Læsetid: 3 min.

Den veloplagte ’The Predator’ handler om en flok tosser på flugt fra et rumvæsen

Der er en fed 1980’er-vibe over Shane Blacks ’The Predator’, som måske ikke er så helstøbt en film, men som i hvert fald ikke mangler hjerne eller hjerte
Casey (Olivia Munn) forsøger at hjælpe sin nye ven, ekssoldaten Quinn (Boyd Holbrook), mod et temmelig aggressivt rumvæsen i Shane Blacks ’The Predator’. Foto: Nordisk Film

Casey (Olivia Munn) forsøger at hjælpe sin nye ven, ekssoldaten Quinn (Boyd Holbrook), mod et temmelig aggressivt rumvæsen i Shane Blacks ’The Predator’. Foto: Nordisk Film

13. september 2018

Dødsensfarlige rumvæsener, blodtørstige rumhunde, en flok tosser på tur, en biolog, en autistisk dreng og hans far, en vanæret soldat. Det er blot nogle af de elementer, som den amerikanske instruktør og manuskriptforfatter Shane Black med generøs hånd blander i sin nye film, The Predator.

57-årige Black fik sin start som manuskriptforfatter med moderne klassikere som Dødbringende våben (1987), The Last Boyscout (1991) og Den sidste actionhelt (1993), og han har siden skrevet og instrueret film som Kiss Kiss Bang Bang (2005) og The Nice Guys (2016). Black har en formidabel evne til at skrive vittige replikker og placere dem i munden på kantede og charmerende antihelte, der skiftevis er selvudleverende og uforskammede og har temmelig svært ved at passe ind i samfundets normer og overholde dets spilleregler.

Således også hovedpersonen i The Predator, et forsøg på at genoplive en franchise, som begyndte i 1987 med John McTiernans Predator, hvori Black faktisk spillede en mindre rolle som soldaten Hawkins. Quinn McKenna (Boyd Holbrook) er en tidligere elitesoldat, der nu sælger sig selv til højestbydende, og som i den sydamerikanske jungle møder et rumvæsen, titlens predator – rovdyr.

Familie på flugt

Quinn overlever med nød og næppe mødet og hugger noget af rumvæsenets udstyr, som han sender hjem til sin ekskone Emily (Yvonne Strahovski), og lille søn, Rory (Jacob Tremblay), en meget begavet, autistisk dreng, der får trykket på de rigtige – eller er det forkerte? – knapper, hvilket sender et signal til rumvæsenet, og så har vi balladen.

Snart er en flok meget aggressive regeringsagenter og rumvæsenet selv på jagt efter Quinn, Rory og den flok mere eller mindre gale ekssoldater, som de slår sig sammen med: Nebraaska (Trevante Rhodes), Coyle (Keegan-Michael Key), Nettles (Augusto Aguilera), Lynch (Alfie Allen) og Baxley (Thomas Jane). Det er i scenerne med dem, der alle har en diagnose af en slags, at Shane Blacks talenter som manuskriptforfatter virkelig kommer til sin ret. Soldaterne er som en art dysfunktionel familie. De kæmper alle med et eller andet, hvorfor de hele tiden driller hinanden og skændes, men der er samtidig ingen tvivl om, at de vil gøre, hvad de kan for at hjælpe.

Quinn og hans mildest talt særprægede ’deling’ får tillige selskab af biologen Casey Bracket (Olivia Munn), der forsøgte at hjælpe militæret med at studere rumvæsenet, indtil militæret forsøgte at slå hende ihjel. Den frygtløse kvinde har sine egne idiosynkrasier og passer godt ind i den brogede gruppe, som snart finder ud af, at rumvæsenerne har besøgt Jorden siden 1987 – ja, The Predator er en efterfølger til den første film – og at der måske er endnu værre ting på vej.

Charmerende bekendtskab

Der er en fed 1980’er-vibe over The Predator, som både har med Henry Jackmans energiske musik og Shane Black og vennen og kollegaen Fred Dekkers manuskript at gøre. Den skarptslebne, selvbevidste actionfilm med fokus på replikker og personer blev så at sige opfundet i 1980’erne med 48 timer (1982), Frækkere end politiet tillader (1984), Dødbringende våben og Die Hard (1988), og Black har i sine film haft held til at hive den med op i moderne tid.

Handlingen i The Predator er ret beset lidt noget rod – der sker virkelig meget – men Black & Dekker får den alligevel til på forunderlig vis at tage sig nogenlunde troværdigt ud. De mange actionscener fungerer, isoleret set, ganske glimrende, men det er scenerne med Quinn og hans følge, der er bedst. Quinn er i Boyd Holbrooks skikkelse et charmerende bekendtskab med et afvæbnende glimt i øjet og stor kærlighed til sin søn, Rory, og hans nye venner, inklusive sjove Olivia Munns Casey, er en herlig flok originaler, man gerne vil være i selskab med.

Og de to elementer – ’familiescenerne’ og actionscenerne – hænger ikke så godt sammen. Det virker, som om Black har været usikker på, hvad det var for en film, han ville lave: En spændings- og actionpræget film som den allerførste Predator eller en karakterdrevet, selvrefererende komedie med seriøse, følelsesmæssige undertoner? Det er dog stadigvæk en underholdende film, der rummer det, som mange andre af tidens tempofyldte, amerikanske film mangler: Hjerne og hjerte.

’The Predator’. Instruktion: Shane Black. Manuskript: Shane Black og Fred Dekker. Amerikansk (Biografer i hele galaksen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer