Læsetid: 4 min.

Rasmus Myrup lader fortiden blusse op i samtidskunsten og gør os alle til homoer og abemennesker

Billedkunstner Rasmus Myrups fortidshabitat i udstillingen ’Homo Homo’ er en tand for corny, men hans hotte, tegnede abeelskende fylder både fortid og samtid med hjemlig inderlighed og lige rettigheder for alle i kærlighedens og begærets navn
Billedkunstner Rasmus Myrups hotte, tegnede abeelskere i udstillingen ’Homo’ Homo fylder både fortid og samtid med inderlighed og lige rettigheder for alle i kærlighedens og begærets navn.

Billedkunstner Rasmus Myrups hotte, tegnede abeelskere i udstillingen ’Homo’ Homo fylder både fortid og samtid med inderlighed og lige rettigheder for alle i kærlighedens og begærets navn.

David Stjernholm

12. september 2018

På nettet kan man finde billedkunstner Rasmus Myrups (født 1991) performance Loving Those We Lost But Never Knew.

Alene i et hvidt rum, klædt i jakkesæt, fremfører Myrup en fortælling, der surreelt og sentimentalt krydsklipper mellem mindet om en bytur i Kødbyen, hvor en smuk ’fremmed’ med et blødende sår fra maven dramatisk dør, og så historien om den meteor, der styrtede mod kloden og udryddede de uvidende dinosaurer for altid. Myrups stemme knækker over i let gråd ved tanken om den tabte ven og de uddøde dinoer.

Myrup kobler nuets hverdagsbegær med den fortid, der er så fjern, at den kun kan genfortælles længselsfuldt og naivistisk, f.eks. via skolelærdommens klichéfyldte markører (meteoren!). Netop dét greb er også på spil i Myrups nyåbnede totalinstallation på det lille ambitiøse udstillingssted Tranen på Gentofte Hovedbibliotek, Homo Homo

Her træder jeg som hovedperson ind i, hvad der ligner et fascinerende, men kejtet diorama et af de rum, der på naturhistoriske museer placerer udstoppede dyr i en tredimensionel, tydeligt kunstig scene. Myrups version er et præhistorisk jæger-samler miljø med distinkt bevoksning, et spejlblankt vandhul, flinteredskaber, kurve, blåmuslingeskaller.

De fraværende beboere er menneskehedens homoseksuelle forfædre – ’homo’ betyder også ’af samme art’ – som forskningen viser var langt mere lig os nutidsmennesker, end vi før har troet. Altså er vi alle homoer og abemennesker, og den smukke pointe, at queer-kærlighed og begær har eksisteret som det naturligste af alt siden, ja, Big Bang, udspiller sig på ultracorny vis i dioramaets detaljer.

I det romantiske sengeleje med skindtæppe, himmelseng-top af grene, tørrede buketter, to trofæ-agtige skind-speedos hængt til tørre; i de små træudskårne pikformede redskaber, der lurer i vegetationen.

Fortiden er corny

Jeg har svært ved at afgøre, hvad jeg skal synes om fortidshabitatet, der trods det omhyggelige udvalg af planter og kurveflet virker så anakronistisk, legende og banalt. Som i et moderat fantasyunivers. Her søges i hvert fald ikke mod et formsprog, der gransker videnskabens utallige modstridende opdagelser, parallelle fortællinger, palæontologiske obskuriteter, osv. Fortidens natur hygger sig. Corny, idyllisk og roligt hjemlig.

David Stjernholm

På væggen afspilles en flimrende naturfilm på et spejl med et indgraveret portræt af et abemenneskes ansigt. Det instagram-indbydende dobbelte blik på en selv og ens fortids-jeg, portrættet af det hyperængstelige forbrugsindivids primitivitet, er ikke en æstetik, der ellers dukker op i udstillingen.

Min foreløbige skuffelse ophæves af det dragende ved Myrups vidunderlige blyantstegninger, der hænger let tilbagetrukket på væggene, og som tilfører Homo Homo den inderlighed og kant, jeg savner i dioramaet: En række intime scenarier: to abemænd – ansigterne tegnet som næsten arketypiske neanderthalere – sover kærligt omslynget, akkurat som det 21. århundredes mennesker.

