Læsetid: 4 min.

To mennesker på en strand, to hjerter i brand

Et ungt, nygift par må kæmpe med sig selv, klasseforskelle og forstokket seksualmoral i den fine Ian McEwan-filmatisering ’Den dag på stranden’
Florence (Saoirse Ronan) og Edward (Billy Howle) slås med klasseforskelle, tidens tilknappethed og den svære kærlighed i Dominic Cookes Ian McEwan-filmatisering, ’Den dag på stranden’. 

Florence (Saoirse Ronan) og Edward (Billy Howle) slås med klasseforskelle, tidens tilknappethed og den svære kærlighed i Dominic Cookes Ian McEwan-filmatisering, ’Den dag på stranden’. 

Miracle Film

6. september 2018

Året er 1962, og de unge hovedpersoner i Dominic Cookes Den dag på stranden, Edward (Billy Howle) og Florence (Saoirse Ronan) er nygifte og forelskede. De har indlogeret sig på et hotel ved havet og forude venter bryllupsnatten og fuldbyrdelsen af deres forhold og ægteskab. Sådan ser de det i hvert fald begge, og det er forståeligt nok ikke uden nervøsitet, at de spiser middag på værelset og så småt begynder at gøre sig klar til at gå i seng.

I tilbageblik oplever vi, hvordan de to meget forskellige unge mennesker mødtes og forelskede sig. Edward kommer fra en middelklassefamilie, og hans far er skoleinspektør på en landsbyskole, mens hans kunstkyndige mor, der altid har været lidt speciel, efter en ulykke kun er blevet psykisk og følelsesmæssigt mere ustabil. Edward selv har været lidt af en temperamentsfuld, rock’n’roll-begejstret svire- og slagsbror, men har nu fået sig en universitetsgrad med udmærkelse og drømmer om at skrive bøger om historie.

Florence kommer fra et overklassehjem – hendes hårde, målbevidste far ejer en elektronikfabrik – hvor klassisk musik betyder meget. Hun har studeret musik på universitetet, hvor også hun har fået en grad med udmærkelse. Hun spiller violin i en strygekvartet og håber på at kunne gøre karriere på landets fine spillesteder. Florence er disciplineret og på alle måder meget ordentlig, og når de andre unge par sidder i biografen og kysser og tager på hinanden, afviser hun venligt, men bestemt Edward, der er noget mere eventyrlysten og, ja, utålmodig end hende.

Tilknappet samfund

Hvor Edwards far og to mindre søskende er lykkelige over den harmoni og ro, som Florence bringer med sig ind i deres hjem, mener Florences forældre derimod ikke, at Edward er god nok til hende. Gift bliver det umage par dog alligevel, men den bagage, de begge har med sig, deres forskellighed i sind og klasse og tidens tunge seksualmoral, hvor det ingenlunde er naturligt eller accepteret at tale om sex, hvorfor ingen af dem rigtig ved, hvordan man bærer sig ad, truer det, der burde være et smukt øjeblik.

På overfladen er Edward mere umiddelbar og følsom end Florence, der er bange for at give slip følelsesmæssigt og seksuelt – og som gemmer på en ubehagelig hemmelighed. Men inderst inde er de lige usikre og ude af stand til at udtrykke, hvad de gerne vil eller har behov for. Man ved, at et eller andet vil ske, men man ved ikke hvad, og det er med til at give Den dag på stranden en vis spænding og spændstighed. Ender det med en stor forløsning for dem begge, eller går det grueligt galt?

Set med moderne øjne kan det måske godt tage sig en smule bedaget og komisk ud, at Edward og Florence er så famlende og nervøse. Men man er nødt til at huske på, at 1962 var en ganske anden tid med andre værdier og måder at tackle problemer på – i hvert fald hvis man ikke var en del af det spirende ungdomsoprør i storbyerne. Det var et tilknappet samfund, og havde det med hjertet eller psyken at gøre, talte man ikke om det – i hvert fald ikke åbent – og det er sigende, at Florence søger hjælp hos sin ikke videre hjælpsomme præst og ikke sin mor, da hun vil vide noget om det med mænd, kvinder og sex.

Komplekse Florence

Den dag på stranden er en stille film, der ikke umiddelbart gør det store væsen af sig. Teatermanden og spillefilmdebutanten Dominic Cooke og manuskriptforfatter Ian McEwan – der også har skrevet bogen bag filmen – sætter med et adstadigt tempo og en afdæmpet tone effektivt scenen for en verden, et samvær og en situation, hvor selv de mindste udsving i humør bliver som voldsomme eksplosioner for de involverede.

Jeg må dog sige, at slutningen gav i hvert fald mig det følelsesmæssige schwung, jeg havde brug for, og som faktisk gjorde fortællingen større og på sin vis vigtigere, end den ellers ville have været. McEwan og Cooke giver hele affæren en tragisk dimension og dermed også historien og personerne en smule mere luft under vingerne. Det klæder filmen.

Det gør samme Billy Howle, der har et godt og udtryksfuldt fjæs, og især Saoirse Ronan. Den 24-årige irske skuespiller, der har gjort sig bemærket gennem de seneste ti år, kunne senest ses som titelpersonen i Greta Gerwigs smågeniale Lady Bird, og hun er intet mindre end fremragende i stort set alt, hvad hun laver. Der foregår så meget i hendes ansigt og øjne, at man aldrig bliver træt af at studere hende og forsøge at lære de personer, hun spiller, at kende – ikke mindst komplekse, hemmelighedsfulde Florence.

’Den dag på stranden’. Instruktion: Dominic Cooke. Manuskript: Ian McEwan. Britisk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu