Læsetid: 6 min.

Hvor blev Socialdemokratiet af?

Hvad er der sket med de europæiske socialdemokratier, og findes der venstreorienteret neoliberalisme? Stephanie L. Mudges nye bog ’Leftism reinvented’ fortæller socialdemokratiernes omtumlede historie fra begyndelsen og måske til slutningen
7. september 2018

Socialdemokratierne er i krise. I Sverige er krisen akut. I Frankrig og Italien forsvandt de nærmest ved de seneste valg. I Tyskland er det totale kollaps udsat en smule. I England og USA foregår en uforsonlig kamp mellem partiets højre- og venstrefløj. I Danmark har socialdemokraterne overhalet de fleste højre om og nærmest erklæret sine støttepartier krig i, hvad der ligner et desperat forsøg på ikke at overtage regeringsmagten. Så hvad i alverden foregår der med de socialdemokratier lige nu?

Svaret skal måske findes i en længere partihistorie. Den amerikanske sociolog Stephanie L. Mudge har skrevet et spændende – men mangelfuldt – kæmpeværk om socialdemokratierne i det 20. århundrede med klare implikationer for deres liv eller død i det 21. århundrede. En historie om, hvordan det sociale og det demokratiske blev ofret til fordel for det effektive og det markedsmæssige.

Vores særlige optagethed af socialdemokratiernes krise fortæller noget væsentligt. Det er ikke kun, at det er et af de store, traditionelle partier, for de andre kan ikke siges at klare sig meget bedre, men få er optaget af de liberalistiske og konservative partiers krise. Det er snarere, som Mudge fremhæver i sin bog, at socialdemokratierne historisk har haft en særlig rolle og en særlig relation til deres vælgergrupper.

Et eksistentielt mellemværende for både parti og vælgere handler om »repræsentation af de underrepræsenterede i lighedens tjeneste«. Det er derfor ikke kun et socialt anliggende, men også et demokratisk. Det handler i sidste ende om inklusion af dem, som kapitalismen systematisk udstøder.

Tre perioder og socialdemokratismer

Mudge præsenterer socialdemokratiets historie gennem fire af dets toneangivende partier: De svenske og tyske socialdemokratier, det engelske Labour og det amerikanske Demokratiske parti. Hun koncentrerer sig om tre formativt forskellige perioder og socialdemokratismer: 1920-30’erne (socialistisk), 1950-60’erne (keynesiansk) og 1980-90’erne (neoliberal) og særligt omkring de to overgange imellem perioderne.

Ambitionen er at forklare socialdemokratiernes historie og udvikling ved at placere partihistorien i en videnssociologisk ramme, dvs. med et fokus på vidensproduktion, de vilkår der på forskellige tidspunkter er for viden og for, hvad der tæller som ’ekspertise’ og hvem som ’eksperter’. Mudge er, trods gentagne påstande om det modsatte, ikke særligt interesseret i ideernes indhold, og hendes analyseapparat er da heller ikke særligt veludviklet i forhold til idéindhold.

Bogens styrke og begrænsning er dens biografiske fokus på partieksperten, den ansatte eller tilknyttede eller sympatiserende ekspert, der er med til at formulere partiets ideologi. Hendes altoverskyggende interesse er, hvordan og af hvem partirelevant viden produceres og integreres i partiapparatet. Vi hører derfor meget lidt om forandringer i selve partiformen eller i de parlamentariske forhold, og endnu mindre om de politikere der også bebor partierne og taler på deres vegne.

Det indholdsmæssige fokus er helt eksklusivt på den økonomiske politik, og det er da også særligt forholdet mellem forskellige slags økonomiske eksperter og udviklingen i økonomisk videnskab, dens teorier, institutioner og offentlige status, der er bogens altoverskyggende omdrejningspunkt.

Perioden 1920-30’erne defineres som socialistisk, og de tre europæiske socialdemokratier (Demokraterne har deres egen ikkevenstreorienterede fortid) var ideologisk centreret omkring »de polariserende og velstandsskæve effekter af kapitalismen, klassekampens uundgåelighed, ejerskab af produktionsmidlerne og spørgsmålet om en socialistisk fremtid«.

Partieksperterne her var i vid udstrækning journalister og andre skribenter, der talte og skrev om økonomi uden at være økonomer (husk på Marx, der som uddannet filosof ernærede sig som journalist og skrev om økonomi). Det var en ekspertise funderet i den stadige observation af dagligliv.

Depressionen og ikke mindst Anden Verdenskrig gjorde, at socialdemokratierne påtog sig helt nye og omfattende styringsopgaver og ledte efter eksperter, der kunne give viden til de nye opgaver. Forbindelser blev skabt mellem universitetsøkonomer og partierne.

