Læsetid: 2 min.

En Tjekhov-masterclass for fans og fagfolk

Skuespillerne stråler i Tjekhov-filmatiseringen ’The Seagull – Mågen’, hvis rastløse kamera dog kun sjældent tillader handlingen at bundfælde sig
’Mågen’ er ganske sjov og underholdende, men sjældent nærværende og original

’Mågen’ er ganske sjov og underholdende, men sjældent nærværende og original

Sony Pictures

14. september 2018

Pointen med den nye filmatisering af Mågen er svær at få øje på.

Vi starter godt nok med fjerde akt, der præsenteres som en prolog, og flere ting er udeladt undervejs, så der er naturligvis tænkt over sagerne. Men kernen i stykket er bevaret, og det samme er Anton Tjekhovs lette tone. Hvad instruktøren vil bidrage med, og hvorfor han mener, vi skal se den russiske forfatters stykke fra 1895 på det store lærred i dag, står derfor hen i det uvisse.

Dramaet udspiller sig på et russisk landsted ved en smuk sø ejet af den syge Sorin (Brian Dennehy) og hans søster Irina Arkadina (Annette Bening), en berømt skuespillerinde fra Moskvas teaterscener. En sommerweekend samles familien, der også omfatter Arkadinas søn Konstantin (Billy Howle), med tjenestefolk, elskere og venner omkring sig. Alle er håbløst forelsket i en, der er håbløst forelsket i en anden. Som Tjekhov i sin tid sagde, så er dette »en komedie med tre kvindelige roller, seks mandlige, fire akter, et landskab og en del konversation om litteratur, en smule handling og fem tons kærlighed«.

Sønnen Konstantin er jaloux på morens elsker, forfatteren Trigorin (Corey Stoll), og forelsket i nabopigen Nina (Saoirse Ronan), der imidlertid hurtigt falder for den karismatiske Trigorin. I baggrunden rumsterer den sortklædte og selvmedicinerede Masha (Elisabeth Moss), der er datter af landstedets bestyrer og ulykkeligt forelsket i Konstantin. Han afviser hende iskoldt, ligesom hun selv afviser den lokale skolelærer …

Underholdende, men sjældent nærværende

Anton Tjekhov skrev blot fem teaterstykker, inden han døde som 44-årig i 1904, og Mågen betragtes af mange som starten på det moderne drama. Ingen havde tidligere skabt en lignende grad af psykologisk realisme og let samspil mellem aktørerne på de skrå brædder.

Begge dele fanges fermt af instruktøren Michael Mayer, der trods sin fortid på Broadway – hvor han i 2007 vandt en Tony-pris  her demonstrerer, at han også forstår sig på filmmediet. Ja, indimellem føles det næsten, som om han anstrenger sig for meget for at understrege netop dette.

Fortællingens rytme er hele vejen igennem båret af en svingende kameraføring, af hurtige klip, konstante closeups og kreative montager. Søen glimter som en kulisse fra filmklassikeren Værelse med udsigt, fyldepennen klatter i Trigorins notesbog, og vi krymper os af smerte, da Irina med en vatpind renser skudsåret i hovedet på sin søn.

Det er ganske sjovt og underholdende, men sjældent nærværende og originalt.

Rastløst kamera

De nævnte skuespillere stråler i deres roller, men næsten alle synes at være fuldstændig med på, at de opfører et stykke af Anton Tjekov, og kun enkelte steder får det rastløse kamera lov at hvile, så tekst og idé kan bundefælde sig.

Det sker i førnævnte scene, hvor Irina renser sin søns sår, men endnu stærkere kommer det til udtryk i en stille samtale over spisebordet mellem Trigorin og Masha, der med røde øjne og vodka i kaffen både griner og græder af ulykkelig kærlighed, og til den forbløffede forfatter siger: »Mange kvinder drikker. Bare ikke lige så åbenlyst som jeg.«

Her aner man, hvad Michael Mayer vil med The Seagull – Mågen. Resten af filmen fremstår som en Tjekhov-masterclass for fans og fagfolk.

’The Seagull – Mågen’. Empire Bio, København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu