Læsetid: 6 min.

Whitney Houston bakkede ind i en labyrint og murede udgangen til

Den amerikanske megastjerne Whitney Houston har fået sin anden, posthume dokumentar inden for et år med ’Whitney’. Den fortæller atter historien om et astronomisk svigt af en selvdestruktiv kvinde og nedtoner hendes musikalske brillans, men indeholder en afgørende afsløring af seksuelt misbrug, har bedre kilder og en langt rigere tekstur end den første dokumentar
Kevin Macdonalds aktuelle dokumentar afslører, at Whitney Houston blev seksuelt misbrugt som barn af sin nu afdøde kusine Dee Dee Warwick, hvilket understøttes af to kilder

Kevin Macdonalds aktuelle dokumentar afslører, at Whitney Houston blev seksuelt misbrugt som barn af sin nu afdøde kusine Dee Dee Warwick, hvilket understøttes af to kilder

Angel Films

6. september 2018

Whitney Houston kom hurtigt til at rende rundt i en labyrint. Ja, hun var ikke langt inde i sin superstjernekarriere, før hun murede udgangen til og var for evigt fanget.

Hvorfor tager vi de valg, vi gør? Den nye dokumentar Whitney fortæller om mennesket – i skikkelse af den amerikanske mestersanger og superstjerne – som offer for sig selv, for forfængelighed, fikse ideer, stædighed, afhængighed og urealistiske drømme. Som den mesterlige konstruktør af sin helt egen labyrint.

Men den fortæller også om alle de ydre omstændigheder, der gav hende god grund til at bakke ind i sin labyrint, væk fra omverdenen.

Brugt som pengeautomat

Whitney Houston kom fra en familie, der var fuld af hemmeligheder. Faderen aflyttede moderens telefonsamtaler, og moderen var utro med den lokale præst. Hun voksede op i et miljø fuld af undertrykte og ubearbejdede følelser, en strategi, hun selv investerede i – og fik retur lige i fjæset med renters rente.

Som stjerne måtte hun se sig indlejret i en grådig familie, der brugte hende som pengeautomat. Sent i livet sagsøgte hendes egen far hende for 100 millioner dollars. Og hun trådte ind en musikkultur – ikke mindst på turné – hvor hårde stoffer var fast indslag på menukortet.

I et forsøg på ikke at kopiere forældrenes skilsmisse blev hun alt for længe i et usundt ægteskab med sanger Bobby Brown, der ikke kunne tåle, at hun blev en – uendeligt – større stjerne end ham, samtidig med at han var hendes medmisbruger og ifølge Houston terroriserede hende følelsesmæssigt.

Angel Films

Den autoriserede Whitney-doku

Whitney er den anden dokumentar om Whitney Houston på kun et år. I fjor var det Nick Broomfields Whitney: Can I Be Me, der fortalte nogenlunde samme tragiske historie, men det skete – trods eksklusiv adgang til turné-optagelser – med langt mindre autoritet end Kevin Macdonalds aktuelle og hele to timer lange film.

Den ankommer nemlig med Houston-familiens velsignelse og tæller et væld af centrale talking heads, som ikke medvirkede i Broomfields dokumentar. Moderen Cissy Houston, eksmanden Bobby Brown, broderen Michael Houston, halvbroderen Gary Garland-Houston. Venner, pladeselskabsdirektører og musikproducere. Og de får ikke lov at levere et lyserødt billede af hovedpersonens liv.

Interviewpersonerne er stort set alle filmet i enkle studieopsætninger, altså ser vi ansigterne bag stemmerne – i modsætning til en anden tragisk musikdokumentar, Amy, om stjernen Amy Winehouse, hvor man aldrig ser kilderne. I Whitney ser de sågar tilbage på os, ind i kameraet eller lige forbi det, mens vi på lydsiden får lov at høre deres vejrtrækninger. Det er effektive audio-visuelle tricks, der både afslører dem, når de lyver (eller pynter), og blotter dem yderligere, når de er rørte.

I begge Whitney Houston-dokumentarer savner man dog Houstons veninde og efter alt at dømme lesbiske kærlighed, Robyn Crawford. I Broomfields film undersøges Houston og Crawfords relation langt mere udførligt, mens den kun berøres noget kortere i Macdonalds – dog ikke uden at indikere homofobi i Houston-familien. Robyn Crawford bliver kaldt »et nul« af halvbroderen Gary, hun benægter selv pure offentligt, og et familiemedlem beskriver Houstons seksualitet som desorienteret.

Det kunstneriske talent underspillet

Hverken i Whitney: Can I Be Me eller i den aktuelle Whitney lægges der desværre tilstrækkelig vægt på Houstons musikalske brillans. Hun var skabt af sin mor, ikke – som myten hævder – af pladeselskabsbossen Clive Davis, lyder det i Whitney. Aha, men hvordan kom hun videre derfra, da moderen måtte slippe grebet? Da hun stod i pladestudiet alene med en hær af – især hvide – mænd?

Well, det får vi ikke nogen indsigt i, kun da hun senere er i narkokrise sammen med Bobby Brown, og pladeselskabet afbrænder millioner af dollars på at lokke et par ordentligt sungne strofer ud af hende. Det er altså ikke en fortælling om hendes musikalske geni, men om hendes personlige forfald.

Hvorfor ikke undersøge hendes tekniske og kunstneriske kvaliteter? Det kunne for eksempel være sket ved at undersøge hendes Aretha Franklin-medley på 1995-turneen, hvor hun byggede bro tilbage til sin store forgænger og til den gospeltradition, de begge var en del af. Et medley, hun blev rost for i sin tid.

Heldigvis lægger Whitney vægt på Houstons version af den amerikanske nationalsang »The Star Spangled Banner« ved Super Bowl-finalen på Tampa Stadium i Florida den 27. januar i 1991. Ikke på at hendes vokalpræstation var præindspillet og lipsyncet, men på hendes fortolkning. Hun valgte nemlig at lave en 4/4-delsudgave – i stedet for den oprindelige vals i 3/4 – så der var rig plads til soul/gospel-fraseringer. En sort erobring af frihedstemaerne i sangen.

En formøblet stemme

Whitney er langt mere liret og rigt skruet sammen end Whitney: Can I Be Me fra sidste år. Houston sættes ind i sin samtid i ekstatiske montager: lynklip med Ronald McDonald, rumfærgens opsendelse, en Pepsi-reklame, MTV, Tiananmen-massakren, den første Golfkrig, retssagen mod O.J. Simpson.

Den virker også stærkere researchet, og gennem dens overdådige arkivmateriale skabes der en rig tekstur i miljø- og tidsportrættet. Der er et ekstremt skarpt blik for detaljer i videooptagelserne - for eksempel Bobby Browns kropssprog, da han begynder at føle sig til overs i Cirkus Houston. Whitney har simpelthen en større dybde i sit biografiske og samtidshistoriske blik.

Der er også frække klippeteknikker, hvor den formidable sangstemme hakkes i stykker af støj. Vel nok for at indikere at Houstons skårede sjæl snart flår hendes stemmelæber i stykker. At hendes livsførelse helt enkelt sætter sig på stemmen.

Denne alt for hurtigt formøblede sangstemme, der i sin storhedstid kun var matchet af ganske få i populærkulturen, måske kun Aretha Franklin. Denne uforlignelige sangstemme som hendes mor Cissy Houston trænede så disciplineret, at det drev datteren til vanvid.

Man kan synge fra hoved, bryst eller mave, og Whitney kunne det hele, fortæller moderen. Men ultimativt mistede hun forbindelsen til sin krop, alt som hun faldt dybt i narkomisbruget og de psykiske lidelser – og dermed mistede hun kontakten til sin store kunst og til sangstemmens healende kraft. Den som hun oplevede i kirken, og som hun gav videre til populærkulturen i de store år fra 1985 til 1994 (med et okay comeback i 1998-1999, der dog blev arret af aflysninger givetvis grundet stofmisbrug).

Kusinens seksuelle misbrug

Macdonalds aktuelle dokumentar har også en helt afgørende afsløring: At Whitney Houston blev seksuelt misbrugt som barn af sin nu afdøde kusine Dee Dee Warwick, hvilket understøttes af to kilder (hvoraf den ene dog er indirekte). Det skulle være et misbrug, der givetvis har haft sin indflydelse på Houstons liv og de beslutninger, hun tog.

Hun valgte for eksempel at kæmpe for det højpolerede glansbillede af ægteskabet. Så det var først i 2007 efter 15 års ægteskab, at hun blev skilt fra den notorisk utro Bobby Brown. På det tidspunkt var hun noget nær pulveriseret.

Så meget desto mere hjerteskærende er det at se hende rejse sig i sin sidste tid og levere en hæderlig sang- og skuespilpræstation i filmen Sparkle, der blev indspillet i oktober og november 2011. Hendes personlige assistent på filmen, Mary Jones, beskriver i dokumentaren, hvordan Houston livede op under indspilningerne. Hun overholdt aftalerne og blev hængende på settet og socialiserede. Hun var clean. Hun havde fundet en stige og var kravlet ud af labyrinten.

En trailer fuld af gospel

Jones erindrer, hvordan hun ankom klokken fem om morgenen til Houstons trailer, hvorfra der bragede gospel-musik. Inden for sang Houston af fuld hals og med helt klare øjne. Hun havde fundet tilbage til musikkens healende kraft, tilbage til rødderne i barndommens uskyld. Måske huskede hun sine første optrædener i kirken dengang hun sang »Guide Me, O Thou Great Jehovah« og troede på det.

Hun for desværre snart vild igen. Da indspilningerne til Sparkle var forbi, kravlede Whitney Houston ned i sin labyrint igen. Og et par måneder efter at indspilningerne var færdige – den 11. februar 2012 – døde hun.

’Whitney’. Instruktion og manuskript: Kevin Macdonald. Britisk. (Biografer landet over).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Stort set alle store kunstnere, har lig i lasten som de færreste af os almindelige 'kunstnydere' kender til. Godt for dét måske, da det formentlig ville forstyrre/afbryde vor glæde over den kunst vi ser/hører/læser.

Den underskov og jungle af forstyrrede og grådige personer i Whitneys omgangskreds, er vel snarere reglen end undtagelsen i dens slags miljøer. Og krævede en meget stærkere personlighed og psyke end salig Whitney havde.-

Jeg har glædet mig umådeligt over Whitneys store stemme, dens udtryksmuligheder og følsomhed, samt ikke mindst hendes smukke udstråling - facade, eller ej.

Jeg blev umådeligt trist over hendes fald fra tinderne og alt for tidelige død - var hun endda da så bare død på toppen.

TAK !!! Whitney for de formidable musikalske oplevelser du gav mig i de få år, vi mennesker fik lov til at nyde dem.

Ejvind Larsen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar