Anmeldelse
Læsetid: 11 min.

’Serial’ dropper krimiformatet og zoomer ind på en eneste retsbygning

I sin tredje sæson tegner den amerikanske succespodcast ’Serial’ et portræt af det amerikanske retsvæsen, som det viser sig i Cleveland, Ohio. To afsnit er ude, og de er et fremragende bud på systemkritik båret af konkrete historier om menneskers måde at håndtere magt og afmagt på
I sin tredje sæson tegner den amerikanske succespodcast ’Serial’ et portræt af det amerikanske retsvæsen, som det viser sig i Cleveland, Ohio. To afsnit er ude, og de er et fremragende bud på systemkritik båret af konkrete historier om menneskers måde at håndtere magt og afmagt på

Mia Mottelson

Kultur
28. september 2018

Når den gudsbenådede amerikanske radiojournalist Sarah Koenig bliver spurgt om, hvad hendes oprulning af en tvivlsomt behandlet mordsag i podcasten Serial siger om det amerikanske retssystem, svarer hun:

»Ingenting.«

Mordsagen fra 1998, der kort fortalt handlede om, hvorvidt en teenager fra Baltimore ved navn Adnan Syed slog sin ekskæreste Hae Min Lee ihjel eller ej, var omdrejningspunkt for første sæson af Serial. Den kom i 2014 som en selvstændig aflægger af det populære radioprogram This American Life, blev den mest hørte podcast nogensinde og fik uvurderlig indflydelse på udbredelsen af podcastmediet.

I 2015 kom anden sæson, der optrevlede en sag om en amerikansk soldat, der måske/måske ikke deserterede i Afghanistan. Den blev en væsentlig mindre succes end første, der fik lyttere over hele verden til at lægge deres hoveder i blød i forsøget på at opklare mordet på Hae Min Lee. 

Det lykkedes ikke at nå til bunds i sagen, som dog siden er blevet genoptaget af politiet. Det eneste, der stod helt klart, var, at der var plads til forbedring i det arbejde, som politi, forsvar og anklagemyndighed udførte, men ifølge Koenig kan man altså ikke sige noget generelt om det amerikanske retsvæsen ud fra Adnan Syeds sag. Det er den alt for ekstraordinær til.  

Perfekt mikrokosmos

For at kunne sige noget om, hvordan det amerikanske retssystem virker, må man se på de ordinære sager og den daglige trummerum i retten, siger Koenig i sin indledning til første afsnit af den nye tredje sæson, fra hvilken to afsnit indtil videre er ude. Og det er lige præcis det, hun og hendes kolleger gør.

Gennem et år har Koenig og hendes makker, Emmanuel Dzotsi, optaget lyd fra og taget noter i retsbygningen i Cleveland, Ohio. Stedet har de valgt, fordi det var her, de fik lov til at optage alle steder, hele tiden, men man behøver ikke lytte længere end til Koenigs indledende beskrivelse af den 26 etager høje bygning, før man er overbevist om, at de ikke kunne have fundet et bedre amerikansk mikrokosmos at udforske. 

I en eneste bygning har man nemlig samlet arrest, to retsinstanser (city court og county court), politiets og sheriffens hovedkvarterer, dommerkontorer og anklagemyndighedens kontorer.

Koenigs speak udpeger med vanlig præcision de væsentlige detaljer, som f.eks. den måde, man som arresteret borger i Cleveland arbejder sig op gennem bygningen på, fra parkeringskælderen til arresten og senere i forløbet længere op til retssalene, der er placeret sådan, at de alvorligste forbrydelser behandles øverst. 

Strygermusikken i baggrunden er veloplagt grænsende til det lystige, når Koenig beskriver den elevator, der binder det hele sammen:

»En elevator i en offentlig bygning er et af de få steder i vores land, hvor vi er tvunget til at være tæt på hinanden. Jeg kan godt lide at tænke på, at vi kan stå så tæt med vores fornuftige fodtøj, Timberland-støvler, falske øjenvipper, Axe-parfume, ortopædiske indlæg, tåretatoveringer og to go-kaffe, og når elevatordøren så går op, er det, at ingen bløder eller græder, en lille behagelig påmindelse om, at vi er sammen i det her.«

Det lyder næsten som sarkasme. Koenig fortsætter:

»Andre gange forstærker skulder mod skulder-tætheden bare den åbenlyse kendsgerning, at vi ikke er ens. Overhovedet.«

Herefter spiller hun et lydklip fra en tur, hun selv havde i elevatoren sammen med nogle afroamerikanske medborgere, der spillede høj musik til nogle hvide elevatorpassagerers irritation. Koenig prøver velmenende at bløde stemningen op med en sløj vits om musikken, som hendes medpassagerer i elevatoren knap nok gider rulle øjne ad, og fremstiller på sympatisk vis sin egen naive tilgang.

En institution og dens fejl

Ambitionen er at portrættere en institution med dens rutiner, ritualer, fejl, mangler og potentiale. Hermed forlader Serial det krimiføljetonformat, der karakteriserede de seneste to sæsoner, for i stedet at lave en antologi af historier om et bestemt sted, og det er en god nyhed.

Så mange andre true crime-podcasts i USA og resten af verden ser på uopklarede og dårligt opklarede sager, og man kunne ikke forestille sig et mere kompetent hold til at se det amerikanske retsvæsen efter i sømmene og spytte gribende, tankevækkende historier ud.

Holdet bag Serial er jo ikke primært efterforskere, de er historiefortællere, og med den tid og tankevirksomhed, der er lagt i de to første afsnit, giver Serial et imponerende klart billede af de principielle problemer, hverdagen er gennemsyret af i domhuset i Cleveland, Ohio.        

Første afsnit skildrer det, de kalder ’en helt almindelig sag’. Den handler om et slagsmål på en bar, hvor en ung kvinde i kampens hede kommer til at slå en politibetjent.

Historien handler ikke om, hvorvidt hun gjorde det eller ej, men om de juridiske procedurer og mekanismer, der tilskynder folk til at tilstå forbrydelser, de ikke mener, de er skyldige i, til gengæld for at anklagemyndigheden revurderer sagen som mindre alvorlig.

Det andet afsnit handler om dommeren Daniel Gaul, hvis lige lovligt fleksible syn på sine egne beføjelser bliver grundigt illustreret og kommenteret.

Der er ingen tvivl om, at Serial forholder sig kritisk til den måde, loven bliver håndhævet på i højhuset i Cleveland, men samfundskritikken er ikke den eneste grund til at høre tredje sæson af podcasten. Det er først og fremmest de fremragende historier om, hvordan mennesker håndterer deres magt og afmagt, der er det. 

’Serial’ kan podcastes på diverse podcastapps og høres på serialpodcast.org.

Tre danske dokumentarister om ’Serial’

Af de tre toneangivende dokumentarister, vi har bedt høre den nye sæson af verdens nok mest populære podcast ’Serial’, er én fyr og flamme, mens to har svært ved at se, hvorfor det amerikanske retsvæsens problemer skulle være interessante for resten af verden. Ingen benægter dog, at den er overlegent godt lavet.

Podcast-hitmager Tim Hinman:

»Lad mig begynde med det positive: Den nye sæson af Serial er dybdegående, intelligent og et fornyende bud på retsjournalistik. Den er så grundig, de har brugt tid. Masser af tid. De har stillet gode spørgsmål, og karaktererne står tydeligt frem.

Skal jeg gå over til det negative? Jeg synes, det er pisseirriterende, at vi skal høre mere om, hvor fucked up og udueligt et land USA er. Som podcast er Serial fejlfri, den kunne ikke være bedre. Mit spørgsmål er bare: Hvorfor skulle det være interessant for os? Vi bliver i forvejen stopfodret med nyt om det land, fordi de har de medier, de har. Det rager mig bare en pind, hvordan tingene hænger sammen derovre i det midtvestlige retssystem. Hvorfor skal vi høre om det og ikke om det ungarske, det kinesiske eller det tyske retssystem? Men den er lavet så dramatisk og narrativt interessant, at man gider høre på det alligevel. Og så er den selvfølgelig på engelsk.«

– Hvorfor er de så dygtige?

»Fordi de arbejder benhårdt. De amerikanske radiojournalister har virkelig høje standarder og slipper ikke af sted med hvad som helst. Man hører ikke så tit om faktatjekkere i Danmark, men det bruger de i USA. De har en stolt journalistisk tradition, især inden for undersøgende journalistik. Serial er lavet af en masse ekstremt dygtige folk. Værten Sarah Koenig og hendes medtilrettelægger Emmanuel Dzotsi har brugt et år på at optage og udvikle. Det er bl.a. derfor, det er godt. De indsamler en masse materiale og har nogle af verdens dygtigste radiofortællere til at arbejde videre med det.

Jeg elskede første sæson af Serial. Den blev udgivet, otte dage efter der kom nyt styresystem til iPhone, som gjorde, at man fik podcastappen automatisk. De havde ikke forventet, den skulle blive kæmpestor, men det gjorde den. Og efterfølgende kopieret. Vi, der laver podcasts, har fundet ud af, at det her serielle format er befriende og effektivt. Jeg kan godt forstå, hvorfor de ikke vil lave den samme slags historier mere, for det er der mange andre, der gør.

Det ville være superinteressant med et dansk program, der gik det danske system efter i sømmene. Jeg håber, at nogen vil lave det. Men når man før har prøvet at lave noget lignende i Danmark, får man 14 dage til at producere det, og så bliver folk skuffede over, at det ikke er lige så godt som de amerikanske podcasts. De har ikke lagt mærke til, hvor mange navne der bliver nævnt i slutningen af dem. Det er 20 mennesker, der arbejder på det. I et år. Og de er ikke hvem som helst – de er de bedste til det, de laver.«

Tim Hinman er den ene halvdel af den uafhængige podcastkollektiv Third Ear, der laver nogle af Danmarks bedste podcasts, flere i krimiføljetongenren og lanceret afsnit efter afsnit, som den første ’Serial’-podcast gjorde det. Han står derudover bag podcasten ’Sound Matters’

Dokumentarinstruktør Eva Mulvad: 

»Jeg elsker gode fortællinger, som man bliver draget ind i, og som udvikler sig, ligesom en god film gør. Jeg elsker, når man tager en historie og kigger på den fra alle sider, går ned ad en sidevej og kommer tilbage efter at have belyst nye aspekter af den. Det gjorde de to forrige sæsoner af Serial, mens den nye handler om generelle problemer i det amerikanske retsvæsen. Det bliver mindre interessant for mig, det er mere bare deres problem.

Sæson 1 handlede om et dårligt opklaret mord blandt high school-elever, og sæson 2 havde en stor historie om en krig, vi alle sammen på en eller anden måde var en del af, og så den vilde personlige historie om, hvorfor Bowe Bergdahl (en amerikansk soldat, der overgav sig til fangenskab i Afghanistan, red.) traf de valg, han traf, og hvordan han så bliver en brik i et større politisk spil. Jeg synes, at både den store politiske og den lille menneskelige historie var ret vellykket.

De to fortællinger har noget mere almenmenneskeligt, hvor det her er et mere specifikt samfundsmæssigt problem. Jeg oplever heller ikke, at det er lige så stærkt fortællemæssigt. Det er spændende nok med dommeren i afsnit 2, der har sin helt egen politiske agenda, men jeg er ikke lige så fascineret, fordi jeg ikke når at komme ind på karakteren i historien.

Det er helt fair at have så tydeligt et politisk formål som her, hvor podcasten påpeger nogle problemer i det amerikanske retssystem. Især når det bliver meldt så klart ud. I Danmark har Phie Ambo lavet filmen Så meget godt i vente om en økologisk bonde og en, der hedder Free the Mind, der handler om mindfulness. De handler begge om noget, hun gerne vil udbrede i samfundet, og der forlader hun det journalistiske princip om at høre begge sider.

Vi har en tendens i Danmark og Europa til at synes, at alt muligt er spændende, fordi det er fra USA. Det er måske, fordi landet har noget mytisk over sig, men vi er ikke lige så velorienterede om, hvordan retssystemet ser ud i Frankrig. Og jeg kan godt blive lidt træt af den evige fascination af USA. Nogle gange synes jeg, at historierne er for små, ikke almenmenneskelige nok. Men mange danskere føler, at de nærmest bor i USA, og der bliver rapporteret til os, som om vi gjorde det.

Jeg kommer nok alligevel til at høre Serial færdig, for jeg synes, de er dygtige, men jeg savner at være sammen med et menneske i længere tid som i den første sæson. Hvis de bliver ved med at gå ned i sagerne, kan det godt være, den nye sæson får den kvalitet som de andre.«

Eva Mulvad er dansk dokumentarfilminstruktør og fik som den første i Danmark lov til at filme en hel retssag. Det blev i 2011 til dokumentaren ’Med døden til følge’ om en mand, der – ved et uheld eller med vilje – slog sin bedste ven ihjel med et samuraisværd

Podcastvært i USA Lea Thau: 

»Indtil videre synes jeg, at den nye sæson af Serial er den bedste. Det er vildt imponerende, at de formår at tage den daglige færden i et domhus og få gjort det lige så spændende som den første sæson, der var et kæmpe hit, men som også havde en mere klassisk krimistruktur. Der er en elementær spænding, når man tester, om en mistænkt reelt kunne have kørt fra A til B på ni og et halvt minut. Når den nye sæson tager de mindre og i gåseøjne lidt kedeligere sager op og ser på dem, er det ikke bare det klassiske spørgsmål om skyld eller uskyld, men det større politiske billede, det handler om. Det er ikke nemt at tage tunge socialrealistiske ting og fortælle dem med så let hånd og i så sikker stil, at folk lytter til det for deres fornøjelses skyld.

Når Serial formår at få gjort et bredere samfundsmæssigt problem spændende gennem mange mindre sager, er det, fordi de er så gode til at skrive. Det er egentlig mere fortællerstemmen, der trækker, end de enkeltstående sagers karakter eller det, de har optaget. Værten Sarah Koenig kan med få ord eller sætninger gøre et rum tydeligt eller en bestemt karakter levende for os, så man forstår, hvad deres problem er i livet. Samtidig er hun enormt fair. Hun er rigtig god til at ramme ting på kornet uden at oversimplificere. Hun kan holde styr på ret komplekse tanker og modsætninger uden at gøre det kedeligt og tungt. Det kræver mange gennemskrivninger at formidle den kompleksitet, man møder, klart og tydeligt.«

– Hvordan mærkede man podcastens succes som podcastproducent i USA?

»Første sæson af Serial var for podcastmediet, hvad Orange is the New Black var for Netflix: Et gennembrudsfænomen, man var nødt til at høre for at vide, hvad folk talte om. På tv-fronten havde der allerede været et gennembrud for streaming frem for broadcasting. Folk var parate til at lave det samme spring på radiosiden, og så i 2014 kom Serial, som var underholdende, elementært spændende og supergodt lavet.

Der var en stor vækst i podcastlytterskaren, men podcast var stadig et nichefænomen, der blev opfattet som noget lidt hjemmestrikket. Det var ikke så respekteret som medie. Det ændrede Serial med ét hug.

Vi var heldige, fordi vi havde startet Radiotopia (ufhængigt netværk af podcasts, red.) kort før, og der fandtes ikke mange andre podcastnetværk på det tidspunkt. Vi kunne også ride på podcastbølgen. Da Ira Glass (vært for det amerikanske radioprogram This American Life, som Serial udspringer af, red.) optrådte på The Tonight Show, hvor han viste sin 87-årige nabo, hvordan man hører en podcast, tænkte jeg: Okay, vi har ramt mainstreamnerven nu.«

Lea Thau er fra Danmark og bor nu i Los Angeles, hvor hun laver den meget succesfulde og ofte personlige interviewpodcast ’Strangers’ og er en del af det uafhængige podcastnetværk Radiotopia.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her