Læsetid: 4 min.

Status quo-tænkeren

Professor Torben M. Andersen giver et godt overblik over velfærdssamfundets umiddelbare udfordringer og et godt indblik i, hvordan velfærdssamfundets nuværende toparkitekter tænker. Ikke så meget på klimaforandringer eksempelvis
28. september 2018

Det er svært at forestille sig en mere pålidelig og vidende guide til velfærdssamfundets økonomi og dilemmaer end professor Torben M. Andersen.

Som blandt andet tidligere overvismand og formand for Velfærdskommissionen er Torben M. Andersen nemlig ikke ’bare’ en økonom, der har forholdt sig teoretisk til samfundet på tryg afstand i sit elfenbenstårn, nej, han har siddet med ved bordet, når nogle af de helt store reformer af vores velfærdssamfund er blevet udtænkt.

Så når Torben M. Andersen i sin nye bog Har velfærdssamfundet en fremtid? diskuterer udfordringerne ved at ramme den rette balance mellem incitamenter og tryghed i beskæftigelsespolitikken eller ved en aldrende befolkning, er det ikke som akademisk overobservatør – det er som en central aktør i de seneste årtiers forsøg på at løse præcis disse udfordringer.

Som formand for Velfærdskommissionen stod Torben M. Andersen i spidsen for den rapport, der blandt andet foreslog at udfase efterlønnen, hæve folkepensionsalderen og forkorte dagpengeperioden til to et halvt år. Da kommissionen fremlagde sin rapport i december 2005, blev den mødt af massiv modstand. Ikke bare fra fagbevægelsen og venstrefløjen – også den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der selv havde nedsat kommissionen, lagde afstand til en stor del af dens forslag.

Der gik dog ikke mere end et halvt år, før VK-regeringen blev enig med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om at realisere en række af Velfærdskommissionens vigtigste tanker – herunder at forhøje folkepensionsalderen og efterlønsalderen – i det såkaldte velfærdsforlig af 2006. Dermed satte Torben M. Andersen et betydeligt aftryk på en af de absolut mest afgørende reformer i nyere tid.

Styrkerne

Så når Torben M. Andersen i Har velfærdssamfundet en fremtid? konstaterer, at »højere pensionsalder – sammen med en række øvrige reformer – sikrer, at ’aldringsproblemet’ er løst«, kan han selv tage en stor del af æren.

Det er både bogens styrke og svaghed.

Først styrkerne: Torben M. Andersens stærke samfundsengagement har gjort ham til en fremragende forskningsformidler, hvilket gør bogen til en overkommelig og grundig indføring i, hvordan vores samfundsmodel hænger sammen.

Bogen giver også et godt og letforståeligt overblik over velfærdssamfundets umiddelbare udfordringer såsom de stigende forventninger til velfærdstjenesterne og problemerne ved at skabe produktivitetsstigninger i den offentlige sektor. Om sidstnævnte skriver han eksempelvis: »Det giver ikke megen mening at sige til pædagogerne, at de skal lege noget hurtigere med børnene. Tiden og samværet er det afgørende.«

Svagheden

Men i kapitlerne om velfærdssamfundets udfordringer og fremtid slår det også tydeligt igennem, at Torben M. Andersen ganske vist har et sjældent godt overblik over den model, vi har i dag, og er meget optaget af, hvordan den kan gøres finansielt holdbar i fremtiden, men at han tilsyneladende er meget lidt optaget af at tænke ud over den nuværende samfundsmodel.

Det på trods af, at bogen med sin titel lover, at her er det ikke bare velfærdssamfundets teknik og finjustering, der skal diskuteres – det skal også diskuteres, om velfærdssamfundet, som vi kender det, overhovedet har en fremtid.

Den diskussion afstår Torben M. Andersen dog fra. Han nævner for eksempel ikke klimaforandringernes fremtidige konsekvenser for vores velfærdssamfund med et eneste ord.

Et enkelt sted skriver han: »Der er andre globale udfordringer knyttet til miljø, naturressourcer, befolkningsudvikling m.m., men de behandles ikke inden for denne korte bogs rammer.«

Men når man kalder sin bog Har velfærdssamfundet en fremtid?, går det ikke an at springe let hen over klimaproblemerne med et forbehold på side 76.

Forventer man en diskussion af de helt store udfordringer for vores lille velfærdssamfund, såsom mere ekstremt vejr, temperatur- og vandstandsstigninger, der sætter skub i enorme globale klimaflygtningestrømme, bliver man altså skuffet.

For at bevare

Torben M. Andersen fremstår dermed som en status quo-tænker, der ganske vist gerne vil reformere, men altid for at bevare.

På sælsom vis bliver bogen således et indblik i, hvordan velfærdssamfundets nuværende toparkitekter tænker inden for et paradigme, hvor klimaforandringernes langsigtede konsekvenser for velfærdssamfundets struktur og finanser slet ikke tages i betragtning.

Bogen er udgivet som en del af Gyldendals bogserie ‘Til tiden’, der lover, at den »løfter læserens blik fra den aktuelle debat og sætter emnerne ind i større sammenhænge« og er skrevet af folk, der »tør mene noget«.

Det ville have været overordentligt interessant, hvis Torben M. Andersen havde sat debatten om velfærdssamfundets umiddelbare udfordringer ind den store, globale klimasammenhæng og med afsæt i sit enorme bagkatalog af viden om vores samfundsmodel havde turde mene noget om, hvordan vi på én gang kan bevare det velfærdssamfund, vi er så stolte over og glade for, og på samme tid kan omstille os til en bæredygtig fremtid.

Torben M. Andersen. ’Har velfærdssamfundet en fremtid? – Velfærdens økonomi og dilemmaer’. Gyldendal. 120 sider. 99,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu