Læsetid: 7 min.

Vredesknappen er skruet op til 11 i Michael Moores nye film

Michael Moores nye film er lige dele horror, tragikomedie og passioneret argument for at gøre op med Trump og finde det USA, som alle drømmer om, men som egentlig aldrig har eksisteret
Michael Moore møder medierne på filmfestivalen i Toronto i anledning af premieren på hans nye film ’Fahrenheit 11/9’.

Michael Moore møder medierne på filmfestivalen i Toronto i anledning af premieren på hans nye film ’Fahrenheit 11/9’.

Ritzau/Scanpix

10. september 2018

TORONTO – Michael Moore er en vred mand i sin nye film, Fahrenheit 11/9, der handler om, hvordan fanden – som han udtrykker det – USA er blevet et land, hvor det er muligt for en mand som Donald Trump at blive valgt til præsident. Filmen havde forleden verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto.

Det er ikke, fordi man ikke tidligere har oplevet Moores helt særlige blanding af vrede, humor, satire, blodig alvor, dokumentarisme og propaganda, hvor han sætter sig selv i scene som den lidt naive amerikaner med baseballkasket og hængerøv i bukserne og på en insisterende facon udstiller magthavernes og de store virksomheders uhæderlighed og manglende respekt for almindelige mennesker.

Det dybe engagement har været en del af instruktøren og aktivistens varemærke, lige siden han i 1989 lavede sin første film, Roger & Me, der gik i kødet på bilindustrien i hjembyen Flint i Michigan, og har akkompagneret ham gennem alle hans øvrige film, tv-serier og bøger.

Det er dog alligevel, som om vredesknappen i Fahrenheit 11/9 er skruet helt op til 11 på en skala, der ellers kun er gået til 10, fordi der lige nu er mere at være bange for, ked af og vred over.

Titlen refererer både til Ray Bradburys dystopiske science fiction-roman Fahrenheit 451 og Moores egen, Guldpalmevindende Fahrenheit 9/11, der handlede om en anden republikansk præsident, George W. Bush. Instruktøren har dog vendt datoen om, så den nu henviser til den 9. november 2016, dagen, hvor det stod klart, at Donald Trump havde vundet præsidentvalget.

Og så peger den frem mod det forestående midtvejsvalg i USA, der afholdes den 6. november, og som vil give en indikation af, hvordan de amerikanske vælgere efter små to år har det med Trump og al hans uvæsen.

Noget er ved at ske

Selvfølgelig kan Bernie Sanders vinde, sagde Michael Moore til mig for to år siden, lige inden demokraterne skulle afgøre, om deres præsidentkandidat skulle være Sanders eller Hillary Clinton. Moore var Sanders-tilhænger og havde stor tiltro til, at senatoren fra Vermont kunne vinde primærvalget. Det gjorde han ikke, og det kommer Moore ind på i Fahrenheit 11/9, blandt andet i et interview med Sanders.

»Han har én stor forhindring foran sig, og det er det demokratiske parti og de store penge, som finansierer demokraterne. De er ikke interesserede i, at han blander sig,« sagde Moore også til mig i 2016, og det fik han ret i. Han fortæller i den nye film, hvordan de delegerede på demokraternes partikongres faktisk løj om, hvor mange af staterne Sanders reelt havde flertal i.

Men, sagde han så for to år siden, »det betyder intet. Folket har forandret sig i Amerika. Mange af vores unge mennesker foretrækker socialisme frem for kapitalisme, og Hillary repræsenterer fortiden«.

Og det er en af de vigtige pointer i Fahrenheit 11/9. Filmen handler nok om, hvordan hr. og fru Amerika har fået nok af arrogante politikere, der siger ét og gør noget andet – hvis de da overhovedet siger og gør noget for helt almindelige mennesker – og derfor stemte på Trump, der ville gøre op med den politiske elite.

