Læsetid: 5 min.

Det er så dejligt at være i Martin Bastkjærs lyttende essays

Litteraturkritiker Martin Bastkjærs nye essaysamling består af litterære essays om dansk og norsk litteratur, og igennem dem beskriver han nuancerne i vores relationer til hinanden. Han rammer dem, der i sandhed er anderledes end ham selv, og det er værd at kaste sine tanker omkring. Og så tager han tråden op fra Mette Høegs 2015-kritik af tidens navlebeskuende forfattere
3. september 2018

Denne sommer befandt jeg mig i en hytte i Møre- og Romsdal-området i Norge, og som det kan være ved et middagsselskab, begynder man måske at improvisere. Denne aften udviklede jeg en hjemmestrikket teori om sæter-rømme (traditionelt norsk mejeriprodukt med en høj fedtprocent, red.), eftersom det var første gang, jeg smagte rømmegrød – en tyk, hvid grød lavet på indkogt sæter-rømme, som spises med spegemad til, altså små stykker saltet kød.

I 1980’erne, doserede jeg usikkert under middagsselskabet, blev creme fraiche introduceret som noget raffineret og fransk – samme ting! – som man kunne spise til sin kage i stedet for flødeskum. Creme fraiche beholdt sit franske navn i Danmark, fordi det udstrålede noget eksklusivt, et spændende produkt fra det land, som lå øverst i alle kulturelle smagshierarkier.

Nu, hvor der ikke findes én god smag længere – dikteret af nogle franskmænd med unikke smagsløg – sælges ægte norsk sæter-rømme i danske butikker. Dette er et tegn på, at smagen er blevet decentraliseret. Det eneste, som gælder nu, er, om en vare kan sælges med en fortælling, som går langt tilbage og kan garantere dens autenticitet. Sådan lød min analyse.

Jeg aner ikke, om dette har noget på sig, om ikke andet kan man notere sig, at det norske er i gang med at ændre sig til noget mere interessant i danske øjne end et minde fra en skitur: De har kultur deroppe!

Martin Bastkjær: ’De andres geometri. Det intime, det maskuline og det åbne’.

Den unge kritiker og forfatter Martin Bastkjær gør intet stort nummer ud af det, men det er tydeligt, at han i sin nye bog bestående af litterære essays om dansk og norsk litteratur har et særlig godt øje til den norske litteratur. Og det glædelige er, at han kommer bag om det, som oversættes – og som virker præget af økonomiske hensyn og danskernes mest klichémæssige forestillinger om det norske – ved at læse nogle af de forfatterskaber (Ole Robert Sunde, Stig Sæterbakken, Cathrine Knudsen, Geir Gulliksen) som norske kritikere (jeg må indrømme, at jeg er en af slagsen) også synes, er de mest interessante.

Lyttende

Men det er ikke interessen for det norske, som om det var en kvalitet i sig selv, der gør det så dejligt at være i Bastkjærs essays. Det er primært, fordi de er så lyttende; der er altid noget, han undrer sig over, og noget, som kommer bag på ham. Dette burde ikke alene være bundlinje for kritikken, men for al slags litteratur.

Jeg skulle til at påstå, at han skriver i høj stil, men der skal ikke meget til for at skabe distance til den øvrige danske litteratur, som ofte er præget af en slags coolsprog. Et sprog, der enten signaliserer, at man er befriende uprætentiøs eller tyder på, at man lider af et kommunikativt ambitionskollaps, hvor man føler, man må skjule sig i det sprog som kollektive enetaler på et værtshus.

Hvorfor er der så god plads i disse essays? Det er, som om Bastkjær rammer den bagerste væg i rummet, ikke ved at råbe højest, men fordi han oprigtigt tror, at nogen sidder der, at der er noget, som i sandhed er anderledes end ham selv, og at det er dette, som er værd at kaste sine tanker omkring.

Bemærk hans tankevækkende undertitel, Det intime, det maskuline og det åbne, som kombinerer tre kvaliteter, som ikke traditionelt placeres i samme skuffe. En slags høj stil måske, men der er milevid afstand til fortidens åndsmenneske, hvis intellekt ofte stod i modsætning til sansning og følelse. At det maskuline sættes i kontakt med det intime og det åbne er befriende, i mere hierarkiske tider blev især det intime gerne proppet i den feminine skuffe sammen med alt det andet med lav status.