To ditto elskende ligger på jorden med de flettede fingre helt oppe i beskuerens ansigt, hænderne faretruende nær et flintestensvåben, ømhed eller vold? Fitness-abemanden rejser sig pornografisk af havet. Den ene abemand sutter den andens pik i det høje blafrende ukultiverede fortidsgræs.

Værkerne citerer den finske kult-tegner Tom of Finland, hvis illustrationer med camp overdrivelse og en frisættende, pornografisk energi skildrer møder mellem mænd i lak, læder og sømandsudstyr – her er vi blot i urtiden, et andet kitschet bagtæppe for pornoens narrativer (er der andre end mig, der som ordinær teen blev småophidset af Hulebjørnens klan?).

Men langt vigtigere: Myrups queer- intimitet, der skildrer nydelsen, men også det hjemlige, og det monogame parforhold, og som jeg ikke har set meget af på den danske kunstscene, ønsker måske først og fremmest at lægge distance til kunsthistoriens mere traumeomspundne repræsentationer af LGBT-identitet: her finder vi ikke den britiske maler Francis Bacons sensuelle, forvredne efterkrigstidsportrætter, heller ikke den amerikanske fotograf Nan Goldins skildringer af livets tristesse under AIDS-krisen i 1980’erne. Snarere sødmefulde campede nøglehulskig på mænd, der elsker mænd.

Identitetspolitisk fanatasi

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at fantasien om det endnu ubesudlede, førindustrielle landskab, det autentiske liv i naturen, er Myrups måde at tillade sig selv at fortælle den banale romantiske historie om queer-kærlighed, krop og begær på. Her er kunstneren fri for at forholde sig til samtidens identitetspolitiske konflikter.

I stedet kan han lade sig rive med af en identitetspolitisk fantasi, der blot bevæger sig på en helt anden evolutionskurve, en helt anden ormehulagtig tidslig skala. For det er frydefuldt at lade livet filtrere gennem fortidens mytiske og episke stof, gennem lag af sandheder og videnskabelige postulater, i en abstrakt, romantisk forbindelse med det uhåndgribeligt fjerne. 

Fra den vinkel er det interessant at se fortiden blusse op i samtidskunsten. Fortiden er godt stof, det er kunstnerens stof (forestil dig en politiker få noget spændende ud af neanderthalsamfund; nej, det er i kunsten fortiden for alvor er til fri afbenyttelse!) Homo Homo er ifølge Tranens kurator Toke Lykkeberg del af udstillingsstedets tema om det, der er uden for samtiden.

Fordi nuet i sin essens er så hastigt accelererende, at det bliver ubegribeligt – at det næsten opløses – er det langt mere interessant at aktivere menneskets viden om fortiden, der vel altid leder direkte til spekulationer over fremtiden.

Også kurator Jacob Fabricius serieudstilling iwillmedievalfutureyou, hvoraf den sidste i rækken kan ses lidt endnu i Kunsthal Aarhus, tackler tiden ude af sync, bl.a. ved at ophobe værker med en skramlet 1990’er DIY-æstetik. Her er abemanden også på spil, i en film af den gakkede engelske kunstner Nathaniel Mellors om et tiloversblevent førmenneske, der er vanvittigt tilstede som et udyr i samtiden.

Gamle sager bliver desværre indimellem flittigt støvet af og brugt til forsvar for konservative mærkesager, men Rasmus Myrups hotte, tegnede abeelskere fylder både fortid og samtid med inderlighed og lige rettigheder for alle i kærlighedens og begærets navn.

Rasmus Myrup: Homo Homo. Tranen. 29. august - 24. oktober 2018. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Lige en indskudt bemærkning; neanderthalerne var på ingen måde 'abemennesker'.
De var ligeså udviklede som homo sapiens, og vi har fælles DNA der beviser det.

Men ikke helt uvittigt.

Dog vil jeg tvivle på, at vi kunne nedstamme fra denne familie.
Den ligner for mig en evolutionær dead-end.

/O