Læsetid: 4 min.

’Det tabte land’ på Vendsyssel Teater er modigt teater om kunst, drømme og alt det, vi ikke forstår

Den lokale helt, billedkunstner Poul Anker Bech, er omdrejningspunktet for forestillingen ’Det tabte land’, der med ny tekst og musik er den største opsætning i Vendsyssel Teaters historie. Forestillingen er poetisk, smuk og velkomponeret, men de mange ord kvæler også momentvis den sanselige oplevelse
’Det tabte land’ viser os, at kunst opleves bedst, hvis vi tør sanse drømmeverdenen og give slip på ønsket om en endelig fortolkning, skriver Informations anmelder.

’Det tabte land’ viser os, at kunst opleves bedst, hvis vi tør sanse drømmeverdenen og give slip på ønsket om en endelig fortolkning, skriver Informations anmelder.

Jacob Stage

25. september 2018

Drømmer, maler, ægtemand og far. Poul Anker Bech (1942-2009) er et sammensurium af det hele i Vendsyssel Teaters opsætning Det tabte land. Her møder vi ham som legende dreng, der vil se ind i solen, og som ung pilot, der vil opleve verden fra en ændret horisontallinje.

Men han er samtidig en sørgende enkemand, som har svært ved at finde fodfæste i livet, samt en provinskunstner med både foragt for og higen efter anerkendelse fra hovedstaden.

I en tid, hvor adskillige velsælgende musicals og musikdramatiske forestillinger med udgangspunkt i populærmusik vinder frem, er det interessant og modigt, at Vendsyssel Teater satser stort på at fortolke en billedkunstner i et såkaldt »musikalsk drømmespil«.

Og det er langt fra en dårlig idé at vælge netop Poul Anker Bech som hovedkarakter til en teaterforestilling.

På den ene side er han en vigtig lokal kunstner, der har modtaget adskillige priser og legater, mens hans værker kan ses på både byens rådhus og gymnasium. Som flere egnsteatre tager Vendsyssel Teater altså her fat i en lokal personlighed, så forestillingen både rummer en lokal forankring samt almenmenneskelige temaer.

På den anden side er der i Poul Anker Bechs malerier et interessant sammenspil mellem realisme og surrealisme, hvor hverdagsmotiver blandes med fremmedgørende elementer uden noget facit. Det er virkeligheden sat i scene på lærred, og det er en pegen på de ting i tilværelsen, som vi ikke kan forstå.

Selve titlen Det tabte land er navnet på et af hans berømte værker, der i tre billeder lader sig inspirere af drømmen om det solfyldte, paradisiske urtidsland, som Norden var før istiden.

Og som karakteren Poul Anker Bech på scenen understreger, vil han mere end blot at underholde. Han vil pille puslespillet fra hinanden og male vores drømme. Det er store ord – især når man bor Nordenfjords (nord for Limfjorden).

Her kaldes kunst nemlig for ’kånst’, og det kan være svært at tage sig selv seriøst, når man drillende bliver kaldt for malerkunstens Niels Hausgaard. Stykket indledes da også humoristisk og musikalsk med besøg af en gruppe gallerigæster, som egentlig bare gerne vil forstå, hvad det er for noget, han maler.

Men Poul Anker Bech har ikke noget svar. Han ved det ikke nødvendigvis selv.

En campingvogn og et transformatortårn

I forestillingen, der er velinstrueret af Ina-Miriam Rosenbaum og flot koreograferet af Rebekka Lund, møder vi fem performere, som både spiller, synger og danser rollerne som Poul Anker Bech og hans omverden i forskellige stadier af livet.

Jakob Højlev Jørgensen gør det godt som den lidt stivlemmede Poul Anker Bech, der nok formår at passere ind i et andet univers på jagt efter nye billeder af livet, men som samtidig er fastfrosset i mindet om den afdøde kone, og som har svært ved at være en lyttende og opmærksom far.

Kristian Boland portrætterer den smiskende gallerist med rullekraven helt oppe under hagen, når han igen og igen efterspørger nye billeder, mens han også gør det som bonderøven Knud – Poul Anker Bechs indre bagside.

Anna Ur Konoy er sødmefuld i en brusende rød kjole, når hun danser og synger som den afdøde hustru. I rollen som datteren dirrer hele hendes krop indigneret og vredt, mens hun vedholdende insisterer på, at der midt i meningsløsheden er en mening med livet – også for Poul Anker.

Scenografien er opbygget med gulve i forskellige niveauer og med det velsmurte orkester placeret i det ene hjørne. Her kan Poul Anker Bech designe de kendte malerier. Han sætter en gammeldags kvinde klædt i sort i en bestemt stilling for derefter at give hende en computer i hånden.

Samtidig ser vi i forbindelse med flere tableauer det originale kunstværk på bagvæggens storskærm. På scenen optræder flere af de elementer, som typisk går igen i Poul Anker Bechs billedverden. Her er den forårskåde stol med et manglende ben, en høne, en campingvogn samt det kendetegnede transformatortårn, som i den lidt mørkere anden akt bliver rejst på scenen.

Der er mange ord i forestillingen Det tabte land, og Poul Anker Bech taler meget og gentagende gange om tvivlen, tabet, drømmene og længslen efter noget andet.

Mere sanseligt og kropsligt bliver hans billedunivers fortolket i dansescenerne og de smukke musikalske passager. Eller når en pige griber om en pæl i vejkanten ved siden af en væltet cykel og ser fortabt ud i mørket, mens vi også oplever, at videoprojektionerne på bagvæggen tager os med helt op i himlen.

Man sidder med en fornemmelse af, at en forestilling med færre ord og mere krop, musik og sanselighed sagtens kunne have taget os med lidt længere ud mod afgrunden i en jagt efter det ’andet’, som Poul Anker Bech ledte efter i hele sit virke.

»Malerkunst. Det er så svært at forstå,« synger performerne som indledning til både første og anden akt.

På den måde er der nok at tænke over efter at have oplevet Vendsyssel Teaters opsætning om den nordjyske billedkunstners liv og virke. Forestillingen viser os, at kunst opleves bedst, hvis vi tør sanse drømmeverdenen og give slip på ønsket om en endelig fortolkning.

Medvirkende: Jakob Højlev Jørgensen, Anna ur Konoy, Kristian Boland, Steffen Hulehøj Frederiksen, Linnea Stenbeck, Laszlo Pal Szephalmi og Rasmus Brix Lytzen. Idé: Rebekka Lund, Jakob Lindbirk og Jakob Højlev Jørgensen. Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Tekst: Jesper Bræstrup Karlsen. Musik: Nicklas Schmidt. Kapelmester: Jakob Lindbirk. Spiller på Vendsyssel Teater til 20. oktober.

Lene Grønborg Poulsen er kulturjournalist, cand.public, medlem af Reumert-Juryen og ekstern gæsteanmelder, da vores teaterredaktør på orlov, Anne Middelboe Christensen, pt. arbejder på teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Sjovt nok forstår vi, sådan ligesom og på en eller anden måde, det hele i dag. Eller også forstår vi bare at der ikke er noget at forstå. I hvert fald er der ikke længere nogen der er fremmedgjorte, sådan som det var tilfældet i halvfjerdserne. Til gengæld har vi mange andre problemer. Og alligevel gad jeg godt se forestillingen, alene fordi Anker Bech var en kanon maler. Men der er (heldigvis stadig) lidt langt til Vendsyssel fra Hovedstaden.