Men filmen handler i lige så høj grad om, at en bevægelse af unge mennesker, gymnasieelever, efter alle skoleskydningerne i USA har fået nok og ikke mindst kæmper for nye våbenlove, at bekymrede borgere, der ikke er hvide, midaldrende mænd, stiller op til både lokale, regionale og landsdækkende valg med en mere venstreorienteret politik end nogensinde før, og at f.eks. skolelærerne i West Virginia stod sammen og gennem strejke opnåede at få mere i løn og bedre arbejdsforhold.

Noget er ved at ske i Amerika, og det vil Moore hylde, samtidig med at han lufter sin bekymring over det, der er gået forud.

Forsvunden industri

Fahrenheit 11/9 begynder med Donald Trump, og Moore fortæller blandt andet om sit eget første møde med manden – i Roseanne Barrs talkshow for mange år siden – og om hvordan Trump stillede op til præsidentvalget af forfængelighed.

Han havde fundet ud af, at sangeren Gwen Stefani fik flere penge for at optræde på tv, end Trump selv gjorde, og han annoncerede sit kandidatur for at lave om på det. Og så blev han forført af al den velvilje og begejstring, han mødte de første gange, han optrådte foran publikum med sit mærkværdige og noget rodede politiske program, der dog var tydelig nok i sin retorik, når det kom til at »dræne sumpen«, som han kaldte Washington og det bestående, politiske system.

Moore indleder med en sigende og på én gang morsom og pinagtig montage af alle de politikere, eksperter og medier, der slog fast, at Trump aldrig ville blive præsident i USA. Det var et strålende eksempel på, hvor ude at trit med befolkningen landets magtelite var, og hvordan Trump dygtigt talte direkte til alle de mennesker, der var lede og kede af, at politikerne ikke lyttede til eller interesserede sig for dem.

Men Moore kender også selv de mennesker og taler deres sprog. Det har han gjort i langt de fleste af sine film, og det handler om, at han selv er en arbejderklasseknægt fra en by, hvor den lokale industri, som tidligere brødfødte stort set alle, nu er forsvundet. 

Således beskæftiger Roger & Me sig med arbejdsløshed og klassekamp, Bowling for Columbine med våbenkontrol, Fahrenheit 9/11 med George W. Bush, oliepenge og krigen i Irak, Sicko med det amerikanske sundhedsvæsen og medicinalindustrien, Kapitalismen – en kærlighedshistorie med Wall Street, bankernes uansvarlighed og finanskrise og Where to Invade Next med alt det, vi i Europa kan finde ud af omkring velfærd, og som amerikanerne har svært ved at forstå.

Hadefulde angreb

I Fahrenheit 11/9 vender Michael Moore på sin vis tilbage til mange af de af USA’s problemer, han tidligere har taget livtag med, og hvad er mere oplagt for ham end at bruge hjembyen, Flint, som et eksempel på et sted, hvor politikere plejer egne og virksomheders økonomiske interesser og skider borgerne et stykke?

Der har nu i flere år været en alvorlig krise med drikkevandet i byen, og den republikanske guvernør, der er en af Donald Trumps håndlangere, gør intet ved sagen. Heller ikke selv om prøver viser, at vandet er fuld af bly, og at børn og voksne bliver syge og dør af at drikke det.

Man kan diskutere, om filmen måske bliver lidt for lang i spyttet, når instruktøren dykker ned i Flints problemer, og på et tidspunkt undervejs spørger man sig selv, om han helt har glemt, at Fahrenheit 11/9 er en film om Donald Trump. Og så er det, at Moore knytter an til landets almene tilstand og den mangel på kontrol med industri og banker, som ikke er Trumps ansvar – det begyndte for alvor, da Bill Clinton var præsident – men som Trump i høj grad er et produkt af og nu også udnytter i ekstrem grad.