Afslappet feminisme

Bastkjærs feminisme (bogen åbner med notatkollagen »No More Mr. Nice Guy«) er ikke skinger og polariserende, snarere virker den som en helt afslappet obligatorisk del af et dannet menneskes intellektuelle ballast.

Hvis jeg skal gætte på, hvem der er samlingens skytsengel, bliver det den britiske filmteoretiker Laura Mulvey og hendes analyse af det mandlige blik i det banebrydende essay Visual Pleasure and Narrative Cinema fra 1973 – tanker, som også John Berger (fra tv-serien Ways of Seeing) var inde på omkring samme tidspunkt – og Roland Barthes (især kendt for bogen Camera Lucida fra 1980), som, jeg tror, Bastkjær har suget op med sugerør, som var det honning.

Det er kvalificerede gæt, for han nævner dem selv, men Bastkjærs måde at se på minder mig om Barthes’ sensibilitet i sådan en grad, at jeg får lyst at nynne: »Hvem er den nye mand, og hvem er den nye Roland?« Teksterne er i øvrigt ikke uden regulær punch, godt nok folder sætningerne sig for det meste langsomt ud, men det er ikke altid blomster, som trylles frem, af og til er det en drillende slow-mo knytnæve.

Åbenheden og den afprøvende holdning rammer måske alligevel ikke altid plet, for eksempel kan det virke urimeligt at sætte den norske forfatter Ola Bauer op mod Michel Houellebecq, og måske tages nogle af Stig Sæterbakkens mest sorthumoristiske udsagn lidt vel alvorligt. Det er imidlertid morsomt at følge hans frustrerede Sæterbakken-læsning, som får ham til at slå knuder på sig selv og rode sig bort i nogle af de samme paradoksale tiltrækninger og frastødninger, som er typiske for Sæterbakken.

Den afprøvende åbenhed synes netop at stamme fra hypernysgerrige essayister som Sæterbakken og Ole Robert Sunde.

En af samlingens bedste tekster (»Dvale, dominans og klaustrofobi«) handler alligevel om dansk litteratur og tager tråden op fra debatten, som fulgte Mette Høegs 2015-kritik af tidens navlebeskuende forfattere (»Dansk litteratur lider under kvindelig dominans«). Høegs store bommert var at kønne den selvoptagede feminint, og Bastkjær kvitterer med at læse nogle mandlige forfattere, som udstiller mænd fanget i endeløs introvert hyperrefleksion.

Her får Bastkjær en mare ud af skabet, som har redet den danske litterære offentlighed så langt tilbage, jeg kan huske: Den uvedkommende litteratur består, og kritikken af den uvedkommende litteratur skyder forbi målet, fordi den serverer de samme sprogfattige klicheer igen og igen, som ikke er grundet i læsning, men i automatiserede fordomme.

Martin Bastkjær. ’De andres geometri. Det intime, det maskuline og det åbne’. Essays, 184 sider. Arena Monografi, 2018.

Susanne Christensen er anmelder ved den norske avis Klassekamp.

Det er interessant, hvordan det her relativt tilfældige udsnit af titler, som Martin Bastkjær kaster sig over, alligevel er ret ensartet i forhold til at skildre nogle personer, der er temmelig bevidste om, hvordan de interagerer med de nærmeste omgivelser, siger forfatter Johan Davidsen.
Læs også
Jegets opmærksomhed på sig selv bliver i meget ny dansk litteratur så omfattende, at den kammer over i selvoptagethed. Martin Bastkjærs essay om selvbevidsthed i ny dansk litteratur – fra essaysamlingen ’De andres geometri – det intime, det maskuline og det åbne’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Bastkjær kvitterer med at læse nogle mandlige forfattere, som udstiller mænd fanget i endeløs introvert hyperrefleksion".

Som Bastkjær selv fremstiller det i sit introverte og hyperreflekterende essay, ud fra sin egen personlige skelnen mellem selvbevidsthed og selvoptagethed: "Og måske kan denne skelnen bruges til at forstå mit ambivalente forhold til ny dansk litteratur".

Udgangspunktet for hans undersøgelse er ikke en række værker, men sit eget forhold til en række værker, en oplevelse af klaustrofobi og fremmedfølelse ved læsning af værkerne.

Værkundersøgelsernes mål er at finde de fremstillinger i værkerne, der fremkalder de pågældende følelser hos ham. Han undersøger sit forhold til værkerne og ikke værkerne som sådan.