Læsetid: 5 min.

Agnes Slott-Møller og Steinar Haga Kristensen bruger kunstværket til spirituel vækkelse af viljeskraften

Danske Agnes Slott-Møller og norske Steinar Haga Kristensen vil på én og samme tid det modsatte og det samme med deres kunst. Lige nu kan de begge ses på udstillinger i Aarhus
Undervejs i Sterinar Haga Kristensens udstilling løber man ind en parade af viljestærke torsoer, der fremstår som en mellemting mellem en olympisk sportsparade og en totalitær hær.

Undervejs i Sterinar Haga Kristensens udstilling løber man ind en parade af viljestærke torsoer, der fremstår som en mellemting mellem en olympisk sportsparade og en totalitær hær.

Kåre Viemose

30. oktober 2018

I første instans giver det ingen mening at sammenstille de to kunstnere Steinar Haga Kristensen og Agnes Slott-Møller.

Den ene er en yngre norsk samtidskunstner, den anden en ældre dansk symbolist. Det eneste, de umiddelbart har tilfælles, er at de lige nu begge vises på flotte soloudstillinger i Aarhus – den ene på Kunsthallen, den anden på ARoS.

Men så er der alligevel noget mere på færde, der netop bliver tydeligt, hvis man går direkte fra den ene til den anden udstilling.

Det er både noget æstetisk, der binder dem sammen i en udbredt brug af friser, ornamentik og en generel hymne til maleriets storhed, men så er der også noget andet, dybere, der handler om selve kunstens kraft. Hvordan kan kunstværket være et middel til at indgyde den enkelte en viljeskraft?

Der hersker en uvant, nærmest sakral, stemning på Steinar Haga Kristensens (f. 1980) udstilling på Kunsthal Aarhus. Store malerier i dunkle toner, med relief og enkelte guldstrøg, passer perfekt til det ovale rum med glasloft, så rummet pludselig minder om et gammelt helligt kloster.

Før man når ind i det ovale rum, må man mase sig igennem en rygvendt hær af torsoer, der står på grå sokler i en diagonal linje, så de næsten blokerer indgangen til udstillingen. Paraden består af (vilje)stærke mænd, der læner den ene hånd mod en abstrakt skulptur og med den anden hånd stolt fremviser en skulptur, som var den et gyldent trofæ. Det ligner en mellemting mellem en olympisk sportsparade, og en totalitær hær – eller måske endda en række turister med selfiestang i hånden.

Trofæ af abstrakt kunst

Men hvad er det, de så stolt fremviser?

Trofæerne er abstrakte skulpturer skabt i træklodser i mørk blå, rød, gul, brun. Trofæerne går igen i de fleste malerier på udstillingen, hvor figurerne enten står og knuger dem i hånden med udstrakte arme, eller de ligger lit de parade, men stadig med et trofæ i hånden. Et trofæ af abstrakt kunst. Skulle vi erstatte vores iPhone med en skulptur? Er det dét, han vil vise?

Haga Kristensens værker ser altså umiddelbart gammeldags ud, men selvfølgelig handler det om vores samtid. Selv kalder han sine værker fra de sidste ti år for ’den brune periode’.

Den brune periode er helt konkret – værkerne er lidt brune i det. Termen henviser både til Picassos famøse ’blå periode’, men han vrænger også ad den ved at kalde den brun – brun er som bekendt den farve, der opstår, hvis man blander alle farver. Ingen farve og alle farver på én gang, der konnoterer noget lidt ækelt og fækalt.

Samtidig handler den brune periode også om det politiske klima, vi har i disse år – en samtid, der er totalt mudret til både politisk og socialt.

Ét af malerierne i det runde rum viser to figurer, der ser på kunst. Den kunst, de ser på, minder påfaldende meget om de abstrakte skulpturer, som hæren i indgangen står med i hånden. Denne ’se på kunst-situation’ er indrammet i en slags ornamenteret tryptikon med krummelurer, og det hele på en baggrund af bordeaux.

Rundt om maleriet er en frise med figurer, der enten er rygvendte eller har malerier i hænderne. Selvom det ser old school ud med friser, er de alle udstanset i kemisk gips på baggrund af 3D-modeller af Haga Kristensens egne værker fra samme brune periode.

Det hele skaber tilsammen en redundans af kunstcitater, der både refererer til Haga Kristensens egen kunst og til den modernistiske periode.

Skeler man til udstillingens titel, bliver det tydeligere, at udstillingen og værkerne faktisk handler om kunsten selv – og hvad vi kan bruge den til. Selvom de spørgsmål ikke står tydeligt frem i selve værkerne, er der samlet set – i udstillingens orkestrering af materialet – en stærk fornemmelse af, at kunstneren mimer og manipulerer en stemning frem, som var vi i en diktaturstats hellige kamre, men hvor det, der dyrkes og kæmpes om, er kunsten selv.

På den anden side af gaden, på Aros, udstilles den danske symbolist Agnes Slott-Møller (1862-1937). Hendes værker er storslåede, smukke og ’heltemodige’. Lidt ligesom hæren hos Haga Kristensen, er mændene stærke riddere, der har noget at kæmpe for. Også hos hende er der guld, ornamentik og relieffer, men her i træ eller rigtig gips.

Sakral patos

Udstillingen indledes med et kæmpestort maleri af Niels Ebbesen – ham der dræbte den kullede greve, da Danmark var uden konge og dermed ’pantsat’ til tyske grever.

I næste rum er der noget af den samme sakrale patos, som i det ovale rum på kunsthallen. Her er blandt andet et vidunderligt maleri af Margrethe den 1., der grundlagde Kalmarunionen. Jeg husker ikke, jeg har oplevet andre malerier af hende, eller af andre store kvindelige ledere for den sags skyld. Her står hun med sit smukke lyse hår i en knaldrød robe og gyldent tøj, med armene roligt over kors, mens hun kigger ud gennem vinduet på sin flåde. Det er så uvant at se sådan en kvindefigur i stolt positur – der hverken er afklædt eller til for mandens skyld.

Viljekraften som udtryksform går igen i udstillingen ’Helte og Heltinder’ på ARoS. Agnes Slott-Møllers værk ’Kong Valdemar med sin Søn ved Jagtmåltidet på Lyø i Maj 1233’ (billede) minder påfaldende meget om Leonardo da Vincis berømte Den Sidste Nadver.

Ole Akhøj

Agnes Slott-Møllers storladne stil er i det hele taget et slags kærlighedsepos til Danmark og det danske riges historie.

Men det er også en uforbeholden dyrkelse af det nationale, og det nævnes da også at nationalsocialisterne var utrolig begejstrede for Slott-Møllers værker. Selvfølgelig var de det. Hendes malerier var endda skabt med specifikt henblik på at indgyde betragteren stolthed og storhed i den nationale følelse – endda indgyde styrke og mod til at kæmpe for fædrelandets værdier.

Her er det interessant at huske på, at Slott-Møller er samtidig med den modernistiske periode, som Haga Kristensen finder sin inspiration i. Hun ville for alt i verden vende det moderne ryggen, der var symbol på sædernes forfald og en dyrkelse af det dekadente.

Hendes i bund og grund bagstræberiske projekt ses overalt på udstillingen – både i de mange middelaldermalerier, men også i nogle monumentale malerier af Valdemar Sejr, hvor hun næsten placerer ham som en Jesus blandt sine disciple. Værket Kong Valdemar med sin Søn ved Jagtmåltidet på Lyø i Maj 1233 (1927) minder påfaldende meget om Leonardo da Vincis berømte Den Sidste Nadver (1498).

At Slott-Møller elskede sit fædreland og viser, at det har kostet blod, sved og tårer at værne om landet, er der i sig selv ikke noget suspekt ved. Men omvendt var hun en del af en moderne symbolistisk gruppe, der blandt andet grundlagde Den Frie, og hvor de andre moderne malere i perioden forsøgte at komme ud over det figurative og gøre noget nyt med maleriet, så gik Slott-Møller i den modsatte retning og fandt inspiration i de italienske renæssancemestre i sine nationalklenodier.

Slott-Møller og Haga Kristensen har som udgangspunkt intet tilfælles. Faktisk kan man sige, at det som Slott-Møller vil med sin kunst, er det modsatte af Haga Kristensens projekt.

Alligevel er der noget interessant, der forbinder dem, som ikke bare handler om, at de har et formsprog tilfælles med store malerier af ’helte’, friser og ornamentik, men dybest set vil de det samme: bruge kunstværket til at indgyde en form for spirituel vækkelse af viljeskraften.

Steinar Haga Kristensen. The Work of Art and the Spiritualization of Self-empowerment. Kunsthal Aarhus.

Agnes Slott-Møller. Helte og Heltinder. ARoS.

Begge udstillinger løber til 6.1.2019

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Så har vi altså alle disse, egentlig ikke særligt velproportioneret (ud fra en klassisk målestok) ens hvide figurmennesker, der holder noget ud i strakt arm, som tilsyneladende ser ens ud, men som dog varierer inden for det samme tema. Gad vide hvad vi skal lægge i det? Har det mon noget med ensretning at gøre og hvor skal sådan et værk finde hvile, når det er træt af at være udstillet? Kunsten her er, som sædvanligt, god til at producere spørgsmål, men den skal også være godt til at være kunst og det afhænger af salgsprisen. Så sig mig hvad den koster og jeg skal sige dig hvad jeg synes om den.

bente-ingrid bruun

"De vil det samme: bruge kunstværket til at indgyde en form for spirituel vækkelse af viljeskraften...."
Som forfatter til bogen "Viljens kraft" - der omhandler både livsviljen og de mange dynamiske former som viljen kan tage, når den farves af følelser, tanker og andre faktorer, så virker en sådan udmelding ret så snæver og bombastisk og ganske uden forståelse for reelle viljes dynamikker.