Læsetid: 6 min.

Samtalens kunst

Erik Skyum-Nielsens samtalebog med Jens Smærup Sørensen er ikke kvik, den er klog
Forfatter Jens Smærup Sørensen.

Forfatter Jens Smærup Sørensen.

Henning Bagger

21. september 2018

Dansk litteraturkritik har en prisværdig tradition for samtaler mellem kritikere og forfattere. Erik Skyum-Nielsen har brugt interviewet i sin vigtige bog, Modsprogets proces. Poesi, fiktion, psyke, samfund: essays og interviews om moderne danske litteratur (1982), hvor han blandt andet bragte samtaler med en række 1960’er og 1970’er-forfattere om nybrud i dansk litteratur.

Og mellem de vigtige interview-bøger er også Claus Clausens Digtere i forhør (1966), hvor der er interviews med tolv danske digtere, blandt andre Klaus Rifbjerg og Ivan Malinovski.

Claus Clausen hentede sin titel fra Chr. Rimestads interview-bog fra 1906 med blandt andre Herman Bang. Også Carsten Andersen har dyrket »forhørs«-genren med udgivelsen Forfattere i forhør (2007). Ejgil Søholms bog om Tage Skou-Hansens forfatterskab fra 1979 rummer en værdifuld samtale, som man kan blive ved at vende tilbage til, og Nils Gunder Hansen brugte i sin bog om Tage Skou-Hansen mere indirekte samtalen som et arbejdsredskab.

Marianne Juhl har arbejdet med samtalegenren sammen med blandt andre Kirsten Thorup. Selv har jeg udgivet Mai Strunge. Samtaler mm. sammen med Michael Strunge i 1985.

Samtalen mellem kritiker og forfatter har det bedst, når den ikke hviler på en idé om, at kritikeren skal forsøge at lokke fortolkningssvar ud af forfatteren. Samtalen skal bæres af en tanke om, at samtalen om forfatterens bøger og liv skaber rum og perspektiv på værket. Det er ikke svar, der efterspørges, men tanker, der afprøves og dukker op undervejs. Samtalen skal faktisk blive en kunst i sig selv.

Erik Skyum-Nielsens Et græsstrå i vinden. Samtaler med Jens Smærup Sørensen giver sig ikke ind i lange udredninger om samtalens målsætning, men tager samtalens mulighed for at virke introducerende og perspektiverende for givet, og måske derfor virker setuppet med diktafon og udskrifter af forfatterens formuleringer så ubesværet.

Skyum-Nielsen hjælper læseren på vej ind i kritikerens og forfatterens sommerlige møder med en kort og klar introduktion til forfatterskabet. Smærup debuterede som lyriker i 1971, men hans første betydelige bog udkom i 1972 og bar titlen At ende som eneboer.

Smærups gennembrud blev romanen Mærkedage (2007). Det er Skyum-Nielsens tese, at Smærup Sørensen gennem sin kontakt til miljøet omkring forlaget Arena tidligt fandt sin egen vej ind i en skriftmodernistisk litteratur, der interfererede med både ideologi- og samfundskritik, og at han endvidere har placeret sig centralt i en litterær bestræbelse på at kortlægge opbruddet fra land til by i efterkrigsperioden.

Det er en bestræbelse, som ifølge Skyum-Nielsen har haft Knud Sørensen som foregangsmand. Skyum-Nielsen karakteriserer her også Smærups særlige prosapoetik, som han benævner som en dobbelthed af sansning og tænkning eller en ganske særlig skarp kombination af sprogskepsis og nøgen erfaring.

Herefter åbnes samtalen, hvor Skyum-Nielsen især lægger vægt på, at man får talt om romanforfatterskabet og i mindre grad om Smærups noveller. Tempoet i samtalen er stille og roligt, hvilket er befriende, for det danner modvægt til, hvordan man ofte – også i litteratur- og kulturjournalistikken – må lytte til en aggressiv spørgeteknik, der går efter slående formuleringer eller kvikke replikker. Denne bog er ikke kvik; men den er klog. De samtalende tager sig tid og ro til at komme omkring vigtige emner. Vi er i godt selskab.

Skyum-Nielsen lægger ud med et spørgsmål, der ellers godt kan få mange forfattere til at klappe helt og aldeles østersagtigt i:

»Hvorfor er du blevet forfatter.«

Men det forstyrrer ikke Smærup, som stilfærdigt forklarer, hvordan forandringerne i landbruget betød, at hvis man som han ikke var så god til det fysiske arbejde, kunne der være en chance for, at man kunne få lov at fortsætte i skolen. Han fortæller også, hvordan han opdagede, at naboen, Knut Becker, var forfatter og levede af at sidde og skrive bøger.

»Alle i byen vidste, at han levede af at sidde og skrive bøger, så det havde jeg med mig. At det var en mulighed.«

Sidenhen følger studierne på Aarhus Universitet, hvor Smærup mødte Niels Egebak og Per Højholt, hvis forfatterskab han skrev speciale om. Hist og her i den kronologiske beretning bliver der tid til at tale om både Blicher, H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan og fransk filosofi.

Morsomt er det selvfølgelig, da den unge Smærup tilstår over for Højholt, at han også skriver digte.

»Det tænkte jeg sgu nok,« siger Højholt. Han bliver ikke alene en god samtalepartner for Smærup, men også en lydhør læser, som hjælper Smærup med at få den første bog færdig.

Vi får således både de sjove og morsomme små anekdoter og de uundgåelige digressioner i samtalen, men vi kommer også frem til spændende og intense betragtninger over de store Smærup-romaners særpræg.

Samtalen fungerer allerbedst, når de to fordyber sig i et tekststed, eller når Smærup gør sig tanker om forholdet mellem fiktion, erindring og fantasi og kalder erindringen en fiktionsforfatter, der har brug for fantasien, hvis fortællingen skal stikke dybere end den personlige erindring og føre fortællingen over i noget alment.

Skarp er også diskussionen af brugen af forskellige tider i fortællingen. Hvilken muligheder er der i en fortælling, der holdes i nutid? Mangler vi på dansk en datidsform, som man har på fransk? Og kan en fortælling holdt i nutid simpelthen blive for lukket?

Smærup fortæller, at han selv som barn havde generelle udtryksvanskeligheder og oplevede en form for grammatisk forstyrrelse, som måske stadig er på spil, men som befordrer hans fortællekunst. Også historien om, hvordan han på én dag i den nye skole må skifte fra at tale dialekt til at tale rigsdansk, er tankevækkende. Måske udspringer den særlige Smærupske sprogsans af disse erfaringer.

Men Smærup og Skyum-Nielsen holder sig ikke kun til de tekstnære spørgsmål. Netop opmærksomheden over for sproget og de store temaer i Smærups forfatterskab, fører faktisk hurtigt ud i eftertanker over nutidens globalisering og forholdet mellem den gamle verden og den nye.

Smærup er præcis i sin karakteristik af, hvordan man i det gamle landbrugssamfund mente, at den enkelte til en vis grad selv var skyld i de ulykker, der kunne indtræffe. I nutiden giver den slags forestillinger absolut ingen mening. Sekulariseringen af den kristne verden er en konsekvens af kristendommen, og alligevel kan vi ikke lade være med at åbne et religiøst rum i os selv. Man kan ifølge Smærup godt lade dette rum ligge hen, men måske kan man også få noget ud af det.

Læseren er i godt selskab i denne samtalebog. Man behøver ikke at kende alt til forfatterskabet, men der er stof at hente for både ihærdige Smærup-læsere og nybegyndere.

Man kan savne nogle bemærkninger om mænds og kvinders forskelligartede strategier over for landbrugskulturens undergang. Det ligger ligefor flere steder i samtalen, og der er køn et tema, det er spændende at diskutere, når det gælder de senere romaner.

De små bemærkninger med sammenligninger af Smærups romankunst med Kirsten Thorups og Vibeke Grønfeldts værker kunne også uddybes. Smærup kan godt lide at se sig selv som en, der står alene – det gør han bestemt også, men hans fortællinger er desuden blevet betragtet som led i et større og mangesidet nybrud i dansk litteratur. Som man kan fornemme kommer indfald og eftertanke nemt til læseren, når man følger de tos ubesværede samtale.

Man stresser af over denne bog, kommer ind i et godt tænke- og læsetempo og oplever fordybelsens glæde.

Erik Skyum-Nielsen: ’Et græsstrå i vinden. Samtaler med Jens Smærup Sørensen’. Gyldendal. 184 sider, 250 kroner.

Jens Smærup Sørensen mener, der er behov for omfattende reformer af landbruget, hvis det skal have en fremtid.
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu