Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Den arrogante forsvarer er den magtesløse superhelt i anden sæson af ’Making a Murderer’

Opfølgeren til den første mesterlige sæson af Netflix-serien ’Making a Murderer’ er både form og indhold til et portræt af den træge, tunge, bøvlede, røvfrustrerende ’et skridt frem og to tilbage’-agtige juridiske proces, det er at få genoptaget sager i det amerikanske retssystem. Og så heltekårer den endnu en forsvarsadvokat
Stjernen i ’Making a Murderer: Part 2’ er den kronisk skråsikre forsvarsadvokat Kathleen Zellner. Hun kan lide sit arbejde. Hun kan lide, at de andre er både korrupte og dumme, og at hun kan bevise det, og at hun har tænkt sig at ydmyge dem.

Stjernen i ’Making a Murderer: Part 2’ er den kronisk skråsikre forsvarsadvokat Kathleen Zellner. Hun kan lide sit arbejde. Hun kan lide, at de andre er både korrupte og dumme, og at hun kan bevise det, og at hun har tænkt sig at ydmyge dem.

Netflix

Kultur
27. oktober 2018

»Når det er så forskruet, når efterforskningen er blevet udført så inkompetent, når gerningsstedet ikke giver mening, når teorien er ren idioti … det er bare … jeg kan ikke lade være med at blive draget af det. For det bliver jeg.«

Den amerikanske forsvarsadvokat Kathleen Zellner kan godt lide det.

Man kan se det på hendes lille skæve smil, der er frosset fast i ansigtet som en slags kronisk skråsikkerhed. Hun kan lide, at de andre er både korrupte og dumme, og at hun kan bevise det, og at hun har tænkt sig at ydmyge dem – mordsagens efterforskere, politiet, anklagerne, de tidligere forsvarere, alle dem, der har medvirket til eller forsømt at afsløre falske anklager, og som har plantet beviser mod hendes klienter.

Hun har sat sig selv i verden og også gerne i tv-programmers spotlys for at få uskyldigt dømte ud af fængslerne. Hun insisterer på, at retssystemet virker, hvis bare alle gør deres arbejde ordentligt.

Hun er arrogant, ublu overlegen og fuldstændigt klar over, hvordan man med generøs selviscenesættelse gør sig til den suveræne, dominerende og mest uforglemmelige hovedperson i anden sæson af Netflix’ true crime-sensation Making a Murderer. Og det bliver hun så.

Heltebillederne

Der er vist aldrig i underholdningsindustriens lange historie blevet tegnet et så intenst – og overbevisende – heltebillede af amerikanske forsvarsadvokater som i Making a Murderer.

Over ti timelange afsnit fulgte vi i første sæson i 2015 den komplet utrolige sag om autoophuggerens småkriminelle søn, Steven Avery, der i Manitowoc County i staten Michigan grundet politisjusk – og muligvis fordomsdrevet fusk – blev dømt for en grov voldtægt, han ikke havde begået. 18 år senere blev han frikendt på basis af dna-beviser og løsladt.

For en kort stund var han en stakkels engel i offentlighedens øjne; han blev en maskot for alle, der kæmpede for et bedre retssystem, og han stod til at blive mangemillionær, da hans advokater sagsøgte Manitowoc Countys inkompetente politi for 36 millioner dollars.

Men så blev Avery sørme anholdt igen – nu for mordet på en ung, kvindelig bilfotograf, Teresa Halbach.

Hendes brændte knogler blev fundet foran den trailer, Steven Avery boede i på familiens beboelsesgrund. Han var den sidste, der havde set hende i live. Snart efter tilstod hans 16-årige nevø, Brendan Dassey, under en afhøring at have hjulpet sin onkel med mordet.

Og så røg Avery i spjældet igen. Det var et utroligt twist på en historie, der snart fik flere. For måske havde Avery rent faktisk heller ikke begået denne anden forbrydelse, han var anklaget for. Måske var hans meget lavt begavede nevø blevet presset og manipuleret til at opfinde den historie, som politiet og anklageren gerne ville høre.

Og måske havde politiet sammen med anklageren simpelthen plantet de beviser, der skulle fælde Avery. De hang nemlig ikke helt sammen. Men statsanklager Ken Kratz – en af dokumentar-tv-historiens mest veltegnede skurke – beskrev snart offentligt en ækel og detaljeret version af hændelsesforløbet med en svedende onkels perverse voldtægtstortur. Og så var folkedomstolens dom stort set faldet.

Og det var så naturligvis her, forsvarsadvokaterne kom ind i billedet. I Making a Murderer er det dem, der fortæller historien suppleret med den unikke og intime adgang til Avery og hans familie og det ekstreme arkivmateriale, som dokumentaristerne Laura Ricciardi og Moira Demos har indsamlet.

Dokumentarseriens perspektiv er en passioneret, ret så ensidig, men overbevisende og ekstremt deltaljeret forsvarstale for Steven Avery og Brendan Dassey, der gøres til repræsentanter for det fattige, hvide USA, der ikke høres eller tages alvorligt, og som er ofre for et retssamfund, der tilsyneladende ikke giver taberen en chance, når først han er anklaget.

Folkeligt stormvejr

I første sæson blev Averys to sympatiske forsvarsadvokater, Dean Strang og Lee Kandinsky, gjort til en slags retfærdighedens helgener.

De gjorde deres arbejde godt nok til at overbevise de millionvis af besatte seere af Making a Murderer over hele verden om ’tabernes’ uskyld, og de fandt en blodprøve, som muligvis var den, politiet havde brugt til at plante blodspor. Den opdagelse var et stort tv-øjeblik og seriens højdepunkt. Men den var ikke nok til at få Avery frikendt.

Det udløste så et ekstremt, folkeligt stormvejr. Netflix-seere over hele verden gjorde sig til amatørdetektiver og hobbyjurister med en pludseligt flammende interesse for det amerikanske retsvæsens konstruktion og mangler.

Der blev lavet underskriftindsamlinger til støtte for Avery og Dassey, som Det Hvide Hus under Obama kommenterede. Og det er så her, anden sæson af Netflix-serien samt Kathleen Zellner kommer ind i sagen.

Den perfekte konspirationsfilm

Hvor første sæson begyndte som et overraskelsesbombardement af en krimihistorie og endte som et langt og gribende retssalsdrama, begynder anden sæson som en interessant metafortælling om Netflix-seriens indflydelse på retssagen.

Der er gensyn med anklageren Ken Kratz, der siden sidst er blevet fyret fra sit arbejde på grund af sexchikane mod en voldsramt klient, og som nu turnerer med sin version af historien og en bog om selvsamme:

»Du har ikke lyst til at ødelægge den perfekte konspirationsfilm ved at fortælle, hvad der faktisk skete,« kommenterer han om Netflix-serien.

Og vi møder Averys pludseligt udskiftede fængselskæreste, hotte Lynn, der får sagt om det at se serien:

»Jeg vidste dybt i min sjæl, at det ville blive en del af mit liv. Jeg vidste, at hvis der skulle komme en anden sæson af den her dokumentarserie, så vidste jeg bare, at jeg skulle være en del af den – som Stevens kæreste.« 

Dokumentaristerne kunne snildt have svælget mere i det perverterede mediecirkus, som både Lynn og Kratz repræsenterer. Men man må google sig til de slibrige detaljer om Kratz’ sexchikanesag og til de lange klip fra det skrækkelige Dr. Phil-show, hvor Lynn gør sig selv til realitystjerne i rollen som terapi-stakkel, der skal hjælpes ud af en gal fængselsindsats psykologiske jerngreb.

De 15 minutters berømmelse, sæsonen kunne have tildelt hende, koges i serien ned til det kvarte. Det føles som en klar og klog stillingtagen til, hvem der skal tildeles opmærksomhed: Seriens formål er snarere at skabe solidaritet og empati med Avery-familien, der efterlades i venten og håbløshed derhjemme. 

