkelige virkelighed – intet mindre end menneskehedens kollektive bevidsthed.

Da historien begynder, har Simon, som på nutidsplanet for længst er voksen, forsøgt at begå selvmord ved at fylde sig med piller og sprut og køre vildt i sin bil. Da romanen slutter et halvt år efter, har han døvet sig med piller og sprut og sat ild til sit hus og forladt dette liv. Mellem selvmordsforsøget og selvmordsbranden bliver vi vidner til Peters og Lisas forsøg på ad teknisk-terapeutisk vej at føre ham tilbage til en tro på livet.

Men hvor dette projekt altså slår fejl, lykkes det modsat for Peter at give Lisa erindring tilbage om hendes syv første leveår med de billeder og fortællinger, som forsvandt i bilulykken, hvor hendes forældre omkom. Ja, gennem sin beretning om de tre kammeraters bevidsthedsrejser og eventyrlige bedrifter skaber Peter sådan set også den fiktion, vi lige nu sidder og læser. 

Peter Høeg: Gennem dine øjne.

Læst på denne led udgør Gennem dine øjne en sammenbrudsskildring, en forløsningshistorie og et stykke postmodernistisk metafiktion omkring sin egen tilblivelse.

Læst langs et »alternativt« spor konfronterer den spiritualiteten og den hypermoderne videnskab, nærmere bestemt neuropsykologien. Når forfatteren Peter først i bogen opsøger Lisa, som han ikke har set siden børnehaven, skyldes det nemlig, at hun lidt uden for Aarhus leder et af hemmelighed og politi omgivet forskningscenter, hvor man via skanninger, hologrammer og sindrige skærmprojektioner kan begive sig direkte ind i et menneskes hjerne.

Personalet kan simpelthen simulere det fysiske grundlag for en enkelt bevidsthed, og de kan tilmed overskride grænsen fra individuel til kollektiv bevidsthed, sådan at de bag seksuelle overgreb kan se ind i alle overgreb. Bag et krigstraume ser de Lidelsen som sådan, bag det enkelte menneske ser de ligesom Odin i den nordiske mytologi ud over hele jorden. For hver enkelt af os er jo bare en udspaltning af den fælles bevidsthed. Man føler sig ofte hensat ikke til et universitetsinstitut, men til en filial af Vækstcentret i Nørre Snede.

Det enestående er nu, at centrets på nutidsplanet teknisk fremhjulpne synsevne besad trioen Peter, Simon og Lisa allerede som børn. De så begivenheder, før disse fandt sted! De forudså med tre dage Cubakrisen i 1962; de reddede en dreng fra at få meningitis ved at bade nær et kloakudløb; og de frelste mirakuløst en vilter kammerat fra at få hovedet knust mod en radiator. Børnehavens rengøringshjælp fik lige akkurat sat hånden imellem, og for at det ikke skal være løgn, viser hun den frem til allersidst i bogen. Hun gør nemlig rent på Lisas højst usædvanlige center.

Varm- og helhjertet

Som læseren formentlig har fornemmet, er Peter Høegs endnu en gang meget peterhøegske værk rigt på eventyrlige påfund, magiske forbindelser og dunkle sammenhænge. Ikke desto mindre fortælles den, stort set, i et enkelt, sagligt og nøgternt sprog.

Denne så sikkert beherskede skrivestil bliver bogens væsentligste æstetiske kvalitet, idet den gør det muligt for læseren at bevare både ligevægt og en vis nysgerrig fremdrift samt bære sorgen over, at så mange af Lisas forsøg på at forsone de lidende klienter eller forsøgspersoner med livet trods al teknik og empatisk entusiasme er dømt til at mislykkes. De gennemlever et helt liv hver gang, men det er næsten umuligt at behandle og forløse. »Vi gør vores yderste,« siger hun – og vi ved, hvor sjældent det lykkes. Men vi holder døren åben for håbet.

På det overordnede budskabsmæssige plan fremstår Peter Høegs roman som et varm- og helhjertet indlæg for ønskeligheden og muligheden af at fremkalde »virkelige møder mellem mennesker«.

Rejser vi »gennem hinandens øjne«, kan vi måske møde hinanden i hengivenhed og tillid med en ro så urokkelig som giraffens på savannen og tapirens i junglen. Verden består, helt fundamentalt, af »kæder af mennesker, som prøver at passe på hinanden«, og hvis vi vil, kan vi som forfatteren (og de heldigste af fiktionens personer) danne fortællinger, der afhjælper lidelse. Fra romanens selvforståelses synspunkt er et traume sådan set »bare« en historie, vi bliver ved at fortælle på en bestemt, lukket måde. Det er noget, vi fastholder, hvor vi burde lægge det bag os.

Rod i papirerne

Hvor megen sympati, jeg som anmelder kan have for denne både fællesmenneskelige og individuelle vision, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over den måde, hvorpå den formidles kompositorisk.

Alt for lange stræk former sig som høflige og nænsomme dialoger mellem Peter og Lisa holdt i en renset og tør empatisk tone, men værre er det, at jeg har svært ved at få romanens tidsstruktur til at hænge sammen: Det fremgår af tilbagebliksdelene, at børnehavehandlingen foregår med ca. et år på hver side af oktober 1962, og vi må tro, at nutidssporet skal tænkes at forløbe i dag, eftersom Lisa bor i et af de store nye luksuskomplekser på havnen i Aarhus.

Ikke desto mindre hedder det konstant, at hun og Peter ikke har set hinanden i 30 år. Øh, hvorfor ikke 50? Kan det tænkes, at forfatteren har villet demonstrere sit suverænt ligeglade forhold til så relativt et fænomen som tid, eller har vi at gøre med et kun delvis opdateret 20 år gammelt manuskript?

At der er rod i papirerne, viser sig tillige ved, at forfatteren det ene sted lader Peter være et år ældre end Simon, hvorimod vennen og Lisa et andet sted fylder syv, inden fortælleren gør det. Vi får aldrig rigtigt at vide, hvad der sker med Simons søster Maria, og når der i en samtale mellem selvmorderen og fortælleren tales om en fængselsstraf og andetsteds om en celle, må læseren selv gætte sig til sammenhængen.

I aviserne kunne man for fire år siden læse, at Peter Høegs tre år yngre bror havde fyldt sig med medicin og alkohol og sat ild til sit hus i Nexø. Det er dette tragiske valg, forfatteren nu har løftet over i en fiktion, i en roman med en mørk og sørgelig grundtone, men også med glimt af lyse håb på både menneskehedens og den enkeltes vegne.

Selv taler forfatteren i et par af de mange metarefleksive passager om den forsnævring, sproget er. Om, at forståelse og mening er flaskehalse, og at virkeligheden nogle gange er for stor til, at den kan passere igennem. Disse resignerede påstande dementeres heldigvis af romanen selv gennem den rene, nøgterne tone.

Peter Høeg: ’Gennem dine øjne’. Rosinante. 288 sider, 300 kroner. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Jørn Andersen
ulrik mortensen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jeg er så utroligt træt af, at Skyum- Nielsen ikke undlader at anmelde Peter Høegs bøger. Det er SÅ tydeligt at Nielsen foragter både Peter Høeg og dennes forfatterskab. Skyum-Nielsens anmeldelse herover er sarkastisk og vrængende, han afslører for meget af handlingen, og udstiller sin egen begrænsede forestillingsverden, idet han gør grin med bogens overordnede ideer. Vil meget gerne se en anden anmelder næste gang Høeg udgiver. Please!!!

Morten Hjerl-Hansen

Det var fint hvis vi var "rækker af folk der passer på hinanden". Det er vi imidlertid ikke slet og ret fordi det er usprog. Rodet sprog. Wittgenstein ville indvende at det er filosofisk rod og jeg ville være enig og Wittgenstein ville drøne rundt i det stopfyldte mellemstore lokale i "Moral Sciences Club" og pege på deltagerne med samlede hænder. DU har sagt noget forkert! DU har sagt noget rigtigt! Lidenskabeligt. Ja, hvem der var ung i Cambridge i 1940'erne.

Nuvel. Alle er indbudt til at lege Moral Sciences Club i 1940'erne. Lad os ikke være Dumme Dänen som vi ind imellem forfalder til. Blandt andet ved ikke at bruge kommentarsporet til AT TÆNKE. Lad os høre nogle Beethoven symfonier om aftenen og væbne os med analytisk filosofi om formiddagen, for det passer godt til sådan en solrig dag i september.

Jeg ville have stillet plenum følgende spørgsmål:

Romantiserer Hr. Peter Høeg mennesket i stedet for at holde af det på den måde som vores samfund så generøst inviterer til?

"Bekvemt. Nemt. Forsimplet!" ville Wittgenstein råbe, dog med tydelig adresse til Hr. Peter Høeg. Wittgenstein ville kaste sig glubende over mit spørgsmål, analysere det i flere timer fordi jeg havde forstået noget ved Hr. Peter Høegs "livsmåde", Wittgensteins udtryk, som på en fuldkommen åbenlys måde hang sammen med emnet.

Den eneste kvinde i lokalet, den unge katolik Miss G.E.M. Anscombe, ville naturligvis få lov af mesteren til at fuldende følgende indlæg:

"Lad os tage relationen mellem forældre og børn. Hvis vi læser 1. Mosebog kap. 3 vers 15. tales der om fjendskab. Også hos kloge kloge hihi Freud er der tale om fjendskab. I hvert fald om en ret kompleks relation med indbyggede komplekser. Vi vil det bedste for hinanden men et raskt lille fjendskab kan være nødvendigt. Med vrede inkluderet. Med tænders gnidsel og lange perioder hvor vi ikke er på talefod. Vi har endda den mulighed at vi kan elske vores fjender."

Wittgenstein ville trave tilfreds igennem lokalet, lige forbi Georg Henrik von Wright, og hen til mig. Jeg ville bryde ud i følgende verbale afklapsning:

"Det, der gør mig virkelig vred er at Hr. Peter Høeg i bog efter bog ikke tager psykiatri alvorligt. Om det er sådan man gør på Vækstcenteret ved jeg ikke, men Hr. Peter Høeg gør det altså i bog efter bog. Jeg er selv psykiatribruger og det vender sig simpelthen i mig når psykiatri gøres til ånd. Sådan gør man altså ikke i dag."

Wittgenstein ville sætte sig på kanten af et bord med en småkage og sige henkastet:

"Hr. Peter Høegs appel er åbentlyst til drømmere og de sover som bekendt."

Men dermed var denne eftermiddag først lige begyndt...