Pointen er selvfølgelig den, at hvor Trump lader, som om han kæmper for den menige amerikaner, og gør det med ubehagelige, hadefulde angreb på sine politiske modstandere, så var Bernie Sanders et anderledes anstændigt og humanistisk alternativ, der tilmed var og er demokrat af en mere uselvisk og rebelsk støbning end Hillary Clinton. Sanders ville gøre op med mange af det politiske systems indbyggede urimeligheder, f.eks. de store kampagnebidrag fra private. 

Moores skuffelse over demokraterne er betydelig, men han ser som sagt håb hos de unge mennesker, der helt bogstaveligt kæmper for deres liv, og de overraskende politiske kandidater, der reelt gerne vil forsøge at forandre systemet og dermed USA. Som f.eks. den 28-årige underviser og aktivist, Alexandria Ocasio-Cortez, der i juni bankede demokraterne i New Yorks topkandidat til kongressen med en udtalt socialistisk dagsorden.

Trump er Hitler

Humor og satire har altid været et af Michael Moores bedste våben, og i en af Fahrenheit 11/9’s mest underholdende og kontroversielle sekvenser, ser man Hitler tale til begejstrede menneskemasser i Tyskland, men det er Donald Trumps stemme, man hører på lydsporet.

Det kan umiddelbart virke som en noget voldsom sammenligning, men som flere historikere, Moore har talt med, siger, så benytter den amerikanske præsident sig af præcis de samme metoder, som Hitler, når det kommer til at please sine tilhængere, skabe frygt, bruge propaganda og angribe modstanderne, det være sig andre politikere og ikke mindst medierne.

Trump er begyndelsen på et fascistisk diktatur, mener Moore, og noget må ske. Igen er det de unge gymnasieelever og politikere, han fæstner sin lid til, ikke det etablerede politiske system, der synes at ville magten for enhver pris. Og som i høj grad får økonomisk støtte af de selvsamme banker, virksomheder og organisationer, de burde være uafhængige af, både på højre- og venstrefløjen.

Man kan diskutere, om det var nødvendigt for Moore at bruge tid på at fortælle, hvor klam Donald Trump f.eks. er i forhold til sin egen datter. I et talkshow, hvor han engng blev spurgt, hvad han og Ivanka havde tilfælles, svarede han, til alle de tilstedeværendes chok: Sex. Men underholdende er det, og det er Fahrenheit 11/9 som helhed også.

Moore er en mester i at finde materiale, videoklip, nyhedsudsendelser og meget andet, og sætte det sammen på en effektiv og stærk måde. Filmen er lige dele horror, tragikomedie og passioneret argument for at gøre op med Trump og finde det USA, som alle drømmer om, men som aldrig rigtig har eksisteret. Det er i dén grad et call to arms.

Fahrenheit 11/9 er i dansk biografdistribution. Premieredatoen er dog ukendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
  • Torben K L Jensen
  • bente-ingrid bruun
  • Eva Schwanenflügel
Oluf Husted, Peter Beck-Lauritzen, Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen, bente-ingrid bruun og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Omsider kommer der - måske - noget fra det rædselsfulde land, der kan bruges andre steder, nemlig unge, der ikke vil finde sig i den verden vi vokse, har skabt og som de skal rydde op i. Tænk, om en lign rebelskhed slog igennem på danske gymnasier og universiteter, hvor de unge, der engagerer sig politisk - de få, der overhovedet gør det - j, de ser Labil Alliance som deres foretrukne parti. Jvr. interviewet med de unge sælgere af bladet Revolution.

Arne Albatros Olsen, Peter Beck-Lauritzen, Jørn Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Hvad siger Trump; - fake news, osv. - igen og igen. Når en løgn gentages ofte nok, ups, så bliver den sand. Det vidste Goebbels & Adolf. Og andet skulle folket heller ikke vide, for resten påtog Adolf sig ansvaret for.
Glæder mig til filmen.

Arne Albatros Olsen

Det er i sig selv en kæmpe modsigelse, at manden som tordner mod fake news, selv er den største løgner. Falske nyheder er jo fuld af løgn. Hvis bare løgnen kunne tages ud den politiske ligning.