Der er et enormt fokus på de usikre og evigt ventende menneskeskæbner i det uendelige bureaukrati af appelmuligheder, på Averys snart døende mor og farens ulykke over at se sin forretning gå i hundene. Det gør den i både form og indhold til et portræt af den træge, tunge, bøvlede, røvfrustrerende ’et skridt frem og to tilbage’-agtige juridiske proces, det er at få genoptaget sager i det amerikanske retssystem. Og så skal den svælge videre det i konspirerende opklaringsarbejde.

Hvor første sæson nærmest var en slags forargelsesporno, der gjorde alle seere til oprørte amatørjurister, så er det derimod ventetristessen, det juridiske bureaukrati og forsvarerens detaljefikserede arbejde, der er bærende i den opfølgende sæson, og det gør de ti timer tunge.

Kontraktforpligtelsernes byrde

Hvor Zellner på den ene side er en helt fremragende hovedperson i al sin arrogance og skråsikkerhed (inklusive hendes heftige kritik af første sæsons to forsvarsadvokathelte), så følger vi hendes arbejde alt, alt for nært. Parallelt med at Brendan Dasseys sag kæmpes af den unge idealistiske advokat Laura Nirider i det, ja, undskyld frasen, kafkaske system af domstole, så bygger Zellner nemlig en appelsag op gennem egen efterforskning.

Det er et møjsommeligt arbejde, der tager forestillingen om seernes interesse for detaljeknepperi til et helt nyt niveau. Og til tider virker seriens klipper til at være faldet i søvn under de optagelser, hvor Zellner og tekniske eksperter mumlende diskuterer knogleprøver og træsorter. Kun de allermest hardcore hobbydektiver kan hænge på under alle de mellemregninger. Man hepper på en ’rygende pistol’, men får småtteri, som Zellner insisterer på også har krudtkraft. 

Man kan ikke dy sig fra at tænke, at den eneste grund til at vi skal se meget, og den eneste grund til at vi følger den afventede Avery-familie nært i deres daglige skærmydsler, tristesse og venten, er, at de to dokumentarister har forpligtet sig på en kontrakt med Netflix på at lave præcis ti nye timelange afsnit, og at materialet langtfra passer til den form.

Der må springes mere livligt mellem de forskellige spor for at kunne levere en slags suspense i slutningen af hvert afsnit. Og det føles beskidt at kede sig under så megen tristesse og uretfærdighed.

Og så er der selvfølgelig også bare det, at internettet løbende har kunnet opdatere os om sagerne med Dassey og Avery. Det håb, man kunne have for, hvordan det skal gå dem, føles som en halv illusion.

Tilbage står efter ti timer den akkurat samme frustration som efter første sæson – en følelse af at læne sig fanagtigt kælent og håbefuldt op ad en karismatisk forsvarsadvokats ukuelige arbejde. En følelse af simpelthen ikke at kunne begribe, at retssystemet ikke ser det, som vi får præsenteret så tydeligt.

En nagende følelse af at vi måske nok godt kunne have brugt et modperspektiv, der ikke blot tilhører slangen Kratz. Og så har man langt mere end efter første sæson et brændende ønske om, at Netflix i stedet for at servere ti afsnit smidt i hovedet til lang (lidet lidelsesfuld) bingewatching, kunne producere nye afsnit, hver gang der var faktisk nyt i sagen.

Det ville også understøtte det aktivistiske dokumentationsprojekt, dokumentaristerne har gang i. Men sådan ruller Netflix ikke. Og så må man i stedet ud på nettet og google videre og følge Zellners tweets, der holder sagen kogende. Heltekåringen har hun vundet.

’Making a Murderer 2’. Instruktion og manuskript: Laura Ricciardi og Moira Demos. 10 afsnit. Netflix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her