Læsetid: 4 min.

Zombiesømand

Genoplivelse af en af den europæiske tegneseries kronjuveler, ’Corto Maltese’, mellem kopi og nyfortolkning
7. august 2018

For tre år siden blev en af den europæiske tegneseries kronjuveler, Corto Maltese, genoplivet, tyve år efter skaberen, den venezianske verdensborger Hugo Pratts død. Det skete med albummet Under midnatssolen (2015), og nu foreligger opfølgeren Equatoria. Begge disse zombieprodukter er signeret af det spanske makkerpar Juan Díaz Canales og Rubén Pellejero. Det er rendyrket og ganske veloplagt pastiche, men man tager sig i at spørge hvorfor?

Kendere af Pratts hovedværk, som han tegnede mellem 1967 og 1991, vil vide, at den er en melankolsk-romantisk, nærmest metafysisk fortolkning af den kolonialistiske eventyrfortællings arvegods, fra Rudyard Kipling og Jack London til den amerikanske chiaroscuro-mester Milton Caniff, særligt hans klassiske avisstribe Terry and the Pirates (1934–46). Corto Maltese er en art personligt testamente, hvis originalitet og forbundethed med sin skabers globetrottende historie og kreative temperament synes så åbenbar, at det virker som halsløs gerning at fortsætte uden ham. Selvom han efter sigende selv forholdt sig åben for muligheden.

Men her er vi altså. Pratts kontroversielle rettighedsadministrator (og tidligere assistent og farvelægger) Patrizia Zanotti har givet grønt lys til en fortsættelse. Prøveballonen var den forglemmelige genoplivning af diverse daglejere tilbage i nullerne af et andet af Pratts arbejder, Ørkenens skorpioner, om en britisk specialenhed i Nordøstafrika under Anden Verdenskrig. Juan Díaz Canales er bedst kendt for krimiserien Blacksad, realistisk tegnet af landsmanden Juanjo Guarnido, som på lettere grinagtig vis forlener den romantiske Chandler-pastiche med figurer tegnet som dyr. Rubén Pellejero har i en årrække produceret den elegante og meget Corto Maltese-agtige eventyrserie Dieter Lumpen i fællesskab med forfatteren Jorge Zentner.

Tilfældet Ørkenens skorpioner peger på, at den æstetiske linje for Corto Malteses genoplivning er sat af rettighedshaveren, og den går på at lægge sig så tæt op af originalmaterialet som muligt. Canales og Pellejero forekommer imidlertid godt tilpas med denne strategi. Pellejero er den tegner til dato, der med størst succes har imiteret Pratt. Hans pen forekommer dog mere nervøst sitrende, med flere streger og større trang til at skildre figurernes omgivelser – et element Pratt ofte helt lod falde bort og i de senere år desværre overlod til sin assistent, den tørt tekniske Lele Vianello, som troligt belemrede sin arbejdsgivers billedpoesi med pedantiske fremmedelementer.

Pellejeros penseltuschning følger på klos hold Pratts, særligt som den så ud sidst i 1970'erne, men den er blødere i rundingen og mere plastisk i formgivningen. Han efteraber endvidere dygtigt forbilledets mange manierismer: den lakoniske sømandshelt Corto i nærbillede-profil igen og igen og igen; stift afviklede slagsmålsscener i helfigur med udynamiske fartstreger, osv. Måske er det for i det mindste at knæsætte ét personligt, afvigende princip, at han konsekvent tegner den bølgende røg fra kæderygende Cortos smøger. Det gjorde Pratt sjældent, og man ser straks hvorfor – de pågældende streger er bare i vejen.

Læsere af Blacksad vil vide, at Canales tenderer mod frelst moraliseren. Således også i Equatoria, der finder sted i 1911 og roder Corto ind i en historie om den afrikanske slavehandels efterdønninger. Ligesom hos Pratt blandes historiske figurer skønsomt med fiktive. Den unge Winston Churchill dukker f.eks. noget umotiveret op, men central er den tysk-jødiske Isak Eduard Schnitzer. I virkelighedens verden fungerede denne som udsendt af det Ottomanske Imperium i en periode som guvernør for den ægyptiske region Equatoria under navnet Emin Pasha og døde af malaria i Tanzania i 1892.

Canales omskriver hans modstand mod slaveriet til en dramatisk fortælling om forræderi og mord. Corto følger sin afrikansk-europæiske (fiktive) datter Ferida på sin jagt efter sin afdøde fars sidste hvilested i Afrikas Mørke Hjerte. På vejen samler de en umælende slavekvinde op. Som i et ekko af Pratts bedste historie med Ørkenens skorpioner, »Piccolo Chalet«, viser hun sig efterhånden at have sin egen dagsorden. Det er håndfast på en måde, Pratt aldrig var det, til trods for, at et af hans adelsmærker netop var den bredt favnende humanisme, anti-racisme og postkoloniale tristesse, der tydeligvis har været en drivkraft for Canales.

Tegneserien har siden sin moderne undfangelse ofte gjort sig som føljetonlitteratur. Mange af de store serier har været varetaget af skiftende hænder, til tider med fordel – den neurotiske belgiske stormester Franquin ville eksempelvis aldrig have gjort børneserien Splint & Co. til sin egen uden dette princip, og de store amerikanske superhelteuniverser er utænkelige uden årtiers masseproduktion. Ikke desto mindre har markedskræfterne det med at trumfe den enkelte skabers kunstneriske temperament, ikke mindst når opgaven lyder på at kopiere snarere end at nyfortolke. Equatoria er så tilpas gennemtænkt og rutineret, at den ikke decideret skuffer, men netop derfor længes man melankolsk efter den ægte vare.

'Corto Maltese – Equatoria' af Juan Díaz Canales og Rubén Pellejero. Oversat af Elisabeth Walther Birk. Faraos Cigarer, 80 sider i sort-hvid, 248 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu