Læsetid: 6 min.

Prag 68 var endnu utopiens tid

Egentlig skulle forfatteren Heinrich Böll i august 1968 i Prag have talt om litteraturen i turbulente tider. Det blev suspenderet og i stedet gik Böll-familien på gaden og var på tættest mulige hold vidne til den sovjetiske invasion. Sønnen René tog billeder. Det er nu stykket sammen til en bog
Pragborgere på gaden i august 1968. De bærer et blodplettet tjekkoslovakisk flag i protest mod indrullende tanks.

Pragborgere på gaden i august 1968. De bærer et blodplettet tjekkoslovakisk flag i protest mod indrullende tanks.

Ullstein Bild

14. september 2018

Mange perspektiver, store som små, kom for en dag i løbet af den skelsættende militære operation, som Warszawa-pagten gennemførte den 21. august 1968 over for den socialistiske tjekkoslovakiske republik. Landets nye regime med reformatoren Alexander Dubcek i spidsen var kommet af sporet, man havde afveget groft fra den foreskrevne linje udstukket af Kreml og måtte hjælpes på skinnerne igen af brødrene i den socialistiske lejr. Kort forinden havde Dubcek været kommanderet til Moskva og havde stået skoleret. Men det havde ikke hjulpet, i al fald ikke nok.

Noget, som blev slået fast i de dage, også langt ind i den europæiske venstrefløj, var, at nu faldt maskerne: I Moskva var der herefter intet at komme efter. Endegyldigt. Pragerforåret var jo ikke et oprør, men en drøm om en friere måde at leve på under socialismen. Tanks er dumhedens argument.

En række gadefotografier fra Prag i de dage var afslørende. De viser den uforfalskede undren, der står malet i ansigterne på de russiske soldater, som netop har stukket hovederne op af mandskabshullerne på deres kampvogne. Hvad?! De havde fået at vide, at deres mission var at frelse et broderfolk i nød et eller andet sted i det fjerne Europa, og så så de kun fortvivlede, oprørte og truende mennesker omkring sig, der forbandede dem langt væk.

Befriere venter af gode grunde taknemmelighed, hvor de kommer frem. Og hvad mødte de? Nogle af de russiske bondedrenge blev ligefrem bange – som det fremgår af billederne. For hvad blev det næste?

Eller: En dame gik tur med sin hund. En sovjetisk soldat prøvede at lokke den til sig for dog at mærke en smule varme fra det folk, han havde befriet, om ikke andet så fra en hund. Den gamle dame fløjtede straks hunden til sig. Ikke engang hunden skulle »kollaborere« eller fraternisere.

Den sidste episode var måske ikke nævneværdig, hvis den ikke var at finde i Heinrich Bölls notater blandt mange andre. Han var der.

Tilfældet ville nemlig, at den tyske forfatter som planlagt tog toget til Prag den 20. august 1968 inviteret af den tjekkoslovakiske forfatterforening. Han skulle levere et oplæg om litteraturen, og vejen frem i de turbulente tider, hvor så meget syntes at løsne sig og tage nye, risikable retninger. Grundlæggende emner var på dagsordenen: demokratiske valg, magtens deling, en fri presse. Men hele programmet suspenderedes af begivenhederne.

Med sin kone Anne-Marie og sønnen René, der begge var med, sørgede Böll i stedet for at opleve invasionen på tættest mulige hold; og han talte i radioen, der endnu havde nogle timers frihed tilbage, siden i hemmelige sendere, og han gav avisinterview til lokale og tyske aviser. Ikke mindst bad hans tjekkoslovakiske kolleger ham om at tale deres og deres lands sag i Vesten, når han kom hjem. Fortæl! Det lovede han, og det gjorde han.

Dette brogede materiale er nu stykket sammen i en bog. Den er redigeret af sønnen René, der var 20 år dengang og fotograferede løs i Prags gader. Så bogens omfattende billedmateriale stammer alene fra den unge mands kamera.

De spontane optegnelser, som Böll gjorde, dødtræt ved hotelbordet ud på natten, er hermed offentliggjort for første gang i det lille bind: Der Panzer zielte auf Kafka. Heinrich Böll unter der Prager Frühling.

Erfaring fra krig

I Tjekkoslovakiet (som i Danmark for resten) var Böll forlængst en værdsat forfatter. I hans bøger mødte vi et Tyskland, vi trængte til. Wo warst du, Adam? hed en af hans første romaner (1951). »Jeg var i verdenskrigen,« lyder svaret i bogen. Med krig var forfatteren velbekendt. I alt seks år gjorde Böll tjeneste i Wehrmacht. Nu var han så en håndfuld dage i Den Kolde Krig. Han, som havde set frem til at møde den »socialisme med et menneskeligt ansigt«, som var begyndt at tegne sig under Dubcek, blev i stedet vidne til, at den blev kvast under de sovjetiske larvefødder.

En af dagene oplever han en ung mand, der fik sat en russisk maskinpistol for brystet, blive afkrævet sit kamera. Det var på den store plads i den gamle by med Jan Hus-monumentet, som den unge mand netop havde fotograferet. Det var et godt motiv. Nogen havde malet et hvidt bind hen over øjnene på den gamle oprørske reformator.

Det kom til et heftigt skænderi mellem soldaten og pragere, der fulgte optrinet. Til sidst tilkaldte soldaten forstærkninger over sin radio. At den unge mand var Bölls egen søn René, nævner Böll ikke (typisk for den tilbageholdne mand, der ikke ville stå i vejen for sagen). Den spændte situation løste sig uden yderligere konfrontation, men af optegnelsen mærker man, at Böll har været i krig før: »For første gang rystede knæene under Anne-Marie og mig. For første gang i 23 år og nogle måneder oplevede vi igen, hvor nemt man kan komme af dage – for ingenting.«

En anden scene, en dialog, var han senere vidne til andetsteds i byen (eller fik fortalt – det er uklart). Pragerne boykottede de russiske soldater, men i princippet var de jo våbenfæller på grund af samarbejdet i Warszawa-pagten. Til russernes undren blev der ikke sørget for dem: »Hvorfor giver I os ikke noget at spise,« spurgte en russisk officer og fortsatte: »Da jeres Dubcek for nylig var i Moskva, blev han beværtet!« Svaret kom fra en af de omkringstående pragere: »Jamen, Dubcek ankom ikke i en tank!«

At det tjekkoslovakiske eksperiment skulle lykkes, lå fra begyndelsen Böll stærkt på sinde. Det var derfor, hans tjekkoslovakiske forfatterkolleger havde inviteret ham. Som overbevist katolik blev han ofte spurgt, hvordan han kunne gøre fælles sag med kommunister. Så længe friheden var ledestjernen og midlerne humanistiske, så han ikke noget problem. Det var det menneskelige ansigt, der talte. Så kunne der findes »en tredje vej« mellem kapitalisme og kommunisme (hvad der så ikke kunne), ville det i det mindste være et skridt i den rigtige retning.

Det er svært retrospektivt at fortænke folk i at nære dette håb, sådan som det bredte sig sidst i tresserne og i årene frem. Jeg nærede det selv. Det var den samme holdning, der lå bag, når Böll protesterede lige kategorisk mod USA’s krig i Vietnam som mod Sovjets forfølgelse af sine dissidenter såsom Juli Daniel og Andrei Sinjavksi.

Sværere var det efter Murens fald at se nogen aura omkring f.eks. Christa Wolfs krav om en tredje vej: Nu endelig kunne socialismen komme til sin ret! Da var glansen mildest talt gået af Skt. Gertrud. Prag 68 derimod var endnu utopiens tid. Det er dét, som gør pragerforåret så forjættende og dets brutale afslutning så tragisk.

Da Muren faldt, var det ikke længere utopiens tid, men noget bedre, omend sværere: den reelle frigørelses tid.

De stolte kvinder

Böll var ikke partigænger. Han var etiker. For ham var medlemskortet ikke det afgørende, men at prøve at holde sin sti ren, bevare det indre kompas. Det er det, især kvinder kan og gør i hans univers. Det er ofte kvinders integritet, der er på spil, og det er den, som består eller overlever i mange af hans fortællinger, f.eks. i mesterværket om Katharina Blums sidste ære.

Kvinder er de stolte, som forstår at holde stand og sig nej. I optegnelserne fra Prag dukker kvinderne op, som var de figurer trådt lige ud af hans romaner: »Kvinder og piger, som diskuterede med de russiske soldater, prøvede at overtale dem, blege og smukke af lutter vrede og mod, energiske og beslutsomme. Ja, jeg håber, at i denne by, hvor monumenter spiller så stor en rolle, at man også engang vil sætte pragerinden et monument. Hun er blond, smal og lidenskabelig, fuldkommen ufanatisk og dog glødende …«

Apropos kvinder søgte Böll efter sin kollega Milan Kundera, men ifølge optegnelserne var han gået under jorden. Så de opnåede ingen kontakt. Men det såkaldte folkevid, som jeg siden opsnappede, havde sin egen version af Kunderas møde med invasionen.

Den notoriske womanizer var dengang omsider bragt nogenlunde til orden af sin kone, der havde gjort ham klart, at hvis han ikke holdt sig på måtten i fremtiden, så var ballet forbi – for alvor. Og hun mente det!

Så en tidlig morgen ringede klokken nede i porten vildt og vedblivende. Til sidst kommanderede hun sin mand ned at åbne med ordene: »Hvis det er besøg til dig, så ved du, hvad der sker!«

Kundera listede skælvende ned, lindede på porten, der blev skubbet voldsomt op af en mand i hans bekendtskabskreds, der råbte: »Milan, russerne kommer!«

Hvortil Kundera skal have foldet hænderne, rakt dem mod himlen og udbrudt: »Åh, gudskelov!«

Men ikke mine ord igen!

Heinrich Böll blev med sin lettilgængelige realistiske prosa de undertryktes og udstødtes stemme i tysk efterkrigslitteratur
Læs også
Vi starter helt forfra, alle kan være med, mens vi snakker os gennem de store forfatterskaber og ind i den tyske fortællekunst
Hør mere i podcasten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Oluf Husted
Trond Meiring og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan diskutere forbrydelsen i den sovjettiske invasion, men bør ikke glemme,
23år tidligere, havde tjekkerne (og en masse andre lande) deltaget i tyskernes forsøg på erobre sovjetunionen. (kostede 30mio russere livet).