Læsetid: 8 min.

Stanley Kubricks mageløse ’Rumrejsen år 2001’ er noget nær den perfekte blanding af form og indhold

’Rumrejsen år 2001’, som Stanley Kubrick lavede i et tæt parløb med forfatteren Arthur C. Clarke, er et forunderligt, foranderligt og dybt betagende visuelt mesterværk, der tør tage fat i selve eksistensen og på en original og meget lidt didaktisk måde. Filmen fylder 50 i år og har repremiere i en spritny udgave
’Rumrejsen år 2001’, som Stanley Kubrick lavede i et tæt parløb med forfatteren Arthur C. Clarke, er et forunderligt, foranderligt og dybt betagende visuelt mesterværk, der tør tage fat i selve eksistensen og på en original og meget lidt didaktisk måde. Filmen fylder 50 i år og har repremiere i en spritny udgave

Warner Bros.

25. september 2018

Et audiovisuelt sansebombardement, en opvisning i banebrydende special effects, en studie i koreografi og bevægelse, et bevidsthedsudvidende syretrip, en begavet udforskning af forholdet mellem menneske og maskine og menneskets gudkompleks, et humanistisk kampskrift, en anklagende finger rettet mod en krigerisk menneskehed, der dyrker teknologi for teknologiens skyld.

Der er uendeligt mange måder at opleve og forstå Stanley Kubricks banebrydende science fiction-film, Rumrejsen år 2001, på.

Det er en af filmens styrker og en af de væsentligste grunde til, at den stadig, her 50 år efter premieren, kan ses og så at sige genopdages ved hvert eneste gensyn.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den – dog ikke lige så mange gange som en god ven, der har set den cirka 100 gange, inklusive til danmarkspremieren den 4. august 1969 – men det er altid en oplevelse, ikke mindst på et stort lærred i en biograf, hvor de mageløst smukke billeder, den majestætiske musik og den slående stilhed i rummet kommer til sin ret.

I anledning af filmens 50-årsjubilæum har en af Kubricks største fans, Christopher Nolan, orkestreret en restaurering af Rumrejsen år 2001, som nok har renset billede og lyd, men ikke fjernet de korn og fejl, der måtte have været i den oprindelige udgave af filmen.

Den digitale 4K-version, man fra og med på torsdag – til at begynde med som en del af filmfestivalen CPH PIX – kan se i to af landets IMAX-biografer må således og lidt paradoksalt være meget tæt på den analoge 70 mm-kopi, som den 2. april 1968 havde premiere i Washington DC.

Det er et overvældende skue og noget, man bør unde sig selv, hvis man er fan af banebrydende levende billeder.

Evolutionært kvantespring

Filmen begynder i forhistorisk tid.

På en slette i Afrika, hvor menneskeslægtens abelignende forfædre og -mødre lever en beskeden tilværelse ved et vandhul side om side med slettens øvrige dyr og i konflikt med andre stammer af abemennesker, der gør krav på samme vandhul.

Det er en modig begyndelse på en science fiction-film, ikke mindst fordi Stanley Kubrick tager sig tid til at etablere abemenneskenes dagligdag.

En dag vågner de dog op og opdager en høj, begsort monolit, der tydeligvis er skabt af intelligente væsener, lige uden for deres lille hule. Først bliver de ophidsede og bange, men så tager deres leder mod til sig og rører ved monolitten. Det ændrer alt.

Warner Bros.

»Jeg vil lave den første science fiction-film, der ikke bliver betragtet som affald,« sagde Stanley Kubrick engang vinteren 1963-64 til sin gode ven, jazzklarinettisten Artie Shaw, der også var fan af genren.

Kubrick var blevet færdig med sin seneste film, koldkrigssatiren Dr. Strangelove (1964), var på udkig efter en ny historie at kaste sig over.

Shaw anbefalede ham at læse den britiske forfatter Arthur C. Clarkes Ud af barndommen (1953), der handler om fredelige rumvæseners invasion af Jorden.

Det gjorde Kubrick, og han var, ifølge Michael Bensons Space Odyssey – Stanley Kubrick, Arthur C. Clarke, and the Making of a Masterpiece, dybt fascineret af Clarkes tanker om, hvad det ville betyde, hvis en fremmed, avanceret civilisation blandede sig i menneskenes affærer.

Kubrick kontaktede forfatteren, og i løbet af de næste år udviklede de to i et tæt samarbejde og en frodig af tanker, ideer og filosofier det, der blev til Rumrejsen år 2001– både Kubricks film og Clarkes bog.

Warner Bros.

En af grundene til, at Rumrejsen år 2001 stadigvæk er så betydningsfuld en film, er, at det var afgørende for Stanley Kubrick og Arthur C. Clarke, at teknologien, man så i filmen, var så realistisk som muligt og tog udgangspunkt i eksisterende teknologi.

Der er intet af tidligere tiders mere fantasy-inspirerede science fiction med rummonstre og eksotiske planeter i Rumrejsen år 2001. I stedet er der et ædrueligt og gennemarbejdet bud på, hvordan en rumrejse kunne tage sig ud blot et år før, at amerikanerne landede på månen.

En af lederne af NASA’s Apollo-program, George Mueller, besøgte i 1965 optagelserne til Kubricks film i England:

»Efter at have været på en rundtur i filmens kulisser, der var ved at blive bygget, og efter at have set modeller af dens centrifuger og rumfartøjer, var manden, som var ansvarlig for at sende mænd til Månen og bringe dem sikkert hjem til Jorden igen, imponeret nok til at døbe produktionen ’NASA Øst’,« skriver Michael Benson i sin nye bog, Space Odyssey – Stanley Kubrick, Arthur C. Clarke, and the Making of a Masterpiece.

Han bliver inspireret til at bruge de afpillede dyreknogler, der ligger rundt om i landskabet, som redskab, våben, til både at skaffe sin stamme mad – en stakkels tapir må lade livet – og til at forsvare sig mod den anden stamme. Da deres leder bliver slået til plukfisk, har sletten fået sig en hersker.

Det baner vej for et gigantisk spring i tid, sted og udvikling, som Kubrick illustrerer med et af filmhistoriens mest berømte klip: Abemanden, der har samlet den hvide knogle op og lært at bruge den, kaster den op i luften, op mod den mørke nattehimmel, og der klippes til et aflangt, hvidt rumskib, der fredeligt svæver i det ydre rum.

En tråd er trukket fra fortidens primitive fortidsmennesker til en teknologisk avanceret fremtid, titlens år 2001, hvor menneskeheden (måske) er klar til endnu et evolutionært kvantespring: Monolitten er dukket op igen, denne gang på Månens overflade. Den sender et radiosignal mod Jupiter, og det besluttes at sende en ekspedition derud.

En visuel oplevelse

Det er ikke historien i Rumrejsen år 2001, der er det vigtige. Det er derimod billederne, lydene og musikken – og stilheden. Her er rumskibe, der danser til tonerne af valsekongen Johann Strauss’ An der schönen blauen Donau, mens Richard Strauss’ Nietzsche-inspirerede Also sprach Zarathustra akkompagnerer menneskehedens opvågnen, og György Ligetis mere avantgardistiske, atonale stykker forsyner filmen med en sitrende energi, som nærmest gennemstrømmer universet.

»I Rumrejsen år 2001 er mediet budskabet,« sagde Stanley Kubrick i 1969 til Playboy.

»Jeg har forsøgt at skabe en visuel oplevelse, som bevæger sig hinsides verbal kategorisering og direkte trænger ind i underbevidstheden med sit følelsesmæssige og filosofiske indhold.«

Man kan sige, at filmen er noget nær den perfekte blanding af form og indhold – formen er, for at parafrasere Kubrick, indholdet – og netop fordi instruktøren, der skrev filmens manuskript i tæt samarbejde med futuristen og science fiction-forfatteren Arthur C. Clarke, ikke forklarer noget – det er tilmed en ordfattig film – overlader han det til publikum selv at hive mening ud af Rumrejsen år 2001.

Opløftende blanding

Stort set alle Stanley Kubricks film er studier i menneskelig adfærd.

Usentimentalt placerer han sine personer i forskellige situationer og presser dem til det yderste, menneskeligt, etisk og moralsk, for at se, hvordan de reagerer. Han er lidt som monolitten, der giver liv og intelligens og skubber på.

I en ny, spændende bog om filmens tilblivelse, Space Odyssey – Stanley Kubrick, Arthur C. Clarke, and the Making of a Masterpiece, skriver fofatteren Michael Benson, at Rumrejsen år 2001 er et produkt af to filosofiske viljer og kunstneriske temperamenter.

Warner Bros.

Når man er tæt på astronauterne i Rumrejsen år 2001, ser verden fra deres synsvinkel, kan man høre dem trække vejret, og i nogle af scenerne, hvor Bowman (Keir Dullea) taler med HAL 9000, er det Stanley Kubrick selv, man hører ånde tungt.

Lyden af astronauternes åndedræt er både med til at give publikum en fornemmelse af, hvor hårdt det er at være på rumvandring, og samtidig øger det en scenes intensitet, fordi man kan høre astronautens åndedræt blive hurtigere, når han bliver nervøs.

I sin nye film, First Man, der handler om den første mand på Månen, Neil Armstrong, benytter Damien Chazelle sig af et lignende lydtrick, og indimellem føler man næsten, at man er ombord på Apollo 11-rumraketten sammen med Armstrong.

Det er ikke svært at forestille sig, at Chazelle – som en af mange – har ladet sig inspirere af Kubrick og den ultimative rumfilm, der på lige så dynamisk vis formår at blande kammerspil og storslået drama.

Warner Bros.

»I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that

I et af de mere uhyggelige øjeblikke i Rumrejsen år 2001 går det op for astronauten Dave Bowman (Keir Dullea), at rumskibets avancerede, intelligente computer, HAL 9000 med den lidenskabsløse stemme, er blevet vanvittig og er ude på at slå ham ihjel på samme måde, som den allerede har slået de øvrige astronauter på rumskibet ihjel.

Det lykkes dog Bowman, der har været på rumvandring, at komme ombord på rumskibet igen, og mens en trist og bange HAL synger ’Daisy Bell’, får han slukket for den.

De fleste fans ved sikkert godt, at hvis man går et bogstav frem i alfabet bliver HAL til IBM, men de færreste ved formentlig, at netop ’Daisy Bell’ var den første sang, der blev sunget af en computer, nemlig IBM 7094 i 1961.

HAL har også inspireret til mange senere og endnu mere komplekse diskussioner af kunstig intelligens, og hvad der gør et menneske eller menneskelig adfærd, i science fiction-film, fra replikanterne i Blade Runner (1982) til styresystemet i Hende (2013) og androiden i Ex Machina (2016).

Kubrick og Clarke var humanister, men hvor Clarke også var optimisten, der troede på menneskehedens muligheder, var Kubrick skeptikeren, som ikke nødvendigvis havde tiltro til, at mennesket kunne forvalte den magt og det fremskridt, som monolitten gav det.  

»Det var dette tilsyneladende modsætningsfyldte netværk af verdensanskuelser, der gav Rumrejsen år 2001 sin opløftende blanding af agnosticisme og tro, kynisme og idealisme, død og genfødsel,« skriver Benson.

Selve eksistensen

Det har han ret i.

Der er en fascinerende dialektik på spil i filmen: Da fortidsmennesket møder monolitten, opstår både trangen til innovation og konflikt, og da astronauterne Bowman (Keir Dullea) og Poole (Lockwood) millioner af år senere rejser mod Jupiter, kommer de i konflikt med rumskibets kunstige intelligens, HAL 9000.

HAL synes at være skabt i menneskets eget billede, og ’hans’ første indskydelse er at forsøge at slå Bowman og Poole ihjel, inden de kan slukke for ham.

Endelig er spørgsmålet, om Bowmans sidste møde med monolitten i det dybe rum og hans efterfølgende genfødsel skal ses som en realisering af Nietzsches idé om et nyt, avanceret stadie i menneskehedens evolution – som han skriver om i Also sprach Zarathustra; for et primitivt folk vil væsener fra en mere avanceret civilisation ligne guder – eller en erkendelse af, at vi har udviklet os i en uheldig retning og har brug for genkalibrering.

Hvad end Stanley Kubrick og Arthur C. Clarke selv tænkte – og hvad end man får ud af filmen – er der ingen facitliste.

I stedet står et forunderligt, foranderligt og dybt betagende mesterværk, der tør tage fat i selve eksistensen og på en original og meget lidt didaktisk måde.

’Rumrejsen år 2001’ kan ses i IMAX i CinemaxX i København som en del af CPH PIX fra på torsdag den 27. september, og efterfølgende kan den i en begrænset periode ses i CinemaxX i både København og Aarhus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Aske Hennelund Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Bettina Jensen
  • Malan Helge
  • Niels Duus Nielsen
  • Arne Lund
  • Steen Voigt
  • Eva Schwanenflügel
Carsten Munk, Mikael Velschow-Rasmussen, Aske Hennelund Nielsen, Espen Bøgh, Bettina Jensen, Malan Helge, Niels Duus Nielsen, Arne Lund, Steen Voigt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mächtig gewaltig, Egon! Den glæder jeg mog til - og tusind tak for en god intro til Monggaard.
Mit barnebarn på 6 er optaget af himmelrummet mv., så en dag fandt jeg de første 20 min af 2001 på nettet - sekvensen, hvor aberne lærer hvordan de opnår magt ved hjælp af et "våben" - en kogle. Evolution og homos erectus med 24 billeder i sek. Mageløst fortalt.
Da sekvensen var forbi udbrød knægten dybt skuffet "og hvad så nu? er der ikke mere?"
Tak Kubrick.

Christian Monggaard, Morten Balling, Torben Bruhn Andersen, Søren Pold, Christel Gruner-Olesen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Da filmen kom frem var jeg meget ung, og helt bjergtaget af både historien og billederne. Så bjergtaget, at vi var en lille flok, der hver aften stod uden for biografen og ventede på pausen, og når aftenens publikum kom ud, fyrede vi en fed og sneg os med ind og lagde os på gangen og så anden del - den med det fantastiske lysshow. En enkelt gang tog vi lsd, det gjorde ikke oplevelsen ringere.Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg så slutningen på denne film, men jeg er helt enig med Monggård i, at det er en af de bedste film, jeg nogensinde har set.