Videnskabelig ’know-how’ og keynesianisme

I denne næste periode, 1950-60’erne skifter det ideologiske budskab til »ikkesocialistisk, vældig optimistisk og distinkt økonomistisk«. Det er en keynesiansk orienteret, ekspertdrevet økonomisk planlægning. Mudge kalder det for en økonomistisk venstrefløj, der omformulerer både indhold og vidensformer i retning af det økonomifaglige. Og hun påviser, hvor omfattende et samarbejde og et overlap, der var mellem økonomer og de socialdemokratiske partier. Økonomisk videnskab var praktisk, interventionistisk orienteret og socialdemokratierne tilbød sig som redskab for videnskabens know-how. Økonomisk viden skulle være nyttig.

Det er også i denne periode, at det amerikanske Demokratiske parti bliver venstreorienteret og herefter får et parallelforløb med de europæiske socialdemokratier, ikke mindst fordi det kommer til at tjene som inspiration i den næste periode.

I den tredje periode, 1980-90’erne forsvinder det keynesianske sprog om økonomisk ledelse, blandingsøkonomi og fordelingsmæssig retfærdighed til fordel for »markedskræfter og en omformning af regering og politik efter særlige forståelser af, hvad markedskræfter kan og ikke kan«. Økonomisk viden skal nu være effektiv.

Mudge taler om en neoliberaliseret venstrefløj for at fremhæve, at det ikke skal forstås som en overgivelse til neoliberalismen, men som en venstreorienteret tilpasning til en ny, dominerende økonomisk ekspertise, markeds- og finansekspertisen – frem for nationaløkonomiekspertisen, der overtog markedslogikken, men ønskede at ’modernisere’ velfærdsstaten for at bevare den.

Resultatet af denne neoliberale vending er en udskiftning af vælgerne med markedet og dermed et svigt af socialdemokratiernes historiske mission. Vælgerbasen, fagforeningerne og partiet blev udskiftet med strategisk kommunikation (spin, branding) for at hævde den repræsentation, der bliver tyndere og tyndere, efterhånden som markedssproget bliver tydeligere og tydeligere. I den proces mistede socialdemokratierne evnen til at mediere mellem vælgerskarer og parti.

Mudge taler om en keynesiansk etik i mellemperioden, der søgte en formidling mellem vælgere og parti, hvor partieksperterne på godt og ondt kunne tjene som vælgernes repræsentanter inde i partiet. Den ekspertise og etik er nu blevet erstattet af det, hun kalder for en neoliberal etik, der ser repræsentation af vælgernes interesser i den førte politik som katastrofal, og som flytter dommen over den økonomiske politik fra vælgerne til markedet.

Eksperter og ekspertise

Socialdemokratierne bliver et parti som alle de andre, men givet dets historie kan det af mange kun forstås som krise, forræderi, svigt. Socialdemokratierne forstår også sig selv som anderledes end de andre. Nu mærker de konsekvensen af at have gjort sig lig de andre, men stadig at blive målt og vejet som anderledes. Mudge kunne, hvis analysen var taget helt frem til i dag, have fremdraget nationalpopulisme og udlændingestramninger som det nye mirakelmiddel, der skal vise socialdemokraterne som de svages beskytter.

En spændende dimension i hendes fortælling er, at socialdemokratierne i den keynesianske periode knyttede sig så tæt til den økonomiske viden som ekspertisen og økonomen som eksperten, at de næsten automatisk gik med, da tyngdepunktet i økonomisk videnskab skiftede fra keynesiansk nationaløkonomiske til finans- og markedstækning.

Mudge anfører dog også, at der var et element af valg omkring, hvad der tæller som ekspertise for såvel ideologi som politik. Den væsentligste lære af hendes bog er, hvordan eksperter og ekspertise bliver dannet, og hvor politisk bestemt og politisk indflydelsesrigt det er, hvem man lytter til. Men ikke kun det. Partier har en unik mulighed for at skabe eksperter og ekspertise.

En del af socialdemokratiernes nuværende krise, der ligner en dødsrallen, er den fejlagtige tro på, at ekspertise er noget, der findes derude, som man bare må acceptere (’nødvendighedens politik’), frem for noget, der diskuteres, kæmpes og besluttes om. Ekspertise findes ikke. Den skabes.

’Leftism Reinvented. Western Parties from Socialism to Neoliberalism’ af Stephanie L. Mudge, Harvard University Press 2018, 524 sider, 36 euro.

Mikkel Thorup er idehistoriker og professor, MSO ved Institut for Kultur og Samfund, Århus Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Steffen Gliese
Ejvind Larsen, Hans Ditlev Nissen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

En af en perlerække af interessante artikler i dagens Informer. Måske er det en enlig svale, men det kunne godt være tegn på en ny journalistisk storhedstid.