Læsetid: 5 min.

Rued Langgaard har fået Ribe som sit valfartssted

Den netop overståede Langgaard Festival i Ribe havde sædvanen tro den spirituelle fordybelse som sit hovedsigte, i år med Bach, Debussy og Messiaen i Langgaards selskab. Valdemar Lønsted beretter om sin festivalvandring
5. september 2018

Ordet offer har som bekendt flere betydninger. Det kan anvendes om en religiøs handling, hvor gaver bringes frem for en guddom, og det anvendes om en person, der uforskyldt udsættes for død, lidelse eller udgrænsning.

Langgaard Festivalen havde ofret (eller offeret) som overordnet tema i begge betydninger, og helt specifikt kunne Langgaard selv repræsentere inkarnationen af den anden betydning. Han følte sig som et offer. Tvunget væk fra sit elskede København, der ikke ville vide af ham, til et eksil i Ribe, hvor han var domorganist fra 1940 frem til sin død i 1952.

Domkirken var et godt sted, skrev han i et brev, men han følte sig hjemløs, ensom som komponist, indespærret i skyggen af den vældige katedral.

Men den aparte Langgaard – H.C. Andersen ville have elsket at skrive om ham – rummede et rigt sjæleliv og satte det så at sige i musik på en meget udansk måde – dansk forstået som ‘ikke at være skabt til højhed og blæst, ved jorden at blive, det tjener os bedst’.

Der kan være en uendelig høj himmel over Langgaards musik. Her kommer vi ind på den første betydning af offer, en himmel, som gør ham til en broder i ånden med eksempelvis Olivier Messiaen.

Det er festivalens store fortjeneste, at dette måske for første gang blev gjort så krystalklart. Specifikt takket være den kunstneriske leder, Esben Tange, som står for programlægningen og følger hver koncert på vej med fortræffelige introduktioner.

Stedets ånd

Som festivalgæst vandrer man fra spillested til spillested i det smukke gamle Ribe, først og fremmest til domkirken og den tidligere klosterkirke Sct. Catharinæ, og i de sene aftentimer til lounge i Quedens Gaard, hvor man møder dagens kunstnere, lytter til mere musik og slukker tørsten med en Langgaard Porter fra det lokale bryggeri.

Byrummet er overskueligt og alligevel fyldt af gyder og dunkle afveje, som var det kulissen til Wagners opera om mestersangerne i Nürnberg i 1500-tallet.

Hvad der er overordentligt afgørende for oplevelsen af festivalmusikken, er de to kirkers beskaffenhed, for begges vedkommende kan man faktisk tale om genius loci – stedets ånd. I dagtid fyldes domkirken af lys, forstærket af hvælvingernes hvide flader, bestandigt changerende lysindfald som levendegør Carl-Henning Pedersens chagall’ske bibelmotiver på korets farverige stenmosaikker, glasmosaikker og kalkmalerier.

Synet virker særligt betagende, når ørene samtidig fyldes af orgelmusik, som kirkens proportioner er nær fuldkomne til at gengive, og det oplevede vi med Aarhus’ eminente domorganist, Kristian Krogsøe.

Jeg tøver ikke med at skrive, at det var en af de orgelkoncerter, der har gjort størst indtryk på mig i mit liv. Bachs toccata og fuga i d-mol, som Langgaard selv elskede at spille på samme orgel, kom i en rivende strøm med små uventede bøjninger af tempoet.

Tredje del af Langgaards to timer lange orgelværk Messis, som betyder høstens tid, det vil sige dommedag, åbner for en overdådighed af det romantiske orgels orkesterfarver, ganske tæt på Messiaens verden, bygget i denne del på lignelsen om den rige mand, der kommer ned i dødsriget, og den fattige Lazarus, som bliver båret op i Abrahams skød.

Krogsøe forstod Langgaard helt ind til marven, han spillede med virtuosens tekniske frihed og digterens fabulerende vingefang, han lyttede til det store rum og gav musikken tiden og roen til falde ind og folde ud.

Også i Messiaens Kristi Himmelfartsmusik L’Ascension viste organisten en bemærkelsesværdig finfølelse i celebreringen af de forskelligartede lovprisninger af himmelmajestæten, fra rolige klangflader af svimlende skønhed over recitativiske solostemmer til vulkanske beruselser.

Mysteriespil

Et andet højdepunkt på festivalvandringen var en aftenkoncert, også i domkirken, med Debussys mysteriespil Den hellige Sebastians martyrium. Debussy blev bedt om at komponere ledsagemusik til det oprindeligt fem timer lange drama af dets forfatter, italieneren Gabriele D’Annunzio.

Det handler om den kristne martyr, den romerske officer Sebastian, som ikke vil afsværge sin tro – han vil ofre sig for sin gud, og kejseren dømmer ham til døden ved bueskytternes pile. Motivet med den gennemborede martyr, ofte bundet til et laurbærtræ, blev et af kunsthistoriens mest afbildede.

I Langgaard Festivalens semidramatiske version var det sangeren Helene Gjerris, der på et smukt fransk gestaltede Sebastians talerolle; fire timers rent teater var skåret væk, og kun Debussys musik stod tilbage med Sebastians replikker.

Michael Schønwandt dirigerede et stort kontingent af medvirkende: 100 musikere fra Sønderjyllands Symfoniorkester og Slesvig-Holstens Symfoniorkester, DR Vokalensemblet og Vor Frue Kirkes Kantori fra Esbjerg og sangsolisterne Hanna Maria Strand, Rikke Lender og ikke mindst den overdådige Dénise Beck.

Der var statister, der var farveprojektioner, og i stedet for laurbærtræ stod en forblæst jysk tjørn midt i det hele.

Man kan måske undre sig over, hvorfor dette højtragende katolske mysteriespil i den grad kunne gribe så mange protestantiske sjæle, men det gjorde det. Igen befordrede det fantastiske rum en højtidelig fællesskabsfølelse og blev en åndelig kanal for budskaber, som man på sin vis kun kunne ane, men som alligevel ramte en dyb længsel i sjælens mørkekamre.

Michael Schønwandt havde en afgørende betydning for denne spirituelle udtrykskraft, eksempelvis i kraft af hans suveræne pejling af den gennemgående rolige musiks stemmelag og kyske melodiøsitet. Også i Langgards oprindelige forspil til operaen Antikrist – spillet for første gang siden 1926 – fremmanede Schønwandt en mageløs stemningsmusik, som har hentet inspiration fra Wagners Parsifal, og som i omslagene til en slags minimalisme lød som filmmusik af Bernard Hermann. Det var sært og dragende.

Til tidens ende

Sct. Catharinæ Kirke er dog mindre end domkirken, men alligevel et pragtrum i tre skibe med en ualmindelig fin akustik. Her blev Langgaard igen sat sammen med Messiaen. Violinisten Gunver Sihm og pianisten Berit Johansen Tange navigerede veloplagt gennem danskerens 4. Sonate, som dog blegnede over for stringensen i franskmandens Tema med variationer.

Men det sublime mødte vi i Messiaens klassiker Kvartet til tidens ende ud fra Johannes’ Åbenbaring, komponeret og uropført i en tysk krigsfangelejr i 1941.

Klarinettisten Olli Leppäniemi havde sluttet sig til vores egen Trio con Brio, og sent vil jeg glemme de religiøse solomeditationer med de to koreanske søstre og den finske magiker. Mere Messiaen.

DR Vokalensemblet gav en medrivende opførelse af de intrikate kærlighedssange Fem refræner, og pianisten Kristoffer Hylding stod for en kraftpræstation af rang med den to timer lange Tyve blikke på Jesusbarnet. Og der var meget mere at opleve, end jeg nåede. Næste år er Grieg gæst hos Langgaard i Ribe.

Messiaen, Debussy, Bach og Langgaard. Rued Langgaard Festival i Ribe. 30. august til 2. september

Pianisten Lise de la Salle under en tidligere koncert i Danmark. den franske musiker var allerede som barn et enestående talent, og også denne gang var hendes koncert virtuos oplevelse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu