Med hængende, visirhjelmklædt hoved vandrer en ensom astronaut over et goldt månelandskab på omslaget til det britiske band Spiritualizeds ottende album, And Nothing Hurt.
Gruppen, der blev kendt på at spille ’space rock’ i 1990’erne, har siden udskilt alle medlemmer på nær frontmanden Jason Pierce. Han er efter seks års stilhed aktuel med et album, som han har indspillet ene mand i sit hjemmestudie i London.
Egentlig bryder jeg mig ikke om betegnelsen ’space rock’. For rummet er jo lydløst. Ude i rummet er der ingen guitarsoloer, luftige blæsersekvenser eller korsang. Spiritualizeds musik er i højere grad et udtryk for menneskets forestilling om rummet; illusionen om en let, bekymringsløs tilstand. En illusion, som Pierce omsætter til et sammensurium af blæsere, klokkespil og lange guitartoner, der synes at samle sig og drive opad som skyer. Skyer, der giver sig ud for at være candyflosssøde, men i realiteten er tunge, våde og kolde.
And Nothing Hurt åbner med nummeret »A Perfect Miracle«, der lyder som en syrerocket nyfortolkning af Louis Armstrongs »What A Wonderful World«.
Astronomisk skuffelse over egen utilstrækkelighed
Sangen handler om en relation, der kunne være perfekt og mirakuløs, men alligevel ikke er det, fordi manden ikke slår til. Det kunne have været romantisk, for som han synger:
»I’d like to sit around and dream you up a perfect miracle
I’d part the clouds and have the sun proudly shining on you
I’d take the stars as well and line them up to spell ’Darling, I love you’«.
Men han magter ikke dette løfte. I stedet sender han raketter af instrumentalt virvar afsted, indtil de eksploderer i en psykedelisk røg af elektrisk guitar og tamburinryst.
Spiritualized resonerer den rock, der blev spillet, mens Sovjet og USA kappedes om at sende den første raket/bananflue/hund/mand ud i rummet.
Mens Neil Armstrong tog sine legendariske skridt for menneskeheden, da han i 1969 betrådte Månen, satte The Beatles med Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band nye standarder for studieteknik, og senere satte Pink Floyd salgsrekorder med The Dark Side of the Moon. Det musikalske forlæg for Spiritualizeds udsyrede rock skal netop findes ved at lytte bagud.
Trods albummets mange kosmiske referencer er And Nothing Hurt lyden af et indre kaos. Jason Pierce, der også går under navnet Spaceman, er desillusioneret over, at intet – inklusiv ham selv – er, som han kunne ønske. På »I’m Your Man« præsenterer han sig sarthviskende til et du, som »wasted, faded, uneducated«.
Det gør ondt, når det går op for én, at selv den vægtløse astronaut ikke er fritaget for muskelsmerter og hovedpine. Og det gør ondt at være den sidste mand i Spiritualized. Men Jason Pierce skuffer ikke sin lytter, når han storladent og støjende kondenserer sin astronomiske skuffelse over sin egen utilstrækkelighed.
Spiritualized. ’And Nothing Hurt’ (Bella Union)
