Engelske Richard David James er som det mystikomgærdede lydfænomen Aphex Twin en slags vejrgud, der hersker suverænt i sin elektroniske musiks mange luftlag, og under hvis herredømme lytteren må overgive sig fuldt og helt til elementerne.
De seneste år har Aphex Twin holdt liv i myten om sig selv ved at forfriske sit musikalske udtryk. Som kontrast til det eksperimentelle computer/klaveralbum Drukqs udkom i 2014 det langt mere dansable Syro, hvis udadvendte vibe to år senere blev fulgt op af techno-EP’en Cheetah.
Men med sin nye EP, Collapse, vender Aphex Twin tilbage til sin tidligste og mest intense, beklumrede lyd af teenagedrengeværelse, der på én gang frastøder og fascinerer.
Collapse er en genindførsel af de bløde, romantiske refrains, der dominerer i Aphex Twins oprindelige, ambiente lydunivers, og som står i kontrast til hans heftige, toneløse technorytmer. Mens de seneste års udgivelser virker som isolerede forgreninger af Richard James’ originale, musikalske rodnet, vokser Collapse’s afstumpede synthflader tæt op af det solide og umiskendeligt melankolske espalier, som han byggede op til sit hovedalias i halvfemserne.
Aphex Twin har dedikeret sig selv til omskifteligheden uden at tabe sin fornemmelse for fremdrift og retning undervejs. Hans musik lyder, som om den bliver skabt af naturlige, ukontrollerbare mutationer. Men samtidig er det lyden af en højerestående organisme, der tager fuld kontrol over situationen – og over sin lytter.
Hysterisk afveksling
Tag dog ikke fejl af de mange outdoorsy associationer. For Aphex Twin laver computermusik i sin reneste form. Han er inspireret af det mørke internet, og som en hacker viser han sig selv gennem krypteringer og koder, der indeholder både tegn, tal, store og små bogstaver.
EP’ens intro, »T69 Collapse«, er det nærmeste, vi kommer et titelnummer. Dets umiddelbare, klangfulde synth åbner Aphex Twins soundscape som en ny bane i et computerspil. Bagefter følger det skrabede »1st 44«, der nærmest forpupper sig omkring et svagt, men punkagtigt råbekor. Og »MT1 t29r2« udvider det melodiske spor, som blev etableret i begyndelsen, med kliklyde og klokkespil.
Langsomt blotter Aphex Twin sin dunkende hovedpulsåre. Det længste nummer »abundance10edit[2 R8’s, FZ20m & a909]« er en typisk lydspiral, som via samplingen af en dæmpet, vedholdende børnevokal afgiver løfter om rigdom og overflod til lytteren, imens den gradvist snor sig dybere og dybere ind i øregangene.
Den unge stemme tilbyder at tage dig med til et »land of abundance« – en invitation, der næsten synes at beskrive Collapse som helhed; som et tilbud om en overdådig, sonisk evighed i den elektroniske vejrguds rige.
Gennem disse halvt legesyge syretrips, halvt alvorlige stikpiller, forstærket af lydeffekternes vekselvirkning, kommer Collapse til at opføre sig lidt ligesom en humørring. En stoflig, hysterisk afveksling mellem mani og apati, trommespor og synthflader.
EP’en er gennemsyret af denne utilregnelige dobbelthed, i krydsklip fra besindig afklaring til pulserende aggressioner, som hos et levende væsen. Det er et værk, der kan og skal høres i loop, som en tilbedelse. Og det virker som et åbent brev fra Richard James om, at han fortsat har vilje til at kaste sine humørsvingninger ud mod publikum.
Aphex Twin: ’Collapse’ (Warp